Fysio

Forskning i Fysioterapi

Undersøgelse og behandling af lyskeskader

28.09.2004, af Af fysioterapeut Kristian Thorborg. Master i idrætsfysioterapi fra School of Physiotherapy, The University of Melbourne.

 

Fysioterapeut Kristian Thorborg har i forbindelse med en masteruddannelse fra universitetet i Melbourne skrevet en oversigtsartikel om undersøgelse og behandling af lyskesmerter. Artiklen, der er blevet eksternt vurderet, kan downloades fra Fag og Forskning.

Perspektivering
Lyskesmerter er generelt blevet forbundet med sportsgrene, der involverer løb, spark, retningsskift, kraftige accelerationer og varierende temposkift. Herhjemme er det primært fodbold og ishockey, der forbindes med lyskesmerter. Lyskesmerter er ofte ensbetydende med lange og omkostningsfulde behandlingsforløb. Formålet med denne artikel er at give et indblik i den eksisterende litteratur inden for undersøgelse og behandling af længerevarende lyskesmerter hos idrætsudøvere med henblik på at fremhæve bedst tilgængelige evidens samt vurdere aspekterne for yderligere forskning.

Artiklen er en oversigtsartikel, men ikke nogen systematisk gennemgang af litteraturen. Valget af metode skyldes manglende konsensus og evidens inden for diagnostiske kriterier og definitioner i litteraturen. Det synes derfor med baggrund i litteraturen ikke muligt at opstille in- og eksklusionskriterier, der kan videnskabeligt forsvares eller på anden måde giver mening. Denne artikel er et forsøg på kritisk at vurdere den mængde litteratur, der findes inden for området.

Patologi
En gennemgang af litteraturen viser manglende klarhed omkring patologien bag længerevarende lyskesmerter. Den generelle problemstilling i forhold til patologiske fund rapporteret i litteraturen er hvorvidt, der er tale om symptomatiske eller asymptomatiske forandringer.

Man kan med afsæt i litteraturen sætte spørgsmålstegn ved, om de observerede patologiske fund er andet end et udtryk for degenerative og naturlige forandringer, på grund af aktivitet, slitage og alder. Der er derfor behov for klinisk kontrollerede forsøg, der har til formål at sammenligne patologiske fund hos symptomatiske og asymptomatiske idrætsudøvere, matchet i veldefinerede grupper i forhold til aktivitetstype, aktivitetsniveau og alder.

Den manglende forståelse for patologien bag længerevarende lyskesmerter hos idrætsudøvere får betydning for vores tilgang til denne patientgruppe. Desuden eksisterer muligheden for, at lyskesmerter dækker over flere forskellige patologiske tilstande i et anatomisk kompliceret område.

Der findes i dag ikke nogen validerede kliniske tests i forhold til diagnosticeringen af længerevarende lyskesmerter. Der kan derfor med baggrund i litteraturen, ikke henvises til nogen ”golden standard” for diagnosticering af længerevarende lyskesmerter.

Det er derfor vigtigt, at man som fysioterapeut på baggrund af anamnese og den kliniske undersøgelse gør sig grundige differential diagnostiske overvejelser i denne forbindelse. Billeddiagnostik bør kun anvendes som supplerende differential diagnostisk redskab i forhold til bestemmelse af mere specifik patologi, og et velfungerende tværfagligt samarbejde med en idrætslæge er derfor ideelt. Det er i den sammenhæng vigtigt, at billeddiagnostiske fund af mere uspecifik karakter, ikke tillægges for stor betydning.

Behandling
Behandlingen af længerevarende lyskesmerter er præget af empiriske rapporter. Der findes ingen randomiserede kontrollerede forsøg i forhold til ofte anvendte interventioner såsom operation, steroid-blokader og anti-inflammatoriske medikamenter. Det eneste randomiserede kontrollerede forsøg identificeret i litteraturen er foretaget herhjemme.

Hölmich et al (1999) har påvist, hvordan et aktivt genoptræningsprogram af muskulaturen omkring hofte/bækkenregion er yderst effektivt med et signifikant bedre resultat end mere passive modaliteter. Herhjemme har dette studie skabt præcedens for behandlingen af idrætsudøvere med lyskesmerter.

Resultaterne af dette studie bør dog ikke generaliseres i forhold til alle idrætsudøvere med længerevarende lyskesmerter. Populationen i dette studie bestod primært af mandlige fodboldspillere med en nøje afgrænset diagnose (længerevarende adduktor-relaterede smerter). Det er derfor vigtigt, at man i forbindelse med undersøgelse og behandling af idrætsudøvere med længerevarende lyskesmerter inddrager grundig anamnese, klinisk undersøgelse samt fornuftig ræsonnering, og ikke ukritisk anvender dette enkeltstående studie som grundlag for behandling af alle idrætsudøvere med smerter i lyskeregionen.

Måleredskaber
På nuværende tidspunkt eksisterer hverken reliable eller validerede måleredskaber i forhold til funktionel kapacitet og impairment-niveau hos idrætsudøvere med længerevarende lyskesmerter. Længerevarende lyskesmerter forhindrer ikke nødvendigvis idrætsudøvere i at dyrke sport. Måleredskaberne må derfor være sensitive og specifikke overfor funktionelle begrænsninger i forbindelse med lyskesmerter.

Skal nuværende behandlingsmetoder vurderes og forbedres, må den øjeblikkelige udfordring bestå i udviklingen af reliable og valide måleredskaber, så effekten af forskellige modulationer kan måles på en objektiv og nøjagtig måde. Den manglende konsensus og det lave antal klinisk kontrollerede forsøg inden for området er utilfredsstillende og understreger behovet for yderligere forskning. 
Kristian Thorborg: Assessement and Management of Longs-standing Groin Pain i Atheletes (pdf) 
 

Redigeret af : Vibeke Pilmark, 01.10.2009

Til top

Relevante emneord

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld