Fysio

Fagbloggen

Fagbloggen sætter faglige problemstillinger inden for fysioterapien til diskussion.

Tilbage til forsiden
 

Fagbloggen

 

Ved vi nok om træning til svært overvægtige?

af Vibeke Pilmark | kl 10.21 | 11.11.2011

9

Der er brug for dygtige fysioterapeuter til at træne gruppen af ekstremt overvægtige, mener en amerikansk specialist på feltet, og fysioterapeuter er centrale i rehabiliteringen. Men er der danske fysioterapeuter, der har lyst til eller arbejder inden for feltet?

overvaegt_main Den amerikanske fysioterapeut Tom Spring håber, at fysioterapeuter får en central rolle i rehabiliteringen af patienter med svær overvægt.

I USA har sundhedssektoren mange års erfaring med behandling af ekstremt overvægtige patienter. Disse patienter har været et sjældne i Danmark, men gruppen af patienter, der vejer mere end 150 kg er også i hastig vækst i Danmark.

Fysioterapeuter behandler mange af de muskuloskeletale lidelser, der kan følge med ekstrem overvægt i form af led- og kredsløbslidelser. Desuden er der fysioterapeuter, der bidrager med at forebygge livsstilsrelaterede sygdomme, som følger med overvægt.

Træning er central
I USA har man i flere stater specielle rehabiliteringstilbud til mennesker, der er ekstremt overvægtige. I disse tilbud indgår kost, motion og psykolog-samtaler. Ofte indgår det tværfaglige personale i en screening af patienterne for at finde ud af, om de kan klare en eventuel operation.

Den amerikanske fysioterapeut Tom Spring er leder af et rehabiliteringstilbud til overvægtige i Michigan, USA. Her tilbydes patienterne hjælp til at få en mere selvhjulpen hverdag ved at forbedre den fysiske fitness, tilpasse kosten og rådgive om hjælpemidler.

"For mig er træning og fysisk aktivitet af denne gruppe af patienter central. Ikke at det alene kan give vægttab - for det kan det slet ikke, men fordi det kan give patienterne et helt andet overskud. Vi tilbyder træning to gange om ugen med udgangspunkt i de ønsker patienten har", fortalte Tom Spring i en pause på Bariatri-kongressen BRC 2011.

"Træningen er central i rehabiliteringstilbuddet. For vi ser patienterne to gange om ugen og har her mulighed for at komme tæt på den hverdag og de bekymringer, der er, når man er så overvægtig som mange af vores patienter er. Vores patienter ser kun diætist, sygeplejersker og læger i kort tid, vi har dem to gange to timer om ugen. Det giver os en enestående mulighed for at påvirke patienterne i en positiv retning", sagde Tom Spring i en pause under kongressen.
Fysioterapeut Tom Spring.

Specielle forhold gør sig gældende
For at træne ekstremt overvægtige, er det ifølge Tom Springs nødvendigt at vide, hvilke specielle psykologiske, fysiologiske og fysiske forhold, der gør sig gældende.

 Man skal desuden have et godt overblik over motivationsfaktorer, patientens interesser, og hvordan man kan få patienten til at fortsætte træningen efter at have sluttet rehabiliteringsforløbet.

Tom Spring gav i forbindelse med en workshop på kongressen et eksempel på et træningsforløb, der var gået helt galt for en kvinde i 30'erne med en BMI på 74. Første træningstime var så hård for hende, at hun endte med at brække sig og efterfølgende gav hun helt op. Træningsintensitet og -mængde skal nøje afpasses, var Tom Springs budskab.

Ved fysioterapeuter nok?
Selv om træningslæren vil være de fleste fysioterapeuter bekendt, er det ikke sikkert alle kender til de specielle fysiologiske vilkår, der gælder for træning af mennesker med ekstrem overvægt. Viden om træning, hjælpemidler, kost mm. er specialviden, når det gælder patienter med svær overvægt.

Er der mon fysioterapeuter, der arbejder inden for feltet, der havde lyst til at give deres erfaringer videre? Og er der for eksempel behov for at etablere nogle tilbud, der netop passer til denne gruppe patienter?

 

9

Kommentarer på artiklen

11.11.2011 Marius Henriksen Det er en selvfølgelighed at fysioterapeuter skal involveres i træningstilbud til overvægtige. Men det er ikke helt nemt når overvægten ledsages af muskuloskelettale lidelser.
Vi har på Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital, gennemført et stort studie vedr. vægttab til patienter med knæartrose. Vægttabet blev gennemført over 16 uger ved hjælp at kosterstatning. Derefter gennemgik patienterne en vægt-vedligeholdelsesperiode hvoraf 1/3 af patienterne var andomiseret til træning.
Det er vores erfaring med denne patientgruppe at det er meget svært at imødekomme krav om træningsintensitet mht vægttab/vedligeholdelse når man samtidigt skal tage højde for at træningsintensiteten ikke forværrer symptomer fra knæene. De to faktorer trækker så at sige i hver sin retning og det kan ende med at man hverken opnår effekt på vægten eller på knæene. Lignende scenarier kan man let forestille sig ved en række andre muskuloskeletale lidelser, der kan sameksistere med ekstrem overvægt.
En koordineret indsats hvor fysioterapeuter indgår i et team der også inddrager diætetisk vejledning/intervention og læger m.fl. vil nok have størst succes.
 
11.11.2011 Karina Synes det lyder som en spændende en interessant og fys.relevant opgave.
Forstiller mig at det kræver faglig opdatering (måske ikke for ny uddannet?), et godt tværfaglig samarbejde med kostvejleder/diætist, læge og andre relevante samarbejdspartner og ellers super gode faciliteter hvor der er rigtig gode forudsætninger for forskellig kondi-udstyret. Ikke alle kan cykle en hel time uden at få skulder-nakke gener eller ryggener, så forstiller mig at det vil være hensigtsmæssigt at skifte udstyr flere gange så der vedholdende kan konditiontrænes mhp. opå tilstrækkeligt vægtab så hofter, knæ og ankler kan aflastes. Og efterfølgende mere varierende træning og evt. regulær styrke o. lign. Vejer man 150kr og samtidigt bliver bedt om at lave masser af squat, lunges og hård vægttræning med oe, så kan jeg let forstille mig at man skaber nye skavanker og reducerer motivation. Blot en mening:-)
 
14.11.2011 Brita Christensen Jeg er sundhedscoach og uddannet vægtstoprådgiver og er vant til i min hverdag at kombinere min fysioterapeutviden med viden om motivation, barrierer, ændring af vaner etc. Jeg arbejder med små skridt metoden (Sundhedsstyrelsen), så ændringerne ikke er voldsomme; men små ændringer af vanerne. Udover samtaler og holdunder-visning på det felt træner jeg også hold hvor deltagerne har hjertelidelser, KOL og/eller diabetes. Væsentlig her er at opleve glæden ved at bevæge sig og få skubbet til at forsætte med at være fysisk aktiv når tilbuddet fra kommunen stopper. Ved at kombinere små skridt metoden og træning vil man kunne give den overvægte et godt tilbud, som vil kunne give vedkommende handlekompetencer.
 
15.11.2011 birgitta Hej !

Jeg er fysioterapeut og selv overvægtig. Jeg har gået på de fleste kure og haft perioder med meget træning og perioder med altfor lidt træning. Jeg ser ikke selv motionen som mit problem, den er jeg glad for. Men ja overvægten er et stort problem i mit liv, også i forhold til mit arbejde. Skule det bero kun på min egen vilje skule jeg være meget tyndere nu. Jeg har tabt mig mange gange og lige så mange gange har jeg taget på, klassisk! Jeg har genem de sisdte år fået en meget skæv og sort/ hvid tilgang til mad, enten diet ( gerne strikt) eller så spiser jeg bare som jeg har lyst til... Jeg burde vide bedre...
Lige nu arbejder jeg med at tage et skridt ad gangen og se vægtnedgangen med et meget langt perspektiv..det får lov til at tage tid og det er ok at jeg ser ud som jeg gør. Noget af det vigtigste jeg fundet ud af er at finde det som fører mig til at overspise. Dvs. jeg skriver dagbog hver dag og ser hvorhen jeg fejler og hvorfor. Så skal jeg finde redskaber til at klare af de situationer uden at overspise. Kropsbevidsthed har været noget af det vigtigeste for mig i mit forløb. At kunde mærke og registrere hvad min krop siger mig. Den var jeg altså ikke god til til trods at jeg selv er fysioterapeut. Men jeg var skidegod til at presse mig selv til træning, men det var måske heller ikke altid en god måde at lytte til min krop på.
At møde andre i samme situation tror jeg er meget godt, at få redskaber til at klare af negative følelser, at få nogen gode oplevelser, at se man kan, at det ikke kun beror på dårlig karakter det er meget vigtigt. Som overvægtig har man sjældent god selvfølelse og den skal styrkes!! Min drøm har altid været at det skule findes et tværfagligt tilbud, hvor man kan komme til diætist, psykolog, coach, fysioterapeut, afspændingspædagog ect. Endvidere er madlavningskurser vigtige, så man kan finde ud af hvad kroppen har behov for ( den fornemmelsen bliver tit lidt skæv), for der igennem at få mere energi af en optimal sammensat kost. Ikke mindst for ar få glæden tilbage til maden,maden er jo farlig og giver dårlig samvittighed, den indeholder kalorier og vi ved godt hor mange... Vi er ikke dumme vi kan bare ikke styre det!

Jeg kæmper stadig videre ligesom så mange andre i Danmark, jeg tror selv at det er muligt at finde en balance men det tager tid....

Vedrørende træning så er bassintræning, nordic walking, cykling, pilates, yoga , cirkeltræning og lettere styrketræning( i hvert fald for UE) at anbefale.

P.s overspisning er for ganske nylig blevet anerkendt som en spiseforstyrrelse, på linje med fx. anoreksi..... og hvem tror at anoreksi er nemt at komme af med????
 
15.11.2011 helle drews Hej. Spændende debat. Jeg var med i et lille projekt for 10 overvægtige børn og deres forældre, på sommerlejr i en måned. Teamet bestod af sygeplejerske, diætist, fysioterapeut. God kombination. Som fysioterapeut så jeg det som min fornemste opgave, at præsentere disse børn for meget forskellige former for fysisk aktivitet, så de kunne finde noget, der motiverede dem. Det behøver man ikke være fys for at kunne, men fyssen kom ind, når jeg vurderede belastningen af feks led, testede kondition mm. Vigtigst var dog at finde motivationen, og her var det godt at arbejde som et tværfagligt team- med en gruppe af børn, og at tage forældrene med- både til træning, indkøb, madlavning. Men vi manglede helt klart en psykolog i vores team. Hvis fysser skal byde ind på dette område- særlig med børn, så skal vi lære mere om børnetræning på grund-uddannelsen. Og ja- jeg mener, at fysser bør byde ind på dette område, men hellere tidlig indsats.
 
16.11.2011 Vibeke Pilmark Spændende med de mange gode kommentarer, der illustrerer betydningen af en tværfaglig indsats. Sådan som jeg læser indlæggene, er det ikke de ekstremt overvægtige, der er erfaringer med. Jeg tænker her på mennesker, der vejer mellem 150 og 400 kg. Er der nogen, der har erfaring med denne gruppe mennesker, der jo slet ikke kan træne på samme måde som dem, der kun har 50-60 kilos overvægt. Hvis fysioterapeuter skal byde ind på området, hvilke forudsætninger mangler der og i hvilke regier vil det være realistisk, at der blev tilbudt en rehabiliteringsindsats?

Vibeke Pilmark, faglig redaktør, Danske Fysioterapeuter
 
18.11.2011 Anders Møller Birgitta nævner kropsbevidstheden og jeg tror det er her vi virkelig kan gøre en forskel. Uden belæg og nævneværdig baggrundsviden vil jeg postulere at årsagen til overvægt sidder "mellem ørene" i mange tilfælde og vægten i sig selv bare er et symptom på noget bagvedliggende.
Det må da være et overordentligt spændende område for de der praktiserer indenfor det psykomotoriske.! Forsk forsk forsk!!!
 
21.11.2011 Lisbeth Pilgaard Jeg var i 2002 med til at skrive bachelor inden for dette område. "Ressourceorienteret fysioterapi til overvægtige kvinder"
Vi havde et hold med 10 svært overvægtige kvinder, hvor vi trænede delelementer som vejrtrækning, grounding og grænser. Projektet blev evalueret med et gruppeinterview.
Et projekt der gav lyst til mere...
 
21.11.2011 Vibeke Pilmark Som Marius Henriksen skriver i en af de tidlige kommentarer til dette indlæg, er vægttab relevant for mennesker med knæartrose. Forskning har vist, at vægttab kan reducere symptomerne. Men hvordan kan man implementere denne viden til praksis. Samarbejder praktiserende fysioterapeuter med diætister, når de har patienter, der ville have gavn af et vægttab, og hvordan får man overhovedet taget hul på denne problemstilling, som for nogle er meget tabuiseret?

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar