DGI er udviklet af Anne Shumway-Cook i 1995 og har til formål at evaluere og dokumentere evnen til at korrigere gangen i forhold til forskellige udfordringer hos personer med balanceproblemer, dvs. at evaluere den dynamiske/funktionelle balance. Undersøgelser har efterfølgende vurderet, at ældre og patienter med vestibulære lidelser og erhvervet hjerneskade, der scorer < 19 ud af 24 point i DGI, har en øget risiko for at falde.
Beskrivelse
DGI-testen består af otte deltest med forskellige gangaktiviteter. I hver deltest skal patienten gå ca. 6 meter uden støtte. Man kan maksimalt score 24 point i DGI, og i hver deltest kan man score 0-3 point i forhold til, om man har normal gangfunktion (3 point) eller lette (2 point), moderate (1 point) eller alvorlige (0 point) afvigelser i gangen. Man skal ”Give point efter laveste relevante kategori”, det vil sige, at hvis man er tvivl, om testpersonen skal tildeles 2 eller 1 point, skal man score 1.
Målgruppe
DGI kan benyttes generelt til personer med balanceproblemer, men testen er oprindeligt udviklet til ældre med balanceproblemer. Validiteten er efterfølgende vurderet og fundet god hos patienter med vestibulære lidelser, parkinson, kronisk apopleksi, erhvervet hjerneskade, multipel sklerose (MS) og ældre. Reliabiliteten er generelt fundet acceptabel.
Tidsforbrug og udgiftsniveau
Det tager under 10 min. at udføre DGI, afhængigt af testpersonens funktionsniveau og behov for pauser. Der er kun få udgifter forbundet med anvendelse af DGI. Nødvendigt udstyr mv. er beskrevet i testmanualen (se link ovenfor).
Terapeutens forudsætninger
Der er ingen krav til formel uddannelse, men en grundigere instruktion på 3-4 timer anbefales til gennemgang af scoringskategorierne og opsætning af banen.
Dansk oversættelse af DGI
DGI er oversat fra engelsk til dansk i 2006 med enkelte rettelser i 2007. Der er udarbejdet en testmanual (se link ovenfor) samt en samling af hyppigt stillede spørgsmål (FAQ) i samarbejde med udvikleren af testen Anne Shumway-Cook. I testmanualen er scoringsprocedure, testadministration og definitioner af forskellige begreber beskrevet.
Uddrag af Måleredskabers vurdering
Det vurderes at DGI er et godt måleredskab med acceptabel validitet og reliabilitet til ældre og til patienter med vestibulære lidelser, multiple sklerose, kronisk apopleksi, parkinson og erhvervet hjerneskade.
Det anbefales at anvende DGI, når den dynamiske balance skal evalueres og som en del af en faldudredning. DGI anbefales til anvendelse i klinisk praktisk, udvikling og videnskabelige studier, da DGI på nuværende tidspunkt er det bedste kendte måleredskab til måling af den dynamiske balance til de nævnte målgrupper.
Man bør være forsigtig, hvis man kun vurderer, om en patient er faldtruet eller ej ud fra DGI, da der mangler gode studier, der undersøger den prædikative validitet prospektivt. Der er fundet eksempler, der viser, at DGI kan være svær at administrere, men der er i Danmark udarbejdet en testmanual og en FAQ (hyppigt stillede spørgsmål), der kan gøre det nemmere at implementere testen. Det anbefales, at nye testbrugere instrueres grundigt til DGI.
Oversættelsesprocedure, DGI