Fagfestival: Nu også molekylær fysioterapi
af Vibeke Pilmark | kl 11.18 | 27.03.2009
Ingen tvivl om det, molekylær madlavning er fint og det tager tid. Men her på fagfestivalen blev det sidste nye inden for fysioterapi intruduceret af fysioterapeut, dr. med. Henning Langberg og professor, læge Mikael Kjær. Det vides med sikkerhed, at de to forskere ikke har studeret molekylær madlavning, men molekylerne i senerne har de undersøgt på kryds og tværs.
Og der er masser af nyttig viden for fysioterapi, hvis der kigges på ned på næsten stamcelleniveau. Denne viden kan måske skabe genvej til at forstå, hvorfor nogle behandlinger virker bedre end andre og skabe genvej mod målet at evidensbasere fysioterapeuters behandling. Lyder det langhåret? Det var det ikke! De to dygtige forskere formåede at få trukket den svære forskning ned på et plan, hvor selv den faglige redaktør mente at forstå store dele af det.
Henning Langberg har sammen med fysioterapeut Torben Lund publiceret flere artikler om den molekylære fysioterapi. “For dem, der har vores artikler hjemme på natbordet og synes, de er for svære, kan jeg love, at gennemgangen i dag, vil hjælpe jer”, sagde Henning Langberg.
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!