Sundhedskampagner: Mænd vil have humor, unge vil have rollemodeller
11.03.2010, af
faglig redaktør Vibeke Pilmark
Kun målrettede kampagner kan ændre sundhedsadfærd. En række forskere har identificeret en række forskellige strategier til at fremme sunde kostvaner og øget fysisk aktivitet hos mænd, unge og ressourcesvage mennesker. Resultaterne kan læses i en rapport fra Fødevareministeriet.
Fernando Torres fra Liverpool.
Undersøgelser viser, at danskerne er begyndt at spise sundere. Men unge, mænd og mindre ressourcestærke personer har svært ved at fastholde den sunde livsstil. Der er sparsom viden om, hvad der skal til for at få befolkningen til at ændre adfærd og spise sundere og motionere mere.
Fødevareministeriet igangsatte derfor sidste år en videnskabelig udredning af, hvilke indsatser, der har størst effekt. Udredningen er
publiceret i en rapport, der kan downloades fra Fødevareministeriets hjemmeside.
Undersøgelsen viser blandt andet, at mænd er ekstra modtagelige for sundhedsfremmetiltag, der udgår fra arbejdspladsen, mens de unge er modtagelige overfor sundhedskampagner med kendte som rollemodeller.
Slagkraftige kampagner som ”6 om dagen”, ”Du bliver, hvad du spiser” har effekt, men kan ikke stå alene. Flere cykelstier, trafikdæmpning og vejafgifter kan øge det fysiske aktivitet på kort sigt, men man kender ikke langstidseffekten.
Anbefalinger til de unge
På baggrund i litteraturen anbefaler den forskergruppe, der står bag udredningen, at der anvendes multikomponente strategier overfor de unge, og man skal tage stilling til evaluering og forankring af ny adfærd.
Man skal i formidlingen til de unge bruge de unges eget sprog og bruge budskaber fra forbilleder. Det er desuden en fordel, at der tages udgangspunkt i de unges egne handleerfaringer og succesoplevelser.
Mænd vil have humor
Der er sparsom dokumentation for hvilke strategier, der bedst skaber forandring i kost- og motionsvaner hos mænd.
En humoristisk tilgang anbefales i kampagner til mænd, og der skal fokuseres på, hvor stor en gevinst mændene kan få på den fysiske styrke og udholdenhed mv. ved at træne. Det er desuden centralt for mændene, at de ønsker at indgå i sociale netværk omkring livsstilsændringerne og vil gerne deltage i fællesskaber med for eksempel arbejds- eller sportskammerater.
Det skal være let træffe de sunde valg, hvis mændene skal være med. Derfor er sunde kantineordninger og motionstilbud på arbejdspladserne en god ide for dem. Det kan ifølge forskerne også være hensigtsmæssigt at bygge de forebyggende tilbud på mændenes trang til at konkurrere.
Mindre ressourcestærke
Der er også sparsom evidens for, hvordan man kan få mindre ressourcestærke grupper til at ændre adfærd. Men også til denne gruppe anbefaler forskergruppen en kombination af flere indsatser.
Informationskampagnerne skal bringes i de store medier og være opmærksomhedsskabende. Denne gruppe ønsker aktiviteter i eksisterende netværk i boligområder, fritidsaktiviteter og foreninger. Sund kantine på arbejdspladsen og sunde indkøbsmuligheder i nærmiljøet er en vigtig faktor for at få sunde madvaner i den ressourcesvage gruppe.
Redigeret af :
Vibeke Pilmark,
11.03.2010
Til top