Se liste over godkendte specialister
Baggrund for specialet
Specialet i sundhedsfremme og forebyggelse omfatter arbejdet med sundhedsfremme og primær forebyggelse. Forebyggelse defineres her som den proces eller foranstaltning, hvormed et bestemt uønsket fænomen forhindres, hæmmes eller reduceres og sundhedsfremme markerer den proces, hvor sundheden stimuleres ved træning, aktivering, organisering og lignende positive foranstaltninger, der styrker sundheden hos individ, gruppe og samfund. (Kamper-Jørgensen, Almind 1998).
Udviklingen af folkesygdomme som aldersdiabetes, hjerte-karsygdomme, knogleskørhed, muskel- og skeletlidelser, psykiske lidelser og risikofaktorer som fx fysisk inaktivitet, svær overvægt og dårligt arbejdsmiljø er en af de store samfundsmæssige udfordringer. Specialisternes styrker den faglige indsats over for disse risikofaktorer gennem en af opprioritering det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde ud fra et ønske om at være med til at løfte den vigtige og nødvendige opgave at fremme folkesundheden.
De overordnede mål, som de er beskrevet i Regeringens Folkesundhedsprogram 2002, ”Sund hele livet” er:
● Middellevetiden skal øges markant
● Antallet af år med god livskvalitet skal øges
● Den sociale ulighed i sundhed skal reduceres mest muligt
Baggrunden for disse mål er blandt andet, at middellevetiden i Danmark har været stagnerende, medens den i mange andre lande har været stigende, og at der er en tendens til, at den sociale ulighed i sundhed vokser (Folkesundhedsrapport 2005 for Københavns Kommune).
Hensigten med forebyggelse og sundhedsfremme er at øge sundheden bredt forstået. Det vil sige at sundhed omfatter alle ressourcerne i individet og omgivelserne. Sundhed handler således om meget andet end at være rask f.eks. følelsen af at kunne mestre de daglige udfordringer, oplevelsen af at have indflydelse, at kunne træffe valg og have mulighed for at udvikle sig som menneske.
Der er tradition for at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme i fysioterapi og formålet med at gøre dette område til et fysioterapeutisk speciale er at sikre en høj kvalitet af indsatsen indenfor specialet og at sikre en fortsat udvikling og vidensbasering af specialet. Derudover bidrager specialet til evidensbasering af indsatsen og sikrer, at borgeren får den bedst mulige ydelse.
Arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse er såvel mono- som tværfagligt. Dette for at sikre en koordineret indsats, ligesom der herigennem skabes det nødvendige netværk, som ligger til grund for at kunne løse de ofte komplicerede opgaver inden for sundhedsfremme og forebyggelse.Formålet med specialistkompetence i sundhedsfremme og forebyggelse er, at specialisten
- fremmer kvaliteten af den målrettede fysioterapeutiske indsats inden for sundhedsfremme og forebyggelse
- udvikler og dokumenterer den fysioterapeutiske indsats i sundhedsfremme og forebyggelse
- synliggør og udvikler de fysioterapeutiske kompetencer indenfor sundhedsfremme og forebyggelse gennem undervisning og supervision af kolleger og samarbejdspartnere
- styrker og initiere vidensbasering gennem mono-og tværfaglig forskning ind for sundhedsfremme og forebyggelse
- bidrager aktivt til udviklingen af redskaber til fremme af befolkningens sundhedsadfærd både på individ og på gruppeniveau
- formidler viden og erfaring med mono-og tværfaglig indsats til relevante samarbejdspartnere lokalt, nationalt og internationalt
Målgruppe
Målgruppe for sundhedsfremme og forebyggelse er borgere, der udsættes for en eller flere risikofaktorer, der kan udvikle sygdom, og borgere der ønsker hjælp til ændring af sundhedsadfærd.
Arenaer for arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme er såvel offentlige som private virksomheder og institutioner, sygehusvæsenet samt lokalmiljøer som f.eks. dagcentre, boligområder og foreninger.
Samarbejdspartnere inden for og uden for sundhedsvæsenet
Fysioterapeuter, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse, vil have et tæt samarbejde dels med de borgere, der er målgruppen for indsatsen, men også samarbejdspartnere som
- foreninger (f.eks. patientforeninger)
- udvalg (f.eks. samarbejdsudvalg, sikkerhedsudvalg)
- organisatoriske og tværfaglige miljøer i det felt der arbejdes i (f.eks. idrætsforeninger og beboerforeninger).
Kompetenceprofil
Kundskab bruges her som samlende begreb for forskellige vidensniveauer og omhandler både viden og kunnen - teoretisk viden og praktisk handling. Den videnskabelige viden, den tekniske knowhow eller håndværkskunnen samt den praktiske klogskab eller dømmekraft er en del af denne kundskab. Kundskab rummer både såvel den eksplicitte som den tavse viden, den begrebsmæssige og den kropslige viden.
Arbejdsprocessen i sundhedsfremme og forebyggelse omfatter kortlægning, analyse, planlægning, gennemførelse, implementering, forankring og evaluering. Specialisten i sundhedsfremme og forebyggelse skal have kundskaber og kompetencer inden for hele den arbejdsproces som karakteriserer området. Alle processens faser skal gennemtænkes og beskrives, specielt skal implementering, forankring og evaluering indtænkes fra starten. Det er en integreret del af den fysioterapeutiske udøvelse af forebyggelse og sundhedsfremme at involvere borgeren i hele processen. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i den konkrete borgers opfattelse af egen situation, samt dennes egne mål og ressourcer.
Nedenstående har til hensigt at præcisere de kundskaber og kompetencer specialisten forventes at besidde i den sundhedsfremmende /forebyggende proces. Fælles for nedenstående punkter er at handlingerne finder sted gennem respektfuld involvering af borgerne ud fra etiske og kulturelle overvejelser..
Specialistens erhvervede kundskaber
- risikofaktorers betydning for udvikling af sygdom f.eks. arbejdsmiljøfaktorer som uhensigtsmæssige arbejdsstillinger/-bevægelser og livsstilsfaktorer som fysisk inaktivitet
- kulturelle og multikulturelle miljøer og betydningen af dette i forhold til interventioner om sundhedsfremme og forebyggelse
- organisationsteori og organisationskultur
- teorier og modeller for sundhedsadfærd på individ-, gruppe- og organisationsniveau f.eks. social cognitive theory (SCT) og stages of change til analyse af muligheder og barrierer og til planlægning og gennemførelse af sundhedsfremme indsatser
- relevant lovgivning, overordnede rammer mv. herunder bl.a.”sund hele livet”, arbejdsmiljølovgivning, cirkulære for arbejdspladsvurdering (APV), Sundhedsloven
- dokumenteret effekt af forebyggelse og sundhedsfremme både på individ-gruppe- arbejdsplads og samfundsniveau
- kortlægningsmetoder, f.eks. sundhedsprofiler og interview
- metoder til afdækning af motivationsfaktorer og barrierer f.eks. den motiverende samtale og appreciative inquiry(AI) og til involvering og engagering af målgruppen gennem dialog, forståelse og mulighedstænkning både i kortlægningsfasen, planlægningsfasen og fastholdelsesfasen (f.eks. supervision, coaching, fokusgruppeinterview)
- implementerings- og forankringsmetoder på både individ og organisationsplan
- sundhedsøkonomiske modeller
- læreprocesser, f. eks. erfaringslæring, refleksive processer, teamlæring
- evalueringsmetoder på individ-, gruppe- og organisationsnivau, proces - og resultatevaluering
- brede erfaringer med arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse
Bilag 1
Definitioner på Sundhed og Sundhedsfremme
De følgende definitioner er et udtryk for, hvilket sundhedsbegreb der tages udgangspunkt i forbindelse med specialistgodkendelsen. Med dette udgangspunkt ses arbejdet med sundhed og sundhedsfremme i et overvejende salutogent perspektiv. (Salutogenes: salus fra latin betyder helbred og genesis fra græsk betyder tilblivelse.)
Sundhed defineres af WHO som en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke kun fravær af sygdom, (WHO 1947).
Ottawa-chartret som definerer sundhedsfremme som “Health promotion is the proces of enabling people to increase control over their and to improve their health”, markerer skillelinien mellem den gamle og nye forebyggelsestænkning, idet den tager udgangspunkt i et bredt sundhedsbegreb, (Ottawa-konferencen 1986, Komiteen for sundhedsoplysning, 1988).
Luxemborg-deklarationen, som er udformet af Det europæiske netværk for sundhedsfremme på arbejdspladsen, definerer sundhedsfremme på arbejdspladsen som den kombinerede effekt af arbejdsgivers, arbejdstagers og samfundets samlede indsats for at forbedre den arbejdende befolknings sundhed og velbefindende, (ENWHP 1997, NCSA 2005).
Sundhedsfremme er at styrke følelsen af sammenhæng, livsmod, livsglæde og handlekraft, (Johnsen og Jensen 2001).
Forebyggelse
Primær forebyggelse er rettet mod at hindre sygdom i at opstå, og dette betyder, at forebyggelsen er rettet mod den enkelte risikofaktor, f.eks fysisk inaktivitet, rygning. Med udgangspunkt i en vurdering af den enkelte risikofaktors betydning for udviklingen af sygdom, bestemmes indsatsen ud fra kriterier om hyppighed, risikoen for udvikling af sygdom og alvorligheden af de gener som risikofaktoren kan medføre.
Forebyggelse defineres som sundhedsrelaterede aktiviteter der søger at forhindre udviklingen af sygdomme, psykosociale problemer eller ulykker og dermed fremmer den enkeltes sundhed og folkesundheden, (Sundhedsstyrelsen 2005).
Sygdomsforebyggelse er at finde symptomer og sygdom så tidligt som muligt og sørge for at tilstanden ikke udvikler sig ugunstig, (Kamper-Jørgensen, Almind 1998).
Udarbejdet for Specialistrådet af:
Anne Blædel, fysioterapeut.
Jørgen Brandt, fysioterapeut, adjunkt, cand.pæd.pæd.
Carsten Juhl, forskningsfysioterapeut, MPH.
Anne Birgitte Østergaard, fysioterapeut,M.Sc, MPP.
Ad hoc arbejdet anerkendt 2006 af
Til rettet juli 2006/bs
Redigeret af : Henriette Klenz, 13.08.2010
Til top