Fysio

 

Fysioterapi i stedet for operation


 
6

Træning og fysioterapi kan være lige så godt som operation, når korsbåndet ryger. Det viser ny forskning fra fysioterapeut og professor Ewa Roos, Syddansk Universitet

EwaRoosmain Fysioterapeut og professor Ewa Roos

Danske Fysioterapeuters satsning på forskning med investeringen i Forskningsinitiativet for Fysioterapi på Syddansk Universitet har båret frugt i form af ny, væsentlig forskning. Forskningen dokumenterer, at fysioterapi og træning ofte har lige så stor effekt på et overrevet korsbånd som operation.

Det er fysioterapeut og professor Ewa Roos, Syddansk Universitet, der står bag det nye stykke forskning, der er publiceret på New England Journal of Medicines hjemmeside. Hendes forskning viser, at de fleste unge mellem 18 og 35 år har lige så meget gavn af træning alene som af en kombination af operation og træning.
Ewa Roos har undersøgt 121 tilfælde, hvor unge aktive, men ikke professionelle idrætsfolk har fået det forreste korsbånd revet over. Halvdelen blev randomiseret til operation og genoptræning, mens den anden halvdel kun fik skaden behandlet med genoptræning.
”For hele 60 procent af dem, der ikke blev opereret, gælder det, at de efter to år var kommet sig over skaden lige så godt, som dem, der også fik indsat et nyt korsbånd. Resten blev opereret efterfølgende, blandt andet fordi de psykologisk set følte sig usikre på, om deres knæ var stabilt nok uden et nyt korsbånd. Men en strategi med operation og træning er under alle omstændigheder ikke bedre end træning alene eventuelt efterfulgt af senere operation” siger Ewa Roos til Berlingske Tidende.
Mere målrettet prioritering
Ewa Roos’ undersøgelse er et kærkomment bidrag til den proces, der skal i gang, efter at det som led i forsommerens aftale mellem regering og regioner er vedtaget at se nærmere på visitationsgrundlaget for operation inden for væsentlige sygdomsområder. Ifølge aftalen gennemgås og revideres i første omgang de kliniske retningslinjer for fedme- og rygoperationer, men senere kommer turen så til andre behandlingsområder.  Målet er, som det hedder i aftalen, ”en mere målrettet prioritering af offentlige sundhedsydelser”, herunder at undgå operation i de tilfælde, hvor træning er lige så virksom.
Danske Fysioterapeuters formand Johnny Kuhr glæder sig over resultatet af Ewa Roos’ forskning: ”Dels er det jo glædeligt at vores satsning på fysioterapeutisk forskning dokumenterer, at det, vi går og siger om fysioterapiens fortræffeligheder, viser sig rent faktisk at holde vand. Og dels er de nye resultater jo i den grad vand på den mølle, Danske Fysiotrapeuter satte i gang, da vi i foråret udsendte vores debatoplæg om træning frem for operation”, udtaler han.
Danske Fysioterapeuter udgav i begyndelsen af april debatoplægget ”Pludselig gav det et smæld i ryggen” om evidensen på rygområdet, der viser, at en aktiv tværfaglig behandling kan være et billigere og mindre risikobetonet alternativ til nogle operationer. Debatoplægget, der blev sendt til blandt andre læger, sygehusdirektioner, patientforeninger, presse og ikke mindst politikere, viste, at der kan spares mellem 12 og 25 millioner kroner alene på operationer for lumbal diskusprolaps.
 
 

Redigeret af : Rikke Møller-Poulsen, 04.08.2010

Til top
6

Kommentarer på artiklen

04.08.2010 Kristian Skadhauge Det lyder rigtig godt!
Spørgsmålet er så blot om knæets anteriore løshed, som man må forudsætte er tilstede, medfører slidtage på bruskvæv senere i livet hos dem som ikke har fået en rekontruktion.
 
09.08.2010 Ewa Roos Ja, det är ett intressant spørsmål hvis rekonstruktion av forreste korsbåndet kan påvirke artroseudvikling. I de (okontrollerade) studier som finns publicerade idag ser man ingen forskell i artrosegrad mellom patienter som rekonstruerats och de som inte har rekonstruerats, i genomsnitt har ca 50% artrose på røntgen etter ca 10-15 år uansett behandling. I dessa studier er det dock ikke sikkert att patientgrupperna går att sammanlikne. I vår randomiserade studie kommer vi att evaluera artroseforandringar 5 år etter skaden. Intressant nok, så i en nyligen publicerad 15-årsuppføljning efter forreste korsbåndsskade fant man kun 16% artrose (Neuman et al. AJSM 2008). Disse patienter hade trænt neuromuskulær træning hos fysioterapeut, och fått råden att ikke fortsætte med kontaktidræt (fotbold etc), samt at ikke bli rekonstruert. Det ær altså ikke helt selvfølgeligt at leddet behøver stabiliseres med en rekonstruktion av forreste korsbåndet før at ikke udvikle artrose.
 
11.08.2010 Lars Bo Berg Jeg synes det er prøvet før.I slutningen af 80-erne var jeg med til at træne i hundredvis af konservativt behandlede ACL ptt. De der kunne holde sig fra sportsudøvelse kunne som regel godt leve med let ant- og rotationsløshed, men var de bare let fysisk aktive eller havde fysiske jobs så vi en meget stor del til rekonstruktion senere.Desværre re-rumperede også en del der fortsatte med kontaktsport, så måske skulle man aktuelt stadig prøve at få rekonstruerede ptt. der ikke er professionelle, til at undgå kontaktsport.
 
16.09.2010 Pi Johanne Rasmussen Hvor kan man finde den træningsprotokol, der er blevet anvendt? Den kunne være interessant at se nærmere på.

 
16.09.2010 Vibeke Pilmark Hej Pi Johanne

Fysioterapeuten nr. 13 er på trapperne og i det blad har jeg interviewet Ewa Roos. Her fortæller hun mere om sit studie. I modsætning til så mange andre studier, er træningsprotokollen velbeskrevet i selve artiklen og den fysioterapeutiske intervention ligger som bilag til artiklen publiceret i New England Journal of Medicine. Hvis du ikke selv har mulighed for at downloade artiklen, kan du enten henvende dig til det lokale bibliotek eller en af universitetsbibliotekerne.

Vibeke Pilmark
Faglig redaktør
 
19.09.2010 Anders Christoffersen Ortopæderne bliver dygtigere og dygtigere og der opereres mere og mere. Jeg vil tro at der rekonstrueres for mange på baggrund af udelukkende undersøgelse af passiv mekanisk instabilitet. MR scanning er ikke standard forud for operation. Selv patienter hvor acl findes intakt under kikkertus. rekonstrueres i et og samme hug - uden at træning og funktionel stabilitet har været inde i billedet - det er ærgeligt set i lyset af vores viden og træningens effekt.

Jeg er selv fysioterapeut og taler ud fra egen erfaring da jeg netop er i gang med genoptræning efter ACL-rekonstruktion. På eget initiativ genoptrænede jeg 2 måneder fra skadestidspunkt (Jan. 2010 mcl + acl skade) og blev på baggrund af fortsat anterior mekanisk instabilitet rekonstrueret ultimo marts 2010.
Jeg trænede intensivt op til operationen og genvandt hurtigt et funktionsniveau der tillod tung styrketræning, løbetræning, alpinskiløb med donjoy, fritids håndværkerarbejde/husrenovation samt fuldtidsarbejde på klinik - alt sammen uden knægener - men håndbold vurderede jeg ikke kunne lade sig gøre grundet manglende funktionel stabilitet. Målet i min rehabilitering er tilbagevenden til håndbold på amatør divisionsniveau, hvilket er opfyldt nu 6 måneder postoperativt.
Genoptræningen postoperativt var meget hård. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at ledbrusken virkelig blev slidt meget postoperativt grundet den uundgåelige hævelse og quadriceps atrofi/inhibering samt ikke at forglemme den nedsatte styrke i hamstrings (semitendinosis gracilis graft).

Set i bakspejlet havde jeg nok ikke valgt at blive rekonstrueret så tidligt.

Til patienter der ikke ønsker fortsat at deltage i kontaktsport er jeg derfor heller ikke i tvivl om at rekonstruktion bør udskydes undgåes hvis viljen fra patientens side til at udføre den rette træning er til stede.
Så det er bare med at komme igang med at implementere resultaterne fra forskningen i praksis således at træning er first choice. Og så må folk jo selv vælge om de vil fortsætte kontaktsport.


Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar