Fysioterapeuter giver også massage
af Vibeke Pilmark | kl 03.30 | 05.02.2010
Er det sygeplejerskens eller fysioterapeutens opgave at give massage til mennesker med kræft?
I Sygeplejersken nr. 2 fra i år bringes en litteraturgennemgang af effekten af alternative behandlingsformer som massage, aromaterapi og zoneterapi til patienter med kræft. En litteratursøgning i relevante databaser viser, at der er evidens for at massage har effekt. Det har især vist sig, at massage kan reducere angst hos patienter med kræft. Der savnes stadig evidens for effekten på symptomer som søvnforstyrrelser, livskvalitet, træthed, stress og obstipation, fremgår det af Anita Lunde og Helle Johannessens artikel ”Alternativ behandling og kræft” i Sygeplejersken.
I artiklen understreger forfatterne, at massage også kan indgå i den fysioterapeutiske behandling, ”hvorfor massage i Danmark både praktiseres som alternativ behandling og som en del af en traditionel behandling”.
Forfatterne foreslår, at massage integreres i forskellige plejesituationer til kræftsyge patienter, og at det bør overvejes, om sygeplejersker skal tilbydes efteruddannelse som massageterapeuter.
Dokumentation foreligger
Flere udgivelser om massage, som vil blive anmeldt i Fysioterapeuten i nærmeste fremtid, tyder på, at massage er vej ind i varmen igen. At der foreligger dokumentation for, at massage kan indgå som et relevant og evidensbaseret tilbud til patienter med kræft, er således glædeligt.
Men frem for at satse på at efteruddanne sygeplejersker til at give massage, kunne ovenstående litteraturgennemgang være med til at understrege behovet for at inddrage fysioterapeuter, der har uddannet sig til viden og erfaring med berøring og manuel behandling, i den tværfaglige gruppe omkring patienter med kræft.
Fysioterapeuter kan desuden andet og mere end massage, der kan være med til at lindre smerter og øge livskvaliteten for mennesker med kræft. Men er der overhovedet interesse for at tilbyde massage blandt fysioterapeuter, og er det realistisk, at fysioterapeuten indgår i det tværfaglige team?
05.02.2010
Gitte Mortensen
Det er i høj grad realistisk at fysioterapeuter indgår i disse tværfaglige teams. Jeg er selv med i Det Palliative Team i Sygehus Vendsyssel, sammen med 3 andre fysioterapeuter. Der er et rigtig godt samarbejde mellem os og palliationssygeplejerskene. De er gode til at henvise patienterne til os og vi holder tværfaglige møder samt får supervision. Vi bruger rigtig mange fysioterapeutiske redskaber til de palliative patienter; massage, el-terapi, træning, respirationsøvelser og i rigtig mange tilfælde lymfødemdrænage.
Jeg håber området bliver mere anerkendt i fremtiden, da vi sagtens kunne bruge mange flere ressourcer på det.
05.02.2010
Birigt Riis Koefoed
Hvor dejligt at vores Fagblad reagerer på artiklen i Sygeplejersken.
Jeg har siden 1993 arbejdet med palliativ fysioterapi, hvor massage og terapeutisk touch er yderst vigtige behandlingsformer, blandt mange andre, til disse patienter. De første år var det absolut ikke velset blandt mine kolleger at bruge berøring så meget til denne patientgruppe, men de gode resultater på behandlingen talte for sig selv, og den palliative fysioterapi er en vigtig og yderst værdifuld del af hele det tværfaglige samarbejde omkring kræftpatienter, - hvad den nyere forskning også viser.
Vi er 2 fysioterapeuter (Mikaela Lindner Gudkov og jeg selv), der flere gange har afholdt kurser i Palliativ Fysioterapi, og vi mærker klart et øget behov for, men også en tiltagende interesse for at få mere viden om, hvordan vores fysioterapeutiske behandlingsformer kan bruges til palliative patienter.
Jeg arbejder som mobil palliativ fys uden ydernummer, kommunen bevilger palliativ fysioterapi og køber ydelsen hos mig.
Det ville være rigtig dejligt, hvis den palliative fysioterapi blev mere synlig og udbredt blandt vores fys.kolleger rundt om på sygehuse, plejehjem, institutioner osv. Der er jo nok en årsag til, at sygeplejerskerne tager en behandlingsform op, som i mine øjne er fysioterapi.
06.02.2010
Søren Hald
Som partner i virksomheden CityFys er jeg med til i vid udstrækning at benytte fysioterapeuter til behandlingsordninger på de virksomheder hvor vi er engageret. Det er vores klare opfattelse efter 11 år i feltet, at der er klart delte meninger hos de enkelte fysioterapeuter om hvorvidt massage sorterer under deres faglighed. Nogle er stolte over at kunne møde medarbejderne gennem deres manuelle færdigheder og så er der dem, der ikke mener at de har læst 3 ½ år for at stå og massere. Jeg kan på sin vis godt følge sidsnævnte gruppe,men mener at det er ærgeligt at de ikke under sig selv at møde medarbejdere/patienter i den manuelle tilgang, for hvor kan man komme langt på ganske kort tid. Og så kan man derefter trække dem over i andre fysioterapeutiske forløb uden eller med delvis massage.
Vi i CityFys benytter kun fysioterapeuter der ønsker at arbejde manuelt, da vi mener det er en stor kvalitet i vores uddannelse. Desværre ser vi ofte at de nyuddannede er hævet over at ville massere, og at de samtidigt har meget ringe færdigheder indenfor feltet. Det er en skam.
08.02.2010
Dorte Mathiesen
Jeg kan i høj grad tilslutte mig Gitte Mortensen og Birgit Riis Koefoed.
Jeg arbejder på et hospice og indgår som en naturlig del af det tværfaglig team. Jeg bruger massage en del og det giver stor velvære for mange af mine patienter. For nylig er jeg begyndt at samarbejde med vores musikterapeut, så patienterne får en kombination af massage og levede musik - det er virkelig lindrende for mange patienter.
Det vil være rigtig dejligt, hvis der kunne komme mere fokus på fysioterapi som palliation - jeg synes vi kan være med til at gøre en væsentlig forskel for patienterne - både med massage og ikke mindst med alle de andre redskaber vi som fysioterapeuter har.
10.02.2010
Vibeke Pilmark
Historien gentager sig. Formand for Danske Fysioterapeuters Region Hovedstaden Tine Nielsen har gjort mig opmærksom på en brevveksling mellem Dansk Sygeplejeråd og Den almindelige Danske Massageforening (senere Danske Fysioterapeuter) fra 1935, som hun tilfældigvis faldt over. Diskussionen gik på, om sygeplejersker skulle have lov til at yde massagebehandling for læger. I 1935 skrev den daværende formand for foreningen Marie Møller i tidsskriftet: ” ”men vi maa dog kalde det halvgjort Arbejde, saalænge Lægeforeningens Medlemmer, endnu 20 Aar efter; i så stor Udstrækning som Tilfældet er, anvender uautoriseret Hjælp til Massagebehandling. Massageforeningen har derfor med Glæde modtaget Dansk Sygeplejeraads Opfordring til paany at rette en Henvendelse til Lægeforeningens Massageudvalg om at skabe rene Linier mellem statsaut. Sygeplejersker og lægeaut. Massøser”.
Kommentarerne til mit indlæg tyder på, at fysioterapeuter har meget andet at byde på, når det drejer sig om palliativ behandling. Det er derfor vigtigt, at sætte fokus på fysioterapi som palliation, som Dorte Mathiesen skriver i sin kommentar. Og det er også vigtigt, at give den manuelle behandling den plads den fortjener i fysioterapi. Det gælder både massage og andre behandlingsteknikker, der kræver færdigheder, viden og empati. I visse sammenhænge og i visse kombinationer er der evidens for den manuelle behandling, og det giver derfor god mening at behandle med massage i disse tilfælde.
Det er trist, hvis alle unge fysioterapeuter, som Søren Hald skriver, er højt hævede over at massere.
11.02.2010
Anne Kirstine Hansen
Har i mange år (14) arbejdet med kræft patienter på Frederksberg hospital´s urologiske afdeling. Massage og stimulation af vejrtrækningen har været og er en fantastisk behandling til smertedæmpning, afspænding og velvære for mange af disse patienter. Det er en af vore kerneydelser at lægge hænderne på patienterne.
04.03.2010
Mikaela Lindner Gudkov
Jeg er enig i de tidligere indlæg. Jeg har arbejdet som palliativ fysioterapeut siden 1999. Der er stort behov for os som fysioterapeuter inden for palliation. Da jeg startede i 99 var vi en lille erfa-gruppe på 6 palliative fysioterapeuter, på landsplan. I da er der ca 32 medlemmer i vores fragtionsgruppe. Jeg mener bestemt ikke det er sygeplejerskernes opgave at over tage massagen, de kan være et suplement, men det vi kan med vores hænder er vores bedste redskab. Vi kan veksle mellem massage terapeutisk touch, lungefysioterapi, træning og meget mere. Det er ikke bare massagen, det er hele pakken, der gør en kæmpe forskel. Jeg mener hellere der skulle satses højere på at få fysioterapeuter med i alle palliative teams.
Jeg tror på interesser for at give massage, er der blandt fysioterapeuter, det er hvad jeg selv og Birgit Riis Koefoed mærker på vores kurser i palliativ fysioterapi.
12.03.2010
Hanne Bedoya Cabezas
Som fysioterapeut ansat på hospice er det min erfaring, at massage er et af de fysioterapeutiske redskaber, jeg i én eller anden udgave kan bruge hos rigtigt mange af de kræftpatienter, jeg møder. Massage kan bl.a. bruges i forbindelse med smerte, angst, dyspnø, sansestimulation, obstipation - og til at give en god kropsoplevelse til en forpint krop og sjæl.
Jeg mener, at vi som fysioterapeuter har en grundlæggende viden om kroppen, som er en vigtig forudsætning for at kunne vælge den rette form for massage til den enkelte patient - det er vigtigt at vide, hvad man har under sine hænder. Vi er opdraget til at kunne lytte med vore hænder og samtidigt observere, hvad der sker hos patienten, mens vi behandler.
Jeg mener dog, at der er forskel på massage og omsorg gennem berøring, Denne kropslige omsorg har absolut også sin berettigelse og kan gives af andre faggrupper end vor egen.