Fysio

 

Kompetencecenter for nakkesmerter


 
2

Fysioterapeuter spiller en vigtig rolle i et nyoprettet kompetencecenter for nakkesmerter i Lund. Centeret skal ud over at udrede og behandle patienter være med til at formidle viden til sundhedspersonale. PTU vil arbejde på, at et lignende center oprettes i Danmark.

whiplash_main Usikkerhed præger behandling og udredning af whiplash. I Lund skal et kompetencecenter rådgive behandlerne. PTU arbejder på at få et tilsvarende center i Danmark.

Den svenske fysioterapeut, ph.d. Eva-Mai Malmström er sammen med lægen Hans Westergren leder af en et nyoprettet kompetencecenter for nakkesmerter. Udviklingen af et flowchart for patientgruppen er en af de centrale opgaver for centeret, der skal samarbejde med såvel skadestuer, primærsektor og speciallæger. Fysioterapeuter bliver den centrale faggruppe i behandlingen af patienterne.

Ideen om at oprette nakkecenteret kommer fra den svenske pendant til PTU – RiskFörbundet för trafik- olycksfall- og polioskadade (RTP). I en undersøgelse fra 2006 blandt RTP’s medlemmer i Skåne viste, at der var generel utilfredshed med behandlingen af nakkesmerter efter ulykker. Over halvdelen syntes ikke, de var undersøgt ordentligt og var ikke blevet tilstrækkeligt informerede.
 
Region Skåne har derfor besluttet at afsætte to millioner kroner årligt på et kompetencecenter, der placeres på den Rehabiliteringsmedicinska klinik på Skånes universitetshospital i Lund.
 
Ny viden til praksis
En af hovedopgaverne for kompetencecenteret er at styrke viden inden for udredning og behandling af traumatisk betingede nakkesmerter. Målet er primært at klæde primærsektoren på til at kunne varetage udrednings- og behandlingsopgaven, mens centeret tager sig af udredning af de vanskeligste patientkategorier.
 
Centeret skal arbejde videre med en tjekliste, som kan benyttes til at finde frem til den rette behandling af patienterne, der er udarbejdet af RTP. Der er endvidere oprettet en telefonrådgivning, som patienter, læger og fysioterapeuter kan benytte, hvis de er i tvivl om udredning og behandling.

Svenske retningslinjer 

Læs de svenske retningslinjer for udredning og behandling af whiplash

RTP's retningslinjer
 
Mange patienter
Ifølge Hans Westergren, regner man med at mellem 1000 og 3000 skåninge om året får et whiplashtraume. 10-20 procent af dem risikerer at udvikle en langvarig smerteproblematik, siger Hans Westergren til det svenske fagblad Fysioterapi (nr. 6-7 2010).
 
Målet bliver at finde frem til de patienter, der er i risikozonen og give dem den rette behandling og i den forbindelse har fysioterapeuten ifølge Hans Westergren en central rolle. De skal identificere risikopatienter, der er specielt smertefølsomme og kontakte den praktiserende læge, mener Hans Westergren.
 
Svimmelhed, bevægelsesfobi, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser og depression er andre risikofaktorer, behandlerne skal være opmærksomme på. Det er derfor vigtigt med en grundig udredning og en præcis journalføring, mener Eva-Mai Malmström.
 
Specialistvurdering
På rehabiliteringsklinikken i Lund er der mange års erfaring med at arbejde multidisciplinært med nakkepatienter. Der er tilknyttet læger, fysioterapeuter, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere og ergoterapeuter. Med det nye kompetencecenter bliver det nu muligt at tilbyde udredning af vanskeligere problemstillinger af en gruppe specialister på feltet, som kan hjælpe aktørerne i primærsektoren med at sætte ind med den rette behandling på det rette tidspunkt.
 
Det er tanken at det nye kompetencecenter afholder en årlig kongres. Første gang danner centeret rammen om en International whiplashkongres i Lund d. 24.-28. August 2011.
 
Også i Danmark
PTU indbød i april i år til en konference om whiplash, hvor nordiske forskere fortalte om sidste nyt inden for whiplash-forskningen.
 
En af konferencens eksperter, ph.d. ved Retsmedicinsk Institut på Århus Universitet, kiropraktor Lars Uhrenholt fik også sine forventninger indfriet om, at konferencen på videnskabeligt grundlag netop kan være med til at nedbryde fordomme blandt sundhedsfagligt personale. ”Piskesmældsskader er altså ikke bare noget, som kvinder med generelt ondt i livet klager over. Jeg håber derfor, at min forskning i halslæsioner på afdøde ofre for trafikuheld vil bidrage til anerkendelsen af trafikofres piskesmældsskader” siger forsker Lars Uhrenholt.
 
”På konferencen var der bred enighed om, at vi ikke kan blive ved med at sende piskesmældspatienter fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet. Der er brug for, at samle den sundhedsfaglige ekspertise inden for de relevante specialer fx i et centralt behandlings- og videnscenter, så patienterne kan blive taget alvorligt og modtage den rigtige behandling,” siger Holger Kallehauge i forbindelse med en omtale af konferencen på PTU’s hjemmeside (læs hele indlæget; og se indslag i TV-avisen om konferencen).

Redigeret af : Vibeke Pilmark, 30.06.2010

Til top
2

Kommentarer på artiklen

13.07.2010 Charlotte Larsen Spændende
Jeg vil blot gerne følge med...
 
29.11.2010 Karen Jeg finder artiklen vældig interessant men forstår jeg det rigtigt ... at det ikke endnu er aktuelt med et sådant tilbud - kun ønsketænkning??
Min mand blev sygemeldt i foråret 2006 efter en arbejdsulykke og er endnu bare kastebold imellem forskellige specialister som ikke kan finde nogen diagnose og ingen ved hvad de skal stille op med ham. Jeg tænker bare ... der er flere steder hvor det nævnes at de arbejder med patienter med følger efter whiplash-traume - men hvis jeg skal ligge pres på kommunen ift en henvisning ... hvor er min mand så bedst hjulpet? Er der nogen der har en viden om det?

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld