Vi har sejret ad h... til
29.03.2008, af
Henning Langberg
Dansk Selskab for Forskning i Fysioterapi opløste sig selv i starten af året. Missionen var lykkedes. Fysioterapeuter er i fuld gang med at forske. Nu er det op til Danske Fysioterapeuter at sikre, at den fysioterapeutiske forskning videreudvikles, skriver videnskabelig redaktør Henning Langberg i sin klumme på Fag og Forskning.
Vi har sejret ad h...til! Sådan sagde LO’s formand, Thomas Nielsen, i sin afskedstale i 1982, og man kunne fristes til at bruge den samme analogi omkring Dansk Selskab for Forskning i Fysioterapi (DSFF), som nedlagde sig selv ved en ekstraordinær generalforsamling i starten af året.
Når DSFF har valgt at opløse sig skal det ses i lyset af, at den opgave, som selskabet havde påtaget sig var løst, nemlig at stimulere fysioterapeuter til at starte med projekter og forskning. En rigtig positiv udvikling krones således med afviklingen af DSFF, hvilket jo kan synes paradoksalt. Men det giver selvfølgelig nye muligheder.
Fagfora med forskningsansvar
Det er nu op til Danske Fysioterapeuter og de respektive fagfora at tage bolden op og sikre, at den fysioterapeutiske forskning bliver organiseret, så udviklingen fortsætter.
Det er nærliggende at pege på de to store fagfora, Fagforum for Muskuloskeletal Fysioterapi og Fagforum for Idrætsfysioterapi, som aktive spillere i udviklingen. Begge disse fagfora har en størrelse og en organisationsgrad, som gør det muligt for dem at løfte opgaven.
Begge fagfora har gennem de seneste år fokuseret på at evidensbasere deres undervisning, ligesom begge fagfora har stimuleret forskning inden for deres respektive fagområder gennem etablering af forskningsfonde og uddeling af kontant økonomisk støtte til forskningsprojekter.
Det er et flot initiativ, men udviklingen bør ikke stoppe der. Skal næste initiativ være at komme med konkrete udspil til områder, hvor der mangler fysioterapeutisk evidens inden for henholdsvis muskuloskeletal- og idrætsfysioterapi? Bør fagfora prøve at få politikerne i tale, påvirke hvordan Danske Fysioterapeuters forskningsfonds midler skal prioriteres? Kan Fagforum for Muskuloskeletal fysioterapi gøre sin indflydelse gældende i relation til Praksisfonden?
Det bliver spændende at følge, men sikkert er det, at fagfora bør søge at få en proaktiv rolle i fremtiden.
Danske Fysioterapeuters rolle i forskningen
Spørgsmålet er også, hvordan Danske Fysioterapeuter sikrer sig en rolle i fremtidens fysioterapeutiske forskning. Etableringen af et fagligt råd er på vej, ligesom etableringen af en professorfunktion i Odense og en kommende professorstilling i København har fået økonomisk støtte fra DF.
Store vigtige initiativer med stor betydning for den fysioterapeutiske forskning. Men hvordan stiller Århus og Ålborg sig på sigt. Kan Danske Fysioterapeuter løfte opgaven igen, når der forhåbentlig snart vokser fysioterapeutiske forskningsmiljøer frem her i den nærmeste fremtid?
Fra FFY til Fag og Forskning
Forskning i Fysioterapi er også påvirket af den udvikling, der sker i øjeblikket. FFY bliver betegnelsen for den del af hjemmesiden, der indeholder de peer-reviewede artikler.
At dette er muligt er et signal på en højnelse af den danske fysioterapistandens niveau inden for forskning.
Da jeg startede som videnskabelig redaktør på Forskning i Fysioterapi i 2000, havde vi en kategori af artikler, som vi rubricerede under ”På vej”. Som navnet indikerer, var disse manuskripter på vej til at blive videnskabelige artikler, men ofte var der langt igen.
Efter afskaffelse af denne kategori opstod et vakuum uden artikler på tilstrækkeligt højt videnskabeligt niveau. Men i løbet af få år ændrede billedet sig imidlertid, og vi har nu en stabil tilgang af videnskabelige artikler.
Optagelse i PubMed
Det næste skridt for Fag og Forskning bør være at søge at få de publicerede artikler optaget i PubMed databasen og indekseret.
Dette vil have enorm prestigemæssig betydning og tilskynde flere til at publicere på sitet. Hvis det lykkes, så har vi igen sejret, om end ikke ad h…….. til.
Redigeret af :
Fysio.dk,
30.06.2009
Til top