Fysio

Speciale i geronto geriatrisk fysioterapi

 

Se liste over alle godkendte specialister

 Baggrund for specialet
Andelen af ældre i den danske befolkning er stigende.En årsag til denne stigning er en generel bedre sundhedstilstand kombineret med flere og bedre behandlingstilbud.
Selvom de fleste ældre har sygdomsforløb og behandlingsbehov, der ikke adskiller sig fra yngres, er der med alderen en stigende sygelighed og tendens til større funktionstab. Denne udvikling har sat fokus på sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering med det sigte at minimere konsekvenser af sygdom og funktionsnedsættelse og at optimere den ældres livskvalitet. Ny viden på området udmøntes i stigende omfang i anbefalinger til sundhedsvæsenet og de sundhedsfaglige aktører om nye sundhedsindsatser og dette stiller beslutningstagerne, politikerne og administratorerne, over for vanskelige valg og prioriteringer. Kravet til de sundhedsfaglige professioner, herunder fysioterapeuter, er dokumentation af effekt af behandlingstilbud samt belysning af økonomiske og kvalitetsmæssige aspekter ved implementering i praksis.
Specialet geronto-geriatrisk fysioterapi indgår i den tværfaglige indsats inden for både sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering med fokus på træning, genoptræning og vedligeholdelsestræning.
Specialet retter sig mod de muligheder og begrænsninger, det enkelte menneske møder i ældretilværelsen, og omfatter de fysioterapeutiske indsatser, der kan medvirke til livskvalitet i aldringprocessen.
Specialets hensigt er at optimere, dokumentere og udvikle sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering i forhold til aldersrelaterede funktionsnedsættelser og i forhold til specifikke geriatriske sygdomstilstande.
Centrale områder i specialet er ældres hverdagsliv, funktionsevne og mestring, krop og sundhed, aktiv udfoldelse, træning og rehabilitering.
Specialets indsats retter sig mod fysioterapeutiske tilbud til ældre inden for både primær og sekundær sundhedssektor og er baseret på helhedstænkning, tværvidenskabelighed og det personcentrerede og tværsektorielle perspektiv.

Formålet med en specialistkompetence i geronto-geriatrisk fysioterapi er,
at specialisten anvender og videreudvikler de erhvervede kundskaber og kompetencer, herunder:
  • udvikler, målrette og dokumenterer de fysioterapeutiske indsatser på området
  • synliggør og udvikler de fysioterapeutiske kompetencer indenfor ældreområdet
  • fremmer kvaliteten af den målrettede, tværfaglige, koordinerede indsats til den enkelte ældre person og til grupper af ældre
  • initierer og forestår forskning af fysioterapi til ældre
  • formidler den fysioterapeutiske viden til relevante parter, herunder vejleder og superviserer kolleger og samarbejdspartnere
  • formidler viden og erfaring med fysioterapi inden for specialet lokalt, nationalt og internationalt 
 
Specialistens særlige arbejdsfelt
Det geronto-geriatriske speciale retter sig mod såvel raske som syge/svage ældre med ofte meget komplekse problemstillinger, der kræver tværfaglig rehabiliteringsindsats.
Specialisten i geronto-geriatrisk fysioterapi er en teoretisk velfunderet praktiker, som dels søger og implementerer ny viden på specialeområdet i sin fysioterapeutiske praksis og dels beskriver og udvikler fysioterapeutisk indsats i et videnskabeligt baseret perspektiv. Derudover formidler specialisten denne viden til kolleger og samarbejdspartnere.
Specialisten i geronto-geriatrisk fysioterapi skal kunne agere på ekspertniveau såvel fagligt som pædagogisk i forhold til målgruppen.
Specialisten formidler sin viden til relevante samarbejdspartnere og er på denne måde med til at optimere det samlede tilbud til den ældre borger.
 
Målgruppe
Specialet omfatter ældre og deres behov for sundhedsfremmende, forebyggende eller rehabiliterende fysioterapeutisk indsats. Indsatsen retter sig mod aldersrelaterede forandringer fysisk, psykisk og socialt samt mod de multiple somatiske og geronto-psykiatriske sygdomstilstande, som forekommer hos ældre.
Herunder:
  • raske ældre > 60 år
  • ældre > 60 år med risiko for tab af funktion fysisk, psykisk og socialt som følge af f. eks. Immobilitet, instabilitet, inkontinens og kognitiv dysfunktion
  • ældre > 60 år med somatiske sygdomme herunder f.eks. lungesygdomme, vaskulære hjernesygdomme, NIDDM, neurologiske sygdomme og muskuloskeletale sygdomme som osteoporose, ryg- og gigtlidelser, frakturer og med geronto-psykiatriske lidelser herunder f. eks. demens og depression
  • ældre >85 år med særlige komplekse problemstillinger afledt af kombinationer af aldersrelateret svækkelse, sygdom og livssituation
     
Samarbejde inden for og uden for sundhedsvæsenet
Den vigtigste samarbejdspartner er den ældre og dennes netværk. Specialister i det geronto-geriatriske speciale vil med udgangspunkt i den ældre borgers livssituation og i samråd med borgeren tage initiativ til at udvikle samarbejde med relevante personer og institutioner såvel inden for som uden for sundhedsvæsenet. Specialisten koordinerer den konkrete indsats tværfagligt og tværsektorielt. Specialisten vil tillige være orienteret om og arbejde tæt sammen med relevante aktører som f.eks. ældreorganisationer, frivillige organisationer m.fl. med henblik på at støtte den ældre i at etablere / reetablere kontakter indenfor et givet interessefelt.
Specialisten vil aktivt tage initiativ til samarbejde af såvel monofaglig som tværfaglig karakter og kan være projektleder for f.eks. kvalitetsudvikling, forskning, undervisning, informationsdage og sundhedsoplysning.
 
Kompetenceprofil
Kundskab bruges her som samlende begreb for forskellige vidensniveauer og omhandler både viden og kunnen - teoretisk viden og praktisk handling. Den videnskabelige viden, den tekniske knowhow eller håndværkskunnen samt den praktiske klogskab eller dømmekraft er en del af denne kundskab. Kundskab rummer både såvel den eksplicitte som den tavse viden, den begrebsmæssige og den kropslige viden.
 
Specialistens erhvervede kundskaber
Gerontologiens videnskabelige grundlag
 
Biologiske, psykologiske og sociale aldringsprocesser og deres betydning for vellykket aldring
 
Faktorer med betydning for ældres hverdagsliv, specielt med relation til krop og sundhed, funktionsevne og mestring samt til fysisk aktivitet og rehabilitering, f.eks. kost, medicin, livserfaring (herunder kulturel baggrund), socialt netværk, samfundets tilbud til ældre osv.
 
Samspillet mellem forskellige geriatriske lidelser, livsstilsfaktorer og aldersrelaterede forandringer
 
Funktionsevnens betydning for den ældres daglige liv og mulighederne for fysioterapeutisk intervention i forhold til nedsat funktionsevne
 
Klassifikationsmodeller, f.eks. ICF og SKS
 
Evidensbaseret fysioterapi med relation til ældreområdet, herunder tilrettelæggelse og effekt af træning, vedligeholdelsestræning og rehabilitering
 
Motorisk læring, læringsstrategier og læringsmiljøer
 
Træningsfysiologi
 
Smertefysiologi og smertemekanismer
 
Test og målemetoder med relation til ældreområdet
 
Hjælpemidler, boligændringer og andre kompenserende foranstaltninger (f.eks. orthoser og proteser).
Organisatorisk indsigt og forståelse

Kvalitetsudvikling, evaluering og dokumentation inden for fysioterapi.

Integrere gerontologiens og geriatriens videnskabelige grundlag i fysioterapeutisk praksis

Vurdere biologiske, psykologiske og sociale aldringsprocesser og deres betydning for en vellykket aldring

Kombinere viden om faktorer med betydning for ældres hverdagsliv specielt med relation til krop og sundhed

Analysere og vurdere den ældres funktionsevne, bevægelsesforudsætning og bevægelsesadfærd ved forskellige komplekse problemstillinger

Vurdere behovet for og tilrettelægge fysioterapeutisk behandling og rehabilitering

Vurdere behov for, udvælge, iværksætte og løbende justere kompensatoriske tiltag i form af hjælpemidler og boligændringer i samarbejde med den ældre og dennes netværk

Implementere evidensbaseret fysioterapi med relation til ældreområdet, herunder tilrettelæggelse og effekt af træning, vedligeholdelsestræning og rehabilitering

Integrere pædagogiske overvejelser i de fysioterapeutiske tilbud, herunder inddrage viden om handlekompetence, læringstrategier og læringsmiljø

Implementere test, målemetoder og klassifikationer (f.eks. ICF) knyttet til ældreområdet
 
Udvikle, gennemføre, evaluere og dokumentere sundhedsfremmende og forebyggende tiltag

Implementere viden om ældres levevilkår og viden om kulturelle aspekter knyttet til sundheds- og sygdomsopfattelse
 
Inddrage, informere og rådgive den ældre med henblik på medbestemmelse, selvstændighed og ansvar

Informere, vejlede og undervise den ældre og dennes netværk vedr. funktionsevne, mulighed for mestring og muligheder i nye livsbetingelser
Indgå i og udvikle det tværfaglige samarbejde og det tværsektorielle samarbejde

Agere inden for de organisatoriske, kulturelle, økonomiske og politiske rammer inden for ældreområdet
 
Specialisten skal have supplerende viden om andre relevante fagområder og tværfaglige indsatsområder
Det er kendetegnende for det geronto-geriatrisk felt, at specialisten skal kunne agere i forhold til en bred vifte af problemstillinger inden for forskellige sundhedsfaglige og sociale områder.
Ældre har mange berøringsflader i social- og sundhedsvæsenet, hvor kendskab til de vigtigste områder er nødvendige. Disse områder er bl.a. pleje- og omsorgsområder, aktivitetstilbud til ældre, interesseorganisationer inden for ældreområdet, institutter for ældreforskning.
Som geronto-geriatrisk specialist er det hensigtsmæssigt at have viden om den fysioterapeutiske indsats inden for de forskellige lægelige specialer, om ældrepædagogik i relation til den fysioterapeutiske indsats og om lovstof på social- og pensionsområdet.
Det er nødvendigt at have indsigt i lovstof, der er medbestemmende for ældreområdet, herunder specielt Lov om Social Service, love der regulerer aktivitets-, behandlings- og træningstilbud til ældre, samt lokale sundhedsaftaler
 
Udarbejdet for Specialistrådet af:
Birgitte Christensen, fysioterapeut; diplomleder i sundhedssektoren
Ledende fysioterapeut Tranehaven, Gentofte kommunes center for forebyggelse og rehabilitering
Solvejg Pedersen, afd.fysioterapeut, Frederiksberg ældrecenter
Christina Skou, fysioterapeut
Fysioterapeut, Lyngby-Taarbæk kommunes genoptræningscenter
Ulla Mulbjerg, fysioterapeut, cand.pæd.pæd,uddannelseschef CVSU-Fyn, Fysioterapeutuddannelsen
Ad hoc arbejdet anerkendt i 2003
Tilrettet juli 2006/bs

 

Redigeret af : Henriette Klenz, 13.08.2010

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld