Ortofysioterapeuternes undersøgelse
Fysioterapeuterne Grethe Aalkjær og Helle Østergaard er blevet tilknyttet albue- og skulderambulatoriet på Viborg Regionshospital og er sammen med lægerne med til at udrede patienterne.
Fotos: Søren Holm, Chili Foto
Fysioterapeuten nr. 15, 2011 bringer en række artikler om fysioterapeuter, der er med til at udrede patienter inden for det ortopædkirurgiske område. På Regionshospitalet Viborg er fysioterapeuterne Helle Kvistgaard Østergaard og Grethe Aalkjær med til at udrede patienterne i albue- og skulderambulatoriet .

Helle Kvistgaard Østergaard og Grethe Aalkjær
Der er travlhed på ambulatoriegangen. Her sparrer man med hinanden, drøfter komplicerede patienter, kigger røntgenbilleder og videregiver oplysninger i de tværfaglige teams.
Anamnesen
Fysioterapeuterne Grethe Aalkjær og Helle Østergaard bruger en fast skabelon for den diagnosesøgende undersøgelse. Det sikrer, at de når hele vejen rundt og får et godt flow på deres undersøgelse.
I anamnesen spørges bl.a. ind til symptomdebut, årsagssammenhænge, lokalisering samt beskrivelse af smerten. Der spørges ind til, om patienterne oplever funktionsnedsættelse og evt. bevægeindskrænkning og om der er forsøgt med anden behandling. Arbejdsforhold samt fritidsaktiviteter klarlægges. Det afklares, om patienterne lider de af andre sygdomme, om de føler sig sunde og raske, for at udelukke andre differentialdiagnoser.
Efterfølgende gennemgås røntgenbillederne sammen med patienten, hvilket er et vigtigt delelement i den samlede undersøgelse.

I forbindelse med anamnesen får patienterne lejlighed til at fortælle, hvor længe, de har haft problemer med skulderen, og hvordan det påvirker deres hverdag.
Den kliniske undersøgelse
Den kliniske undersøgelse starter med en inspektion, en palpation samt en undersøgelse af den aktive og passive bevægelighed. Herefter testes muskelkraften og der fortsættes med andre relevante test så som Hawkins, Neers, cross over, hand behind back, O´Brians, Speeds, apprehension, relocation, lag signs, empty can/full can test m.fl.


Både test af bevægelighed og styrke indgår i Grethe Aalkjær og Helle Østergaards undersøgelse.
Ultralydskanning
Ultralydsskanningen er en vigtig del af undersøgelsen og bruges til at finde frem til, hvilke strukturer der er afficerede. Grethe Aalkjær og Helle Østergaard kunne slet ikke undvære ultralydsskanningen, uden den, ville det være nødvendigt at sende patienterne til yderligere udredning efter deres kliniske undersøgelse, mener de. ”Det sker jo, at skanningen afslører noget helt andet, som de kliniske test umiddelbart ikke har peget i retningen af”, siger Helle Østergaard i Fysioterapeuten nr. 15.

Grethe Aalkjær burger skanningen til at forklare Margit Andersen årsagen til skulderproblemerne og hvordan træning eventuelt kan afhjælpe dem.

Helle Østergaards patient er kommet til skade efter et fald. Skanningen afslører, at bicepssenen ikke ligger i sulcus, og at der er en defekt subscapularissene. Overlæge Michael Toft Væsel tilkaldes for at afgøre, om patienten skal opereres.
Afsluttende samtale
I forbindelse med den afsluttende samtale orienteres patienten om de positive fund samt mulighederne for behandling. I samråd med patienten lægges en behandlingsplan, som evt. kan være et genoptræningsforløb, andre supplerende undersøgelser, blokadebehandling eller evt. operation. Patienten informeres om det videre forløb, for eksempel hvad en operation indebærer og den efterfølgende genoptræning. Her afstemmes forventninger og patienten giver sit samtykke.

Røntgenbilleder, skanningen og skelettet bruges som pædagogiske værktøjer til at forklare patienterne, hvad der er galt med deres skulder.

Efter undersøgelsen dikteres der et udførligt journalnotat via Dicom.
Læs artiklen "Fysioterapeuter udreder og diagnosticerer skulderpatienter"Læs artiklen "Det har givet ekstra jobtilfredshed at arbejde som ortofysioterapeuter"Læs artiklen "Fysioterapeuter må gerne diagnosticerer - men vil de?"
Redigeret af :
Christoffer Grann,
21.10.2011
Til top