Forebyggelse af vuggedød og skævt hoved
07.02.2012, af
faglig redaktør Vibeke Pilmark
Tre enkle råd kan være med til at forebygge vuggedød og skævt hoved hos spædbørn. Rådene er publiceret i to pjecer til henholdsvis sundhedspersonale og forældre. Pjecerne er udgivet af Sundhedsstyrelsen og kan rekvireres gratis.
Spædbørn skal ligge på ryggen og sove (Foto: Thinkstock).
En arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye retningslinjer for forebyggelse af vuggedød. Retningslinjerne er publiceret i to pjecer, en til forældre og en mere udførlig til sundhedspersonale.
De tre råd for at forebygge vuggedød er:
- læg altid spædbarnet til at sove på ryggen
- undgå rygning i graviditeten og undgå, at barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen
- undgå, at barnet får det for varmt, når det sover.
Download eller bestil pjecer
Pjecerne "Forebyg vuggedød - og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved" til sundhedspersonale eller forældre er gratis.
Til sundhedspersonale Til forældre
Skævt hoved
Det er ifølge pjecerne vigtigt at undgå at belaste hovedet ensidigt, og barnet skal så vidt muligt håndteres fra både højre og venstre side. I pjecen til forældrene understreges det, at man styrker barnets motoriske udvikling ved at lægge det på maven i de vågne timer.
Har barnet først udviklet et skævt eller asymmetrisk hoved eller har en foretrukken hovedrotation, skal man udelukkende håndtere barnet modsat og ikke skifte side.
Birgit Knudsen og Karen Christensen er tilfredse med de nye retningslinjer og håber, de kan være en støtte for fysioterapeuter, der behandler disse børn.
Redigeret af :
Vibeke Pilmark,
13.02.2012
Til top
10.02.2012
Mona Blenstrup
At lægge barnet konsekvent på ryggen giver flade nakker. Ser grimt ud. Den rygliggende stilling kan også risikere at barnet får gylp i "den forkerte hals" og hvornår vi så ser dødsfald grundet kvælning?
I gamle dage, da jeg havde små børn lå børnene skiftevist på den ene og den anden side godt stoppet til med puder elelr pøller, så de ikke kunne tilde fremad.
Det gav en fin hovedform og frie adgangforhold til gylp og andet.
Vi lægger jo heller ikke tilskadekomemnde bevidstløse mennekser i rygleje netop for at forebygge fejlsynkning og kvælning..
13.02.2012
birthe stahmer humlum
Helt enig med Mona Blenstrup. Det virker da helt forkert kun at lejre et barn på ryggen. alle levende væsener skifter stilling spontant, når de kan. Indtil da må vi hjælpe dem.
Da mine børn var små skulle de ENDELIG sove på maven og de måtte ikke ligge på ryggen pga. faren for vuggedød og for kvælning pga. gylp de ikke selv kunne få op. Nu er trenden en anden, men lige firkantet. Den gang samlede man også data og som nu fortolkede man dem, men nåede blot et andet resultat.....
13.02.2012
Karen Christensen
Kære Mona Blenstrup og Birthe Stahmer Humlum
Det er ikke en "trend", at spædbørn skal sove på ryggen, - det er videnskabeligt bevist, at sideliggende sovestilling i sig selv fordobler risikoen for vuggedød.
Den maveliggende sovestilling mangedobler risikoen for vuggedød.
Disse facts kan Sundhedsstyrelsen selvfølgelig ikke sidde overhørig, og derfor er det med de nye pjecer slået fast, at spædbørn skal sove på ryggen, indtil de selv kan vende sig rundt.
I pjecen til sundhedspersonale kan man læse mere om risikofaktorer og referencer til dokumentation.
Med de nye pjecer bliver det også slået fast, at spædbørn ikke skal have hovedpuder eller andre puder, løse tæpper, legetøj eller andet i sengen, når de skal sove.
Dette er illustreret meget fint i de nye pjecer, både i pjecen til forældre og i pjecen til sundhedspersonale.
Vi vil anbefale, at man også følger disse retningslinjer. De er lavet på baggrund af de erfaringer, som retsmedicinerne har med vuggedødsfald, hvor der ofte har været netop puder, tæpper og tunge dyner i sengene.
Det er en kendt sag, at den rygliggende sovestilling er en risikofaktor for at udvikle skævt hoved.
Derfor er der udarbejdet enkle anbefalinger til at forebygge dette, nemlig:
§ Væn dit barn til at ligge så meget som muligt på maven, når det er vågent – lige fra fødslen.
§ Sørg for, at barnets hoved kommer til at hvile skiftevis til højre og venstre, når det sover
§ Sørg for at stimulere barnet til begge sider, når det er vågent – det hjælper barnet til ikke at få en foretrukken side og forebygger skæv hovedfacon.
Det nye i Sundhedsstyrelsens pjecer er, at der nu er anvisninger til, hvad man gør, hvis barnet allerede har en foretrukken hovedrotation eller har udviklet fladt hoved eller asymmetrisk hovedfacon. Det drejer sig om en konsekvent håndtering af barnet til modsat side 24 timer i døgnet.
Der lægges vægt på, at vejledningen til forældrene skal omfatte konkret anvisning af og støtte til, hvordan de praktisk kan håndtere barnet. Det er ikke nok med en mundtlig eller skriftlig vejledning. Forældrene skal selv afprøve håndteringen under vejledning.
Venlig hilsen
Birgit Knudsen og Karen Christensen