29.09.2009
susanne knudsen
Jeg er meget optaget af, at finde træningsmetoder som personenne synes er sjove. Hvis det kun er for træningen skyld, bliver det ikke vedvarende træning, og det er desværre lige meget hvor vigtigt og relevant og fagligt korrekt vi som sundhedsystem synes at det er.
Den person der skal træne skal føle sig set og mødt i sin træning. Og så er det vigtigt at de faciliteter man byder sine elever er lækre og indbydende. Det er selvfølgelig ikke særlig fagligtspecifikke funderede betragtninger, men yderst relevante, har jeg erfaret éfter 30 års arbejde med træning af alle målgrupper. Til sidst vil jeg gerne fremhæve træning på hold, som sagtens kan være blandede rent funktionsmæssigt, men dynamikken på et hold er noget der får patienterne til at holde ved. Fællesskab og sociale aktiviteter vægter højt.
22.10.2009
gerda bønning
jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om, hvad det er medicin (f.eks. prednisolon og kemoterapi-præparater) gør ved kroppen og hvordan motion kan tilrettelægges sammen med medicinindtag, så der ikke sker skader.
Jeg har wegeners granulomatose og er i behandling med prednisolon og imurel. jeg ved at man skal passe på med motionen, især når man er i prednisolonbehandling
27.10.2009
Morten Høgh
Hej Vibeke,
Godt emne til en debat. Jeg tror, at mange terapeuter, der arbejder med kroniske patienter "brænder ud" fordi de mister troen på, at de kan hjælpe patienterne tilstrækkeligt. Og især frustrationen over, at patienten ikke gør som vi håber/beder dem om kan bidrage til dette.
Der er mange gode bud på hvordan vi skaber højere kompliance, og personligt mener jeg, at vi skal stræbe efter at give patienten tilstrækkeligt med viden til selv at tage beslutningen (fremfor at træffe beslutningen for dem). Implicit siger jeg også, at vi skal acceptere hvis patienterne ikke ønsker at lytte til os.
Det er dog min erfaring, at hvis vi oparbejder et professionelt, tillidsfuldt forhold til vores patienter, så kan vi få lov til at bidrage med tilstrækkelig viden til at gøre deres beslutning (lidt mere) ansvarlig.
28.10.2009
Peter Jeppesen
Jeg er meget enig med Morten Høgh og hans betragtninger. Vi skal huske, at mennesker er forskellige og nogle ønsker ikke at lytte til vores anbefalinger. Folk har forskellige værdier og nogen går altså mere op i deres hobby, penge mv. Selvom det nok ikke er populært at sige dette i disse tider, så har folk altså et ansvar selv og et valg at tage når det gælder deres liv og helbred. Vi kan trække dem til truget, men vi kan ikke få dem alle til at spise af det. Husk at respektere den personlige frihed og retten til at vælge selv.
29.10.2009
Annemarie Svenningsen
Sjælen er redebon, men kødet er skrøbeligt !
Det er jo rigtigt at vi som fysioterapeuter er rigtig glade for de patienter, der forstår det her med at træne og forstår ”vores” fys/fit/krops/kulturelle tilgang til livet. Men hvad så med ”de andre” ?– det er da her det for alvor bliver spændende at være fysioterapeut!
”Vid at ting tager tid” (Piet Hein). I det landskab jeg befinder mig i ser jeg, at der også ligger nogle andre store spørgsmål og spærrer vejen for implementeringen af træningens lyksaligheder: Spørgsmålet om reel tilgængelighed for de borgere der pga. kronisk sygdom har behov ”superviserede træningstilbud” handler ikke kun om valg, men bl.a. også om faktiske muligheder i de lokale sundhedstiltag – skal man rejse langt efter træning? Det kan også handle om økonomi til at kunne deltage i genoptrænende/vedligeholdende træning. Altså spørgsmål af mere organisatorisk og politisk økonomisk art.
Tilgængelighed kan nu også være af mere kulturel art – Det kunne nok være interessant at udforske vores egen fysioterapeutiske rolle i mødet med den mangfoldighed af forskellige livsmål hos de mennesker, der har brug for vores sundhedsprofessionelle hjælp. Det er da muligt at vi har forskellige værdier i forhold til hvad sundhed er og til det at leve det gode liv, - men værdier og værdighed er måske også et spørgsmål som vi med en sundhedsprofessionel livsform kan se og forstå fra andre perspektiver. I samfundet er der megen fokus på den enkeltes egen indsats i forhold til KRAM faktorer i forhold til udvikling af kroniske sygdomme. Rigtigt demotiverende rim på KRAM er SKAM. – Skam og skyld er helt reelle følelser, man i dagens Danmarks debatkultur sagtens kan pådrage sig som et menneske der føler sig socialt udsat med sin kroniske sygdom.
Jeg kan helt tilslutte mig Susanne Klausens erfaring; træning må gerne være sjovt og socialt. Jeg har nu i 1½ år haft holdtræning i privat praksis med nu 10 mennesker med moderat til svær KOL,- de er rasende trofaste, træner 1½ time 2x ugentlig og betaler vældig meget for at træne på lægehenvisning. De har det rart med hinanden og med at blive forpustede sammen. Der var en tydeligt skepsis og skam i forhold til det at være sammen med andre mennesker i starten. Men tydeligvis i gruppe med andre med samme problemer kan de nu give sig hen i træningslivets glæder og anstrengelser, selvom det her foregår i et træningscenter med mange andre mennesker. De ser ud til gennem fællesskabet at have skabt deres egen kultur i træningen. Jeg tror bestemt ikke at de træner af pligt, men jeg tror at de helt tydeligt mærker at træning gør en forskel på deres egen funktion og dermed giver det dem nu en muligt for at tage bedst muligt hånd om deres eget liv.
Jeg at jo flere der oplever succes med at træne jo flere ringe vil der spredes i vandet – gennem naboer, venner, på det lokale og på det kommunale niveau. Men der skal være nogle ordentlige praktiske og økonomiske rammer som de gode historier kan vokse ud fra. Jeg funderer på om det kunne være fagligt formåls tjenligt at skelne skarpere mellem den fysioterapeutiske tilgang vi har til borgere med smerter/fysiurgiske problemer og de mere angstfyldte/medicinske problemstillinger. Jeg tror at udviklingen af forløbsprogrammerne og udviklingen af gode samarbejdsrelationer mellem fysioterapeuter og de praktiserende tovholdere/ læger, giver os mulighed for at udvikle nogle gode borgernære tilbud til de mennesker der skal leve deres liv med ”livstruende” kroniske diagnoser.
Til sidst har jeg en drøm om at vi i Danmark kan få indført ”træningspas” til alle pensionister. I Edinburgh er signalet til alle +60 at de kan træne i både kommunale og private regi for stærkt reduceret pris – svarende til 25 kr pr session. Det er da et positivt signal om træning, der viser at samfundet faktisk vil noget med sundhedsfremme og træning.
30.10.2009
Aage Rübner Jørgensen
Jeg vil holde mig til patienten med "kronisk" lidelse, for her bør der være en vis interesse i at træne. Men som Susanne Knudsen skriver, så skal patienten føle sig set og mødt (på egne betingelser) og som Morten Høgh skriver, så skal vi ikke træffe beslutningerne for patienten, men give hende tilstrækkelig viden til at forstå retningen på træningen. Træningen skal bygges op så den er meningsfuld for patienten. Det meningsfulde for patienten befordrer at motivationen til at træne opstår. Når motivationen til at træne er til stede vil daglige træningsrutiner indgå naturligt hvis patienten støttes af fysioterapeuten. I starten med korte intervaller og derefter med længere og længere intervaller. Træningen skal bygge videre på noget som patienten kan i forvejen og patienten skal opleve en mestring af det der lægges til. Træning skal gerne fører til ændring af en eller anden funktion, og en blivende ændring er tegn på læring i hjernen. Denne læring kræver tit mange gentagelser, derfor er det så vigtigt at træningen indgår flere gange om dagen som naturlige rutiner. Dette er store krav til de mere modvillige, så her er individuel behandling det bedste tilbud. Hvis patienten slet ikke er motiveret, så er det ikke vores bord, for når læring skal opstå, så skal det føles meningsfuldt for patienten. At vi synes, at det er meningsfuldt tæller ikke så meget.
01.11.2009
AV
Det vigtigste er vel, at den som bliver ramt af alvorlig af sygdom, ikke bliver bemødt med alvorlig overtrædelser af egen privat och koporlig grænser. Dette er meget vigtig i henhold til trænning af syge, som har progredierende kronisk lidelse. Dette ville nok være den værste oplevelse for disse mennesker, og aldrig acceptabelt for den, der tilbyder behandling, ligeledes ville jeg heller ikke anbefale behandler slukke håb, ved kun udførelse af ensformig vedligeholdelsestræning, tænk at der findes unge skleroseramte, der skal finde sig i det i en alder af 40 år, eller gigtlidende. Det kan være man ikke kan udføre mirakler, men i det mindste kan miljø og træning gøres mere spændende og tiltalende. Jeg ser det heller ikke som en hindring at holde sig til en enkelt sociotop, dvs blot demente sammen. Ligeledes synes jeg, at man som behandler i disse situationer, skal turde engagere sig i patientforeninger med formål at søge viden og være fælles om tro på bedre midler til forskning, og ligeledes være talerør for patientforenings tiltag for behandling og forskning, og formidle det til den ramte, mange skleroseramte savner syn og sprog arbejd for forbedrelse af information og vejledning, press patientforening også at udarbejde lydbånd af deres magasin. Og kend som behandler til egne grænser for arbejdet med svært syge, der det kan virke udtrættende, tror på omrokeringer.
Så vil jeg blot påpege at træning ikke blot skal være underholdene, og sjov et hollandsk ord, hvis oprindlige betydning er slid og slæb, og måske er det også en god tilgang at have, at træning er alvor og patienten skal mødes hvor vedkommende er, og ikke hele tiden med sarkasme og humor det kan også virke belastende, var på en præstegård til en jobsamtale, hvor der var en plakat hvorpå der stod pass på hjertet din klovn jeg kan overhoved ikke se at sådant er humor.
03.11.2009
Jens Olesen
Kommentar til ovenstående spændende tråd. Vi skal passe på ikke at blive moraliserende og bedrevidenden i vores fysioterapi. Hvis vi reelt mener noget med patientent i centrum. I modsat fald er den fysioterapi vi udfører muligvis og i bedste fald kvalificeret - i værste fald patroniserende og nedladende samt asymmetrisk og i virkligheden en forklædt skabsmedicinsk model. Det er der ikke noget i vejen med hvis det er hvad man ønsker.
Imidlertid tror jeg og en del litteratur på at man i virkeligheden bedst og mest effektivt faktisk får patienter til at ændre sig ved reelt at møde dem der hvor de er, og så se hvad der sker og opstår af forandringsmuligheder i processen.
I klientcentrering presser fysioterapeuten aldrig noget ned over hovedet på patienten.
Empati er en relationsproces og handler om, at fornemme hvordan den anden har det, at kunne sætte sig i den andens sted og aktivt handle herud fra. Empati er at anerkende det virkelige ved patientens følelser og respondere på disse på et følelsesmæssigt plan. Empati udtrykkes ikke nødvendigvis gennem ord, men kan også kommunikeres gennem et smil, et blik, en intonation, et håndtryk, gestik, ja sågar gennem tavshed. Empati er at fysioterapeuten tør bruge sine egne kropslige følelser som kompas i relationen, til netop samtidig at kunne bevare et overblik, der rummer både det følelsesmæssige og faglige væsentlige i situationen. Altså modent og ægte i kommunikationen, respondere med baggrund i egne nonverbale følelser, og samtidig i relationen via konstant nærvær have klientcentreringen med patientens følelser og mål, som styrende ledetråd herfor.
Klientcentreret kommunikation ”rører” følelsesmæssigt ved patienten i et forsøg på, via denne vækstfremmende kommunikationsform, at opnå en dialog om patientens følelsesmæssige ønsker og behov. Klientcentreret kommunikation forstyrrer og forstår på samme tid og er kun mulig når, og hvis, patienten opfatter relationen som accepterende og empatisk. Derfor presser fysioterapeuten i klientcentreret kommunikation aldrig noget som helst ned over hovedet på patienten, det kommer der kun afstandstagen og modstand ud af. Også i klientcentrering er tålmodighed en kardinaldyd.
05.11.2009
AV
Jeg tror ikke på alt det fintføleri, det er ikke et kærlighedsforhold, man skal indgå med patienten, og det er ikke udførelse af massage, eller et smil et håndtryk, der skal øge forbrændingen af kalorier. Er det modent og ægte kommunikation, at fysen skal turde bruge sine kropselige følelser ? Det der adskiller os fra dyr, er at vi også har et sprog ,og det er modent at sætte klare instrukser og vejledning til øvelsesvalg eller træning. Alt andet vil være mærkeligt.
Og hvad er der i vejen ved at være en smule moraliserende, dansk kultur og mentalitet bygger meget, og har gjort på ordet hygge, dvs, kage,smøger, sprut og end i mellem platte vitigheder eller sarkasme. Kan vi dog ikke få dette ord forbundet med andre associationer ?
Faktisk begynder jeg også klart at tvivle at man nogensinde kan møde en patient, hvor vedkommende er med mindre man har prøvet det samme eller ligende. Men man kan vise at man prøver på at sætte sig ind i vedkommendes situation.
Og derefter er der intet andet for en at arbejde med at bryde patients dårlige vaner, regelmæssighed, samt målsætning, helst hurtigst muligt, samt lette anstrengelse ved fysisk øvelse ved at være, der eller deltage sammen med patienten, for derefter sætte mål udenfor terapeutisk tid.
At ikke gøre dette som en målsætning og tro for alle patienter man har været i berøring med vil være det samme som at løbe fra et færdselsuheld uden at yde første hjælp, alle både sclerosepatienter samt svære gigt lidelser har krav på reel god behandling.
05.11.2009
AV.
Vem siger at det kommer større afstandstagende ved at give forlag til hvad som kunne gavne patient ? Er der videnskabelige undersøgelser ?
Er det ikke spørgsmål om påvirkning hurtigst mulig fremfor tilbagelændende følelsesforstående forførende holdning, når patient har en livstillssygdom og kan dø i morgen pga overvægt så vil jeg heller have min ryg og samvittighed ren ved ikke at lade stå til men givet alle fif, tricks, øvelser og råd hurtigst mulig. Med denne forklaring som jeg nævner, om du ikke gør noget i dag, så kan du være død i morgen.
Det er denne lassiasfair ( undskyld stavefejl ) holdning der har præget danskhed og er årsagen til at rygepolitik samt præventiv arbejde er kommet så sent ind i danskernes liv. Kræftforeingen har ikke kunne slå til og de har menneskeliv på samvittigheden.
10.12.2009
Jesper Jensen
Kan se debatten er ebbet lidt ud. Så jeg vil lægge lidt nyt ved på bålet og se om der kan tændes lidt op igen.
Mennesket som væsen er ikke som mange andre arter født til at skulle klare sig selv umiddelbart postnatalt. Vi er skrøbelige og sårbare og afhængige af andres omsorg. Men vi har alle som nyfødte en drift mod opretholdelsen af livet. Så derfor er vi født aktive i en eller anden form. Hvad enten denne aktivitet så retter sig mod at få andre til at gøre noget eller vi selv skal gøre noget.
Det betyder at bevælgelsesintentionen i en eller anden grad er medfødt. Vi rækker ud mod verden, fordi vi for at overleve skal have næring herfra. Men denne rækken ud mod verden præges i forskellig grad hos os. Nogle kommer hurtigt ud af starthullerne - andre gør ikke. Vi kodes socialt og kulturelt i form af vores opvækstbetingelser. Og nogle falder heldigt ud i forhold til samfundets normer - andre gør ikke. Der er også nogle samfund der falder mindre heldigt ud.
Dette er centralt i denne debat i min optik. For det er en debat om værdier. Kravet om fysisk aktivitet skabes af nogle. Normen skabes af nogle. Men disse nogle er ikke alle og derfor er der ganske enkelt mennesker, der falder udenfor. Skal disse så have pisken eller skal vi finde ind til deres sande jeg for at skabe motivationen for bevægelse - eller skal de ekskluderes og opgives. Diskussionen er måske i virkeligheden sekundær.
Så længe jeg har en dagsorden om bevægelse og en autoritet i denne sag, handler spørgsmålet vel i første omgang om magt. Der er nogle, der har sat bevægelse, som det sunde og rigtige liv (jeg siger ikke det er forkert !). Det kan jeg så vælge som fagperson at formidle - og dermed bruge min magt. Eller jeg kan vælge at sige som i et af debatindlæggende, at folk skal selv bestemme.
En tredie mulighed hedder udvikling, innovation eller styret kreativitet. Det betyder at jeg som behandler rent etisk er nødt til at forholde mig til de normer jeg forsøger at pådutte andre til "deres eget bedste". Det betyder også at jeg er nødt til at give slip på tøjlerne noget af tiden. At kreativiteten i forhold til bevægelse skal have lov at udfolde sig. At patienten skal have en frihed, men at jeg også som behandler skal have en frihed. Ellers ville det da også være jævnt kedeligt at være fysioterapeut. Så kunne vi jo ligeså godt ha valgt at være mekanikere eller bogholdere.
Så for mig ligger udfordringen ligger i denne dynamik - i denne balance mellem styring og kreativitet. Og så lige en lille kommentar til den seneste indlægsholder. Den styringstanke du fremfører er jo meget almindelig, men det gør den desværre ikke til en mere universel sandhed.
21.12.2009
Jens Olesen
Hvad gør vi hvis rygere ikke vil holde op med at ryge?
Alkoholikere ikke vil holde op med at drikke?
Overvægtige ikke holde op med at overspise?
Motionstrængende ikke starte med at motionere?
Alle samme type spørgsmål - og hvis vi ikke vil nedgøre og paternalisere patienterne skulle vi som faggruppe måske holde op med at lege moralske politibetjente - og istedet stille vores faglighed til rådighed for disse mennesker når de ønsker det. På den måde de kan være med på. Og tilpasse vores kommunikation og pædagogik hertil.
Fysioterapi bør ikke være et fag der er med til at nedgøre eller moralsk tager afstand fra et menneske/patient grupper blot fordi de vælger noget andet end fysioterapeuten synes er sundt/hensigtsmæssigt.
Det er fysioterapeuten i centrum - og ikke patienten.
God jul
Jens Olesen
21.12.2009
Morten Høgh
Kære Jens,
Jeg er helt enig i dine betragtninger! Lad os tænke på tidligere tiders kamp mod epedimier som f.eks. pest, HIV og rygning; hvad har virket?? Ikke at lege betjent! Men at informere - om renlighed, om beskyttelse om skadesvirkninger. Det eneste vi kan er at LÆRE hvordan vi INFORMERE patienterne så de bliver i stand til at træffe DERES eget valg på lige vilkår med andre/os.
Logikken i at være sund og leve længere er så integreret i nutidens paradigme, jeg tror, at vi "bare" skal levere de rigtige informationer for at gøre patienterne i stand til selv at tage ansvar.
God jul
Morten
28.12.2009
Ann Cassagneres
Klientcentrering er jo et fantastisk begreb som vi har lånt af ergoterapeuterne, og heldigvis er der mange fysioterapeuter som kender til denne tilgang. ´Måske adfærdsterapien også har lidt redskaber vi kan låne som f.eks. den motiverende samtale, hvor man "møder den kroniske syge hvor han/hun er" - i sin process frem mod en tålelig sameksistens med sin sygdom. For det er jo ikke helbredelse vi stiler imod her. En målsætning som giver mening for borgeren er af afgørende betydning. Hvis man så kan opstille dem på aktivitets og deltagelsesniveau, så det er begribeligt for menigmand hvad der arbejdes henimod og man vælger sig nogle omgivelser som tilgodeser disse mål - er man måske endnu et lille skridt på vej i den rigtige retning.
Det som afgøre successen er nok i sidste ende borgerens parathed til at indgå i træningen og den hænger jo meget sammen med de ressourcer som han/hun kan byde ind med. Så kan man jo vurdere derfra om det er "røv og torpedo" som AV anbefaler eller Tender Love and care, man kommer længst med..
29.12.2009
jens olesen
Helt enig Ann.
Den motiverende samtale udspringer direkte af klientcentrering og Carl Rogers og er ikke adfærdsterapi.
Vi har alle lånt klientcentreringen af Carl Rogers og ikke af ergoterapeuterne. En lille vigtig pointe er at man ikke bliver klientcentreret blot fordi man sige man er det eller beslutter at være det. Klientcentrering er en måde at handle på.
Klientcentrering er en udfordrende og udviklende kommunikationsform, fordi processen med at give ansvar, magt og kontrol samt autonomi til patienten forudsætter, at vi fysioterapeuter i dialogen og processen med patienten både evner og ønsker, at nedtone vores traditionelle biomedicinske ekspertrolle ved at skrue op for den klientcentrerede kommunikationsrolle. Hermed menes ikke, at vi skal lave mindre evidensbaseret biomedicinsk fysioterapi. Fysioterapeuten skal netop være faglig velfunderet på dette område, for at kunne arbejde klientcenteret. Der menes, at vi i kommunikationen skal være ligeværdige i relationen med patienten. I klientcentrering kendetegnes eksperten netop ved i situationen, at kunne afgive og undvære magt og kontrol over kommunikationen. Ifølge Holliday et al er vi sundhedsprofessionelle stadig altdominerende i forhold til, i relationen med patienten, at sætte og bestemme dagsordenen.
Klientcentreret kommunikation ”rører” følelsesmæssigt ved patienten i et forsøg på, via denne vækstfremmende kommunikationsform, at opnå en dialog om patientens følelsesmæssige ønsker og behov. Klientcentreret kommunikation forstyrrer og forstår på samme tid og er kun mulig når, og hvis, patienten opfatter relationen som accepterende og empatisk. Derfor presser fysioterapeuten i klientcentreret kommunikation aldrig noget som helst ned over hovedet på patienten, det kommer der kun afstandstagen og modstand ud af.
29.12.2009
Ann Cassagneres
Uanset hvem der fandt på hvad først, så tænker jeg nu alligevel at vores ergokolleger skal have lidt streetcredit for at have anvendt begrebet klientcentrering i længere tid end fysserne. Jeg forsøger med eksemplerne at formidle, at vi som fysser bla. skal huske at tænke andre samarbejdspartnere ind, og se os som blot en del af et større rehabiliteringsprojekt, særligt når vi har med kronikere at gøre. Og det er altså ikke kun lægen jeg tænker på her. Ligeledes har vi også pligt til at udvikle vores fagkompetencer på andet end på den biomedicinske måde, som du Jens, jo også er inde på. Her tænker jeg på begrebet relationskompetence. Altså evnen til at være tilstede, rummende og opmærksom samtidigt med at vi forholder os undersøgende og analytisk. Her vil jeg da gerne lige referere til mit debatindlæg i nr. 19 fagbladet. Det er faktisk noget som man kan udvikle på helt metodisk og en forudsætning for at man evner at arbejde klientcentret, efter min mening. Ligesåvel som vi skal være dygtige håndværkere og solidt funderet i naturvidenskaben, så skal vi altså også kunne relaterer til og kommunikerer ligeværdigt professionelt med vores patienter. Ellers kommer vi ingen vegne med autoritet og ekspertise. Måske er det netop manglende fokus på relationskompetencen som gør det til en udfordring at arbejde med kronikere...?
09.01.2010
Jens Olesen
Kære Ann,
Jeg har læst dit debat indlæg i DFs blad nr. 19 og som klinisk underviser er jeg helt på linje og enig i dine synspunkter.
Jeg synes der er mange udfordringer og mangler i den nye modul baserede uddannelse for fysioterapeuter og med fare for at lyde som en mavesur halvgammel fysioterapeut anser jeg på området kommunikationskompetencer og længde/antal af praktik perioder ikke længere fysioterapeutuddannelsen for at være en grunduddannelse som giver bare nogenlunde sikkerhed for at nyuddannede kommer ud med basale generalistkompetencer.
Men det er jo en helt anden diskussion end denne tråd handler om.
Uanset anser jeg det for en forringelse af vores fag og mener som klinisk underviser som sagt at der med den nye uddannelse mangler en del viden om forskellige patientgrupper før de nyuddannede burde autoriseres.
(Ovenstående betyder slet ikke at jeg ikke anser de studerende for talentfulde - uddannelsen burde bare ikke længere kaldes en grunduddannelse i forhold til manglen af lange praktik perioder der sikrer en bredere erfaring med mange forskellige patientgrupper)
Det er en ommer - efter min mening
11.01.2010
Ann Cassagneres
Hej Jens
Når du nu erklærer dig enig med mig, så kan jeg jo slet ikke forestille mig at du skulle være mavesur på nogen måde :-) men denne drejning af debatten kan vi jo evt. fortsætte under faggruppens hjemmeside - siden du også er klinisk underviser.
Læring er heldigvis noget vi alle forhåbentligt skal blive ved med at gennemgå uanset erfaringen I fht. denne tråds emne, kan jeg kun opfordre mine kolleger til at se arbejdet med kronikeren som en enestående mulighed til at dyrke nogle af de kompentencer der fremmer en positiv rehabiliteringsproces for en gruppe der ellers kan ses som en svær opgave.