Det at behandle en person for en lidelse kan ofte give indtryk af at skabe en positiv effekt af den specifikke behandling, selvom det i praksis meget vel kan dreje sig om effekten af, at der bliver gjort noget aktivt ved en oplevet håbløs situation.

Derfor er randomiserede og kontrollerede studier nødvendige, hvis en behandling skal evalueres. Personer med symptomgivende sygdom i bevægeapparatet vil oftest få stillet en diagnose og efterfølgende blive behandlet med medicin eller fysioterapi for at forbedre tilstanden eller blot vente til den for behandleren velkendte tilstand går over af sig selv.

Visse lidelser kræver, at patienten selv tager aktiv del i behandlingen for at opnå succes. Således må patientens biomekaniske/somatiske forhold understøtte den lægeordinerede behandling. Eksempler på dette er type 2 Diabetes Mellitus og osteoartrose i vægtbærende led, der begge med fordel kan behandles med teoretisk velunderbygget ernæringsterapi og/eller træning.

Sund-fornuft-terapi
Karakteristisk for denne slags ”sund fornuft” terapi er, at patienten skal anerkende, at det kræver stor egenindsats, og at denne indebærer livslang ændring i den enkeltes hverdag, da der er tale om kroniske lidelser. Begrebet coping dækker patientens evne til at acceptere og tage ansvar for denne type livslange ændringer i levevis som en del af behandlingen. Dårlig coping medfører erfaringsmæssigt også dårlig ”compliance”. Personer med dårlig coping, og dermed følgende dårligere tilstand og respons til anden behandling, er tilbøjelige til at se sig om efter andre behandlingsmuligheder, og ofte vælges her metoder af mere alternativ karakter.

Nødvendigt at kende evidensen
Der synes at være en ide i store dele af befolkningen om, at læger (og anerkendte behandlere i det hele taget) er konservative og ikke er åbne for nye lovende behandlinger, ”som alle ved virker”. Hvis kun disse behandlinger var uden effekt, ville de ikke kunne gøre skade, men næsten enhver behandling, der har en effekt, har samtidig en mulighed for at have bivirkninger.

Skal man kunne argumentere for og imod forskellige behandlingstyper, er det nødvendig at kende til evidensen for behandlingerne.

Formålet med denne artikel er at belyse, hvad begrebet evidens dækker, og efterfølgende at give konkrete rettesnore til, hvornår og hvorvidt nye og sparsomt dokumenterede behandlinger kan anbefales som et led i den daglige klinik.

Det er således et mål med nærværende artikel, at fysioterapeuter, der er involveret i forskning eller i beslutninger omkring valg af behandlingsformer, får redskaber til at tage aktivt del i debatten og på baggrund af matematisk-statistiske beregninger kan fortolke og præsentere argumenter for og imod behandlinger.

Download artiklen "Evidensbaseret behandling af bevægeapparatet"