Forståelsen af bevægelse og bevægemønstre udfordrer praksis
14.01.2010, af
Af lektor, ph.d.-studerende Lars Henrik Larsen
Hvordan sikrer man, at alle væsentlige faktorer inddrages i analysen af et menneskes bevægelser eller funktioner? Ph.d.-studerende Lars Henrik Larsen illustrer, at det er nødvendigt for praksis at forholde sig til en mere kompleks forståelse af bevægelse og bevægemønstre.
Fysioterapis udvikling
Det videnskabelige grundlag for fysioterapeutisk praksis har været diskuteret de seneste ti år. Professionens grundlag har tidligere primært været hængt op på, ”hvad der virker” og en intuitiv tilgang til fysioterapeutisk undersøgelse og intervention (Herbert et al 2005, Jones og Sheppard 2008), men den generelle udvikling i retning mod forskningsbasering og dokumentationskultur har ført til øget fokus på baggrunden for kliniske beslutningsprocesser og rettet fokus for diskussionen mod evidensbegrebet (Jewell 2007).
Denne udvikling er ikke blot nødvendig, men også udfordrende for professionen, om end det til enhver tid kan diskuteres, hvordan denne proces understøttes, og hvorvidt udviklingen skal styres i bestemte retninger.
I dette indlæg vil jeg rette opmærksomheden mod det brede evidensbegreb og understrege vigtigheden af, at der arbejdes mod at problematisere og udvikle grundlaget for fysioterapi i både teori og praksis.
Det pragmatiske evidensbegreb
En pragmatisk tolkning af evidensbegrebet er netop rettet mod at samle alle de parametre, der spiller ind på kvaliteten af undersøgelse og intervention – og dette perspektiv stiller spørgsmålstegn ved både teori og praksis og ikke mindst kravet til en øget bevidsthed om, hvilket grundlag praksis bygger på, og hvilke parametre der spiller ind på kvaliteten af praksis.
Udviklingen af den nationale studieordning for fysioterapeutuddannelserne for 2008 har haft som intention at understøtte denne proces. Derfor rettes blikket i dette indlæg mod en række af de kompetencer og kernebegreber, der sættes på dagsordenen i studieordningen og i Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i fysioterapi.
Hermed kan jeg perspektivere de rammer, der danner basis for morgendagens fysioterapeuter, som forventes at løfte og udvikle praksis, og i endnu højere grad end tidligere forventes at orientere sig mod kvalitetsudvikling, forskning og professionsudvikling.
Bekendtgørelsens anbefalinger
Først og fremmest understreger bekendtgørelsen, at uddannelsen rettes mod professionsudøvelse, og at ICF (Schiøler og Dahl 2003) har en central rolle, når det beskrives, at uddannelsens faglige grundlag baseres på teoretisk og praktisk undervisning og at ”fysioterapi som videnområde omfatter viden om og studier af mennesket, dets bevægelser og funktionsevne”.
På den baggrund skal en nyuddannet professionsbachelor i fysioterapi ”analysere, vurdere og diagnosticere bevægelses- og funktionsproblemer samt borgerens handlekapacitet og ressourcer i relation til disse” og ”tilrettelægge og progrediere undervisning, vejledning og rådgivning i forhold til bevægelses- og funktionsproblemer”.
Endvidere skal fysioterapeuter ifølge bekendtgørelsen understøtte og fremme bevægelse og funktion og inddrage ”viden og kundskab om mennesket og dets fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle aspekter” og have ”kerneområder som krop, bevægelse, træning, berøring og kommunikation i centrum”.
Endvidere inddrages overvejelser over det komplekse samspil mellem indre faktorer og omgivelserne med
ICF som begrebsramme og med et bredt fokus på såvel kropsniveau, aktivitet og deltagelse.
Fokus på bevægelse
På denne baggrund indgår der i bacheloruddannelsen i fysioterapi et bredt fokus på bevægelse og bevægelsesanalyse med afsæt i erkendelsen af at det aktive, det deltagende og funktionelle menneske skal betragtes ud fra et komplekst samspil af en lang række faktorer.
Endvidere er der fokus på de store individuelle variationer i bevægelser og bevægemønstre og på undersøgelsesmetoder der kan styrke vores undersøgelser og bevægelsesanalyser trods de store metodiske udfordringer, der følger med de store variationer (Shumway-Cook og Woolacott 2007).
Endelig inddrages forskningsresultater til at perspektivere disse komplekse sammenhænge, og de udfordringer, der er forbundet med komplekse sammenhænge.
Hvad gør du – i praksis?
I et praksisperspektiv er disse komplekse sammenhænge tydelige at få øje på, men spørgsmålet er, hvordan fysioterapeuter i praksis arbejder med de udfordringer, der følger med et komplekst syn på bevægelse.
Med dette indlæg håber jeg derfor at være med til, at flere fysioterapeuter forholder sig konstruktivt, kritisk og reflekterende til deres egen praksis, og at flere deltager i debatten om grundlaget for den fysioterapeutiske praksis. Skriv gerne en kommentar til denne artikel nedenfor.
Referencer
Herbert R., Jamtvedt G., Mead J. og Hagen K.B. 2005. Practical Evidence-Based Physiotherapy. Butterworth Heinemann.
Jewell D.V. 2007. Guide to Evidence-Based Physical Therapy Practice. Jones and Bartlett publishers.
Jones A. og Sheppard L. 2008. Physiotherapy education: A proposed evidence-based model.
Advances in Physiotherapy, 10(1): 9-13
Schiøler G. Dahl T. (red.) 2003. ICF - International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand, 1. udgave, 1. oplag, WHO, Sundhedsstyrelsen, MarselisborgCentret, Munksgaard Danmark.
Redigeret af :
Vibeke Pilmark,
14.01.2010
Til top