Fysio

 

Genoptræning og sygefravær

08.01.2010, af Anne Guldager, ag@fysio.dk


 
3

Ny undersøgelse skal afdække, om patienter kommer hurtigere tilbage i arbejde, hvis de får genoptræning efter en hospitalsindlæggelse

Kan patienter, der bliver genoptrænet komme hurtigere tilbage og passe deres arbejde?  Og kan genoptræning mindske risikoen for, at folk udstødes fra arbejdsmarkedet? Det skal AKF, Anvendt KommunalForskning, afdække i en ny undersøgelse om sammenhængen mellem genoptræning og tilbagevenden på arbejdsmarkedet.

Det er en almindelig antagelse, at genoptræning efter hospitalsindlæggelse gør, at man kommer hurtigere tilbage på arbejde, men ifølge projektleder Christophe Kolodziejczyk fra AKF er der ingen større danske undersøgelser, der har belyst, om det faktisk er tilfældet.
 
Derfor skal AKF bl.a. undersøge, om mængden og intensiteten af genoptræningen har nogen betydning for, hvor hurtigt man vender tilbage til arbejdet.
 
"Siden kommunerne overtog ansvaret for genoptræning i forbindelse med hospitalsindlæggelser, er antallet af genoptræningsplaner mere end tredoblet. Det er derfor afgørende at få undersøgt, om ressourcerne står mål med, hvad der kommer ud af genoptræningen, eller om man kan udnytte ressourcerne bedre for at øge effekten", siger Christophe Kolodziejczyk i en pressemeddelelse.
 
Det toårige projekt er finansieret af Trygfonden. Det er første gang i dansk sammenhæng, at forholdet mellem genoptræning og tilbagevenden på arbejdsmarkedet bliver undersøgt.

Redigeret af : Anne Guldager, 08.01.2010

Til top
3

Kommentarer på artiklen

13.01.2010 Camilla Zachau Jeg synes det er et utrolig vigtigt emne at få belyst. En del af vores arbejde er jo netop at få folk op på så højt et funktionsniveau som muligt efter en skade eller operation. Det er vigtigt rent samfundsmæssigt, økonomisk og ressourcemæssigt samt den enkeltes liv efter en skade eller operation.
Det bliver spændende at følge undersøgelsen.
 
27.01.2010 Mette Lundø Jeg varetager genoptræning af rygpatienter i Langeland kommune og vil gerne hører om andre kommunale terapeuters erfaring med samarbejde og kommunikation med jobcenter mht at give rygpatienter (og andre patienter) en bedre sammenhæng i deres forløb under og efter genoptræning til opstart på arbejdsmarkedet
 
25.02.2010 Jes Bak Sørensen @ Mette Lundø

Hej Mette.

I Århus Kommune bliver en udvalgt del af borgere, der i genoptræning efter ortopædkirurgisk intervention og samtidig i sygedagpengeopfølgning tilbud en koordineret indsats. Indsatsen har været omtalt i en artikel i Fysioterapeuten, præsenteret på KL's sundhedskonference 2010 og så er der udarbejdet en evalueringsrapport, der kan findes på Århus Kommunes hjemmeside.

Helt kort fandt evalueringen - der blev gennemført på et relativt tidligt tidspunkt i projektet - blandt andet at:
* Resultaterne tyder på, at sygedagpengeperioden til fuld raskmelding afkortes i den koordinerede indsats i sammenligning med kontrolgruppen. Resultatet er dog ikke statistisk signifikant
* Sygedagpengeperioden til delvis raskmelding reduceres med 37 dage i den koordinerede indsats i sammenligning med kontrolgruppen
* Fysioterapeut og sagsbehandler oplever det tværfaglige samarbejde som positivt og fagligt udviklende, samt som et bedre tilbud til borgerne i målgruppen
* Omkostningseffektivitetsanalysen viser, at en tidligere delvis raskmelding koster godt 5.500 kr./borger
*Cost-benefit analysen viser, at der samlet kan spares godt 664.000 kr./år – besparelserne kan dog være op til 2-3 gange større end beregnet i analysen
* Besparelserne findes primært på sygedagpengeområdet, mens udgifterne primært findes på genoptræningsområdet

Konklusioner og perspektiver:
* Det tværfaglige samarbejde har en direkte positiv virkning for borgere i form af tidligere delvis raskmelding og indirekte gennem faglig udvikling af personalegrupper i Århus Kommune
* Indsatsen er meningsfuld for personalet, og der findes et stort antal borgere i målgruppen
* Indsatsen vurderes at være omkostningseffektiv og samlet set at være en rentabel indsats

Venlig hilsen
Jes Bak Sørensen
Århus Kommune

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

Relevante emneord

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld