Tværfaglighed gav bedre læringsproces
17.08.2011, af
Fag lig redaktør Vibeke Pilmark
Studerende, der gennemfører praktikforløb i et tværfagligt studieafsnit, lærer mere om både deres eget og andres fag og skærper således deres professionelle identitet. Det viser et ph.d.-studie på Regionshospitalet Holstebro. Fysioterapeut Flemming Jakobsen forsvarer sin ph.d. den 9. september 2011.
Det første studie af sin art i Danmark viser, at fysioterapeuter lærer meget om deres eget, lægers, ergoterapeuters og sygeplejerskers fag, ved at gennemføre praktikophold på et tværfagligt studieafsnit (arkivfoto).
På Regionshospitalet Holstebro er der oprettet et tværfagligt studieafsnit for fysioterapeut-, ergoterapeut, sygepleje- og lægestuderende. De studerende gennemfører 14-dages praktikforløb på studieafsnittet og står for al pleje og behandling af patienterne under supervision af uddannet personale.
Fysioterapeut Flemming Jakobsen har i forbindelse med sin ph.d. undersøgt, hvad det tværfaglige samarbejde har betydet for de studerendes læring, og effekten på indlæggelsestider for patienterne.
Flemming Jakobsens ph.d. projekt er gennemført fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet og det ortopædkirurgiske forskningsafsnit på Regionshospitalet Holstebro. Han forsvarer sin ph.d. den 9. september kl. 13 på Regionshospitalet Holstebro. Alle er velkomne.
Styrket professionsidentitet og kortere indlæggelsestider
Ph.d. projektet viser, at de studerende i det tværfaglige studieafsnit både lærer mere om deres eget og om andres fag. Den studerende får overblik og lærer at træffe beslutninger og skærper derved sin egen professionelle identitet.
Et særligt overraskende fund var, at sammenlignelige patienter havde kortere indlæggelsestider i studieafsnittet end i det sædvanlige sengeafsnit.
Redigeret af :
Vibeke Pilmark,
17.08.2011
Til top