Tredje rejsebrev fra Uganda
af Anne Larsen | kl 14.00 | 19.05.2010
I Uganda har fysioterapeut Anne Falster mødt et helt andet syn på døden end herhjemme. Ud over den fysioterapeutiske behandling af patienterne, hjælper Anne også med oprettelse af hospicets databaser, og hun har selv lært noget nyt om anderledes behandlingsformer.
Anne ude med sit team: sygeplejeske, chauffør, socialrådgiver, Anne
Nu er seks uger fløjet forbi. Jeg er flyttet ud mit guest house, og bor nu i et hus hos en venlig mand i udkanten af Kampala. Jeg trængte til lidt luftforandring. Og det må man sige, jeg har fået. Mit værelse har udsigt over Lake Victoria.
Søen reflekterer skyerne på en fortryllende måde, så man ikke kan se, hvor himlen ender, og vandet begynder. Efter en dag i felten, er det skønt at have den rolige natur omkring mig.
Dagen på hospice
På hospice føler jeg mig som en del af teamet. Igennem vores ugentlige konferencer finder jeg frem til hvilke patienter, der behøver fysioterapi og tager ud med de respektive teams. Ved siden af hjemmebesøg hjælper jeg hospice med at udvikle en database. Jeg fortæller, hvordan vores databaser i Danmark ser ud, og hvilke ting der er nyttige at registrere for at kunne dokumentere vores arbejde overfor donorer m.v. Jeg skriver også en rapport over mit arbejde, som dokumenterer nødvendigheden af en fysioterapeut i teamet. Disse ting er ledelsen meget begejstret for, men personligt finder jeg mest mening i at være med patienterne.
For at opdatere jer kort, kan jeg fortælle, at det indtil i torsdags gik rigtig godt med Ruth. Vi havde givet hende krykker, så hun stavrede glad omkring i sit hjem. Men i torsdags skulle hun på hospitalet og have kemoterapi. Det har desværre taget utroligt hårdt på hende.
Jeg besøgte hende i går på hospitalet. Hun så lille ud; hun havde trukket en hue ned om ørerne og var pakket i en varm sweater på trods af at de kvælende 30 graders varme. Jeg tror, hun registrerede, at jeg sad hos hende, men hun så ikke på mig. Pludselig begyndte hun at kaste op i et væk. Hendes mor og jeg hjalp hende. Efter nogen tid, sagde jeg til hende, at jeg ville komme igen, når hun havde det bedre. Hun kiggede på mig og hendes øjne synes kun at udstråle en håbløshed. Jeg håber inderligt, at hun har kræfter nok til at komme ovenpå igen.
Lille John har fået leukæmi
Efter jeg havde set Ruth, kunne jeg gå direkte videre til lille John. Han havde været med sin far taget tilbage til sin landsby. Her havde han fået en malariainfektion og er nu indlagt igen. Hans nye undersøgelser afslørede desværre, at hans Burkitts lymphoma har udviklet sig til leukæmi. Hans prognose er nu meget dårlig.
Lille John
Jeg fandt ham i armene hos sin far på en måtte uden for afdelingen (der var ikke flere ledige senge inden for). John så rigtig udmattet ud, men på trods af det smilede han et lille skævt smil.
John og faderen taler ikke engelsk, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre eller sige. Det var bestemt ikke tid til øvelser, fordi han var afkræftet. Så jeg endte med bare at sidde lidt tid og holde hans lille hånd.
ØV, det føles trist og uretfærdigt at han skal dø. Jeg kan spørge mig selv hvad meningen er i det? Og er det ok, at der ingen mening og retfærdighed er i det? Hvad synes I? Faktum er, at det sker.
Accepterer døden
Jeg oplever, at ugandere hernede accepterer tingenes gang på en helt anden måde, end jeg er vant til. En kvinde sagde forleden til mig: “Jeg havde seks børn, tre er døde, så nu har jeg tre børn”. Hun syntes ikke, at sørge synderligt over det. De lever med døden så tæt inde på livet.
Jeg finder denne kulturelle forskel utroligt interessant, og jeg vil prøve at forstå den bedre, og fortælle jer om det i et andet indlæg.
Behandlede liggesår med mælkefedt
Mine kollegaer er så professionelle mht. medicinering osv. at vores behandling kan føles helt vestlig. Men forleden havde jeg en oplevelse, hvor jeg blev mindet om, at jeg var i Afrika.
Vi skulle på hjemmebesøg hos Margaret. På vejen derhen fortalte min kollega om hende: Margaret er 36 år, hun har AIDS og livmoderhalskræft. På et tidspunkt i hendes sygdomsforløb fik hun ”spinal cord compression”, og blev lam i benene. Hun lå i sin seng i flere måneder. Over tid blev benene meget kontrakte, og hun udviklede store, dybe liggesår på både bagdel, knæ og fødder.
Vi ankom til hendes hjem, som er et lille simpelt lerklinet hjem uden for Kampala. Da vi trådte ind i soveværelset, var det første, jeg bemærkede, en meget mystisk lugt i rummet.
En sødlig lugt af stald (eller mødding) blandet med hvidløg. Yaks! Jeg forsøgte at holde vejret lidt, men måtte opgive…
Jeg så en kvinde, Margaret, der lå i en sammenkrøllet stilling med sine søstre tæt omkring sig. De var alle utroligt glade for at se os. Den ene søster viste os stolt, hvordan hun var i sving med at gnide noget fedtet stads ind i Margarets liggesår og fortalte, det var godt mod sårene. Jeg opdagede, at det var kilden til lugten! Jeg syntes virkelig, det så uhygiejnisk ud, og jeg måtte tage mig i ikke at komme med en prædiken om bakterier, renlighed osv.
Men utroligt nok kunne vi ved nærmere undersøgelse se, at hendes liggesår så ud til at hele op! (Liggesår er ellers noget af det allersværeste at få til at hele) Jeg studerede det, og ganske rigtigt, huden var ved at blive pæn og lyserød. De forklarede mig, at søsteren kendte til ”naturmedicin” og havde lavet et mix af urter, hun havde samlet i haven og “cow-gee”.
En tanke fór ind i hovedet: HVAD er cow-gee? Hvis det er samme, som det lugter som, så er kokasser et mirakelmiddel! Men er heldigvis bare en slags mælkefedt, som er tilovers fra komælken, som lugter lidt skarpt. Jeg måtte sluge mine første antagelser og acceptere, at her var der noget brugbart i denne naturmedicin.
Anne ude hos døende AIDS-patient
Jeg hev og baksede med Margarets kontrakte hofteled i nogen tid, og mine fingre smuttede omkring i fedtet. Jeg instruerede Margaret og søstrene i øvelser og fif omkring, hvordan hun kunne forflytte sig selv. Hun var så taknemmelig og fortalte, at hendes krop føltes ”helt lettet”. Jeg skal se hende igen i næste uge og håber, de fortsat har et godt.
Hmm, ”Cow-gee”…
Føler mig heldig
Inden jeg tog af sted fra Danmark, spekulerede jeg over, hvordan jeg ville håndtere sygdom, død og de primitive afrikanske forhold. Ville jeg, en empatisk og følsom person, mon gå ned på det? Ikke kunne sove om natten osv.?
Men det lader til, at jeg ikke har problemer med at ligge dagens hændelser fra mig, når jeg har fri. Tværtimod føler jeg en tilfredshed og glæde, når jeg efter en lang arbejdsdag sidder og gumler på min Matoke (grøn most banan) med bønner. Jeg tænker på de mange smil, vi har fået i løbet af dagen, og føler mig virkelig heldig over, at jeg er her, lige nu og her.
Solrige hilsener
Anne