Så går turen til Uganda

af Anne Falster | kl 11.31 | 24.03.2010

Nu er der ca. 14 dage til jeg skal rejse til Uganda. Jeg skal ned og arbejde som fysioterapeut på et Hospice. Jeg har sagt farvel til mine trygge jobs, til min kæreste og har fremlejet min lejlighed. Jeg skal rejse alene ned til en britisk organisation, som hedder Hospice Africa for at arbejde med AIDS-patienter og terminale cancerpatienter. Jeg er den første fysioterapeut, som skal derned. I nat sov jeg uroligt og vågnede op med et sæt - ”Hvad f… har du rodet dig ud i denne gang, Anne”. Men dét, jeg har rodet mig ud i, er en mine store drømme. Det er én jeg har haft, nærmest siden jeg første gang så nødlidende mennesker på tv. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg valgte en sundhedsfaglig uddannelse, men det er først nu, at modet er der og timingen er den rette til at rejse.

Lad mig fortælle, hvordan jeg valget faldt på netop denne organisation, og hvordan kontakten blev etableret. I foråret 2009 var jeg på Zanzibar. Jeg var nede og besøge en veninde, som bor der, men jeg rejste en del rundt alene. En aften faldt jeg i snak med en engelsk læge, Priya, som havde arbejdet to år i Hospice Africa. Hun fortalte om sin organisation og sit arbejde. ”Men hospicearbejde, hvad Søren - er det ikke forfærdeligt og grusomt”? spurgte jeg ”Og Uganda - er det ikke et farligt land”? Hendes svar var enkle og beroligende, og jeg blev mere og mere interesseret. Deres aktive arbejdsform, visioner og tilgang til livet og døden appellerede utroligt meget til mig. Mit næste spørgsmål til Priya var selvfølgelig, om de havde fysioterapeuter i deres organisation. Hun svarede, at det havde de aldrig haft. Efter en længere snak om fysioterapi, var hun ligeså opsat på som jeg, på at dét måtte prøves af. Hun tog tilbage til sin organisation og ville drøfte sagen med grundlæggeren af Hospice Africa og maile tilbage.

Da jeg var tilbage i Danmark gik der ikke længe, før jeg fik svar fra Priya. Hospice Africa var åbne for at få besøg af en fysioterapeut. Jeg var super begejstret, men der skulle gå ca. et halvt år pga. job mm. før jeg tog aktion.

Alt kom i stand hen over efteråret og vinteren. Jeg skrev en ordentlig ansøgning og begrundede, hvorfor jeg mente fysioterapi var relevant. Organisationen takkede ja til mit besøg. Da jeg søgte om orlov fra mine to jobs, fik jeg kun lov at vende tilbage på det ene. Endnu engang måtte jeg tage stilling til, hvor meget min drøm var værd, men jeg kunne mærke, det var nu eller aldrig. Beslutningen var endeligt taget.

Så gik forberedelserne i gang. Jeg har prøvet en del forskelligt siden min færdiguddannelse, men fysioterapi til terminale patienter er nu aldrig noget jeg har stiftet bekendtskab med. Personligt har jeg heller aldrig set en person ånde ud. Jeg har set mange dissekerede lig på makroskopisk studiesal på Panum igennem mit arbejde som anatomiunderviser, men det kan man vist ikke sammenligne. Så mine forberedelser bestod i at tilegne mig viden om fysioterapi for terminale patienter.

Jeg ville både besøge en fysioterapeut på et hospice og på kursus om palliativ fysioterapi. Begge ting lykkedes efter noget opsøgende arbejde. I uge 11 var jeg ude og følge fysioterapeuten på Hospice Sjælland. Hold da op et dejligt sted. Omsorgsfulde, respektfulde medarbejdere arbejdede med ca. 10 patienter. Palliativ fysioterapi er ikke så forskellig fra fysioterapi til svækkede eller immobile patienter. Jeg lærte en masse hos den dygtige fysioterapeut Jane. Noget af det allerbedste var, at hun engagerede sig så meget i mit projekt og hjalp med at tænke over, hvordan jeg kunne omsætte min nylærte viden til de afrikanske forhold. Det var et stort skub i den rigtige retning.

Jeg ledte jo også efter et kursus, men da der ikke var noget relevant udbudt, har jeg arrangeret supervision med en fysioterapeut som er førende inden for palliationsfeltet. Det skal jeg på søndag og jeg er ellevild og superspændt. Og så er der ikke langt tid til jeg sætter mine ben i lufthavnen, helt præcis d.7. april.

Til at finansiere rejsen har jeg søgt relevante legater fordi mit arbejde i Uganda er ulønnet. Jeg har fået nogle afslag og mangler stadig at få svar fra nogle andre, men uanset om jeg får økonomiske midler eller ej, har jeg gjort op med mig selv at jeg skal afsted. Hvis jeg ingenting får, må det være mit største og stolteste bidrag til Afrika og mennesker som er mindre privilegerede end jeg.