Diagnosen er ”mandel i grød med fløde”
21.12.2011, af
faglig redaktør Vibeke Pilmark
Snyd resten af familien og skan risalamanden for at få den nøjagtige placering af mandlen.
Kan man skanne en risalamande og finde den præcise placering af mandlen? Redaktionen fik sat fysioterapeut Niels Honoré på opgaven og resultatet er opløftende.
Ja – man kan skanne risalamande, og man kan også finde en mandel, var Niels Honorés melding efter at have eksperimenteret med at skanne risalamande.
Ugeskrift for Læger bragte i julenummeret en MR-skanning af rislalamande. Men hvor MR-skanneren er svær at tage med ved julebordet, er ultralydskanneren langt mere praktisk.
Resultatet af skanningen
Niels Honoré har sendt følgende beskrivelse af sin skanning:
- Der ses en ekkorig oval struktur ved 1 cm dybde. Omkring strukturen ses genkendelig homogen grødstruktur - med rigelig flødeskum i fritliggende spatium.
- Ved longitudinel projektion måles den ekkorige struktur til 1,04 cm, og i transversel projektion er målet 0,47 cm. På billedet (nedenfor) ses lige over strukturen en mindre fritliggende ekkorig struktur, som kunne være forenelig med et ikke gennemkogt risgryn.
- Der ses ikke noget positivt doppler signal, hvorfor det mistænkes at grøden ikke er monteret med kirsebærsovs endnu! Diagnosen: Mandel i grød vendt med fløde”.

Niels Honoré underviser på Danske Fysioterapeuters ultralydskursus, hvor det indtil videre primært har været muskuloskeletale strukturer, der er undersøgt med skanning.
Redigeret af :
Anne Larsen,
20.12.2011
Til top
21.12.2011
Morten Høgh
Hej Vibeke og Niels
Tak for et studie, der har umiddelbar konsekvens for mine handlinger. Jeg har e tillægsspørgsmål;, vi får and med svesker før risalamanden - kan jeg bruge scanneren til at finde de største svesker? Er det i øvrigt bedst med en algoritme for muskler eller kar?
Julehilsner
Morten
22.12.2011
Kristian Thorborg
Hej Niels
Lige et fagligt spørgsmål. Er det smarteste at få "ris a la manden" portionsanrettet, og så scanne de enkelte portioner, eller kan man også lokalisere mandlen i den store skål, sætte den på bordet, og så selvfølgelig sikre sig at blive portionsuddeler.
Jeg har nu de seneste tre år været så heldig at få mandelgaven juleaften, så rent statistisk er mine chancer efterhånden meget små fremadrettet.
Men takket være din nye objektive målemetode, har jeg fået nyt mod på tilværelsen :)
God jul, Kristian Thorborg