Fysio

Speciale i pædiatrisk fysioterapi

 

Se liste over alle godkendte specialister

 

 
Baggrund for specialet
Når et barn fødes med eller bliver ramt af sygdom, traumer eller funktionsned-sættelser kan det have vidtrækkende og livslange konsekvenser for barnets udvikling, funktionsevne, sociale liv og livskvalitet, ofte med varigt handicap til følge. Barnet påvirkes således på alle 3 niveauer i henhold til ICF klassifikations modellen. For en stor del af børnene er der tale om kortere eller længere sygdomsperioder, hospitalsindlæggelser, og evt. operationer, som griber ind i barnets hverdagsliv og udviklingsforløb.
Hele familiens livssituation kan blive påvirket med følger for forældrenes muligheder for at planlægge eller fastholde deres uddannelse/arbejdsvilkår og karrieremuligheder. Ofte er det nødvendigt for forældrene at træffe særlige beslutninger og foranstaltninger vedr. barnets pasning og pleje, skolegang, uddannelse og fremtid.
Specialet pædiatrisk fysioterapi omfatter indsats til børn og unge fra 0 – 18 år med fysiske og/eller mentale funktionsnedsættelser, sygdomme eller traumer. Specialet stiller store krav til såvel bred som specifik fysioterapeutisk viden, handicapforståelse og kompetence til at indgå i det multidisciplinære samarbejde. Den fysioterapeutiske indsats består af udredning, undersøgelse og behandling, forebyggelse og sundhedsfremme, habilitering samt vedligeholdende træning. Et vigtigt og nødvendigt element i indsatsen er kontinuerlig instuktion, rådgivning og vejledning til forældre og andre nære personer/ fagpersoner, der er en del af barnets hverdag.
Specialets formål er at udvikle den fysioterapi faglige indsats til børn til gavn for det enkelte barn og barnets familie, og samfundet som helhed.
 
Formålet med en specialistkompetence i pædiatrisk fysioterapi er,
at specialisten på ekspertniveau anvender ogvidereudvikler de erhvervede kundskaber og kompetencer, herunder:
  • udvikler og målretter den fysioterapeutiske indsats 
  • anvender og videreudvikler de mange forskellige og varierede aspekter af kundskab inden for pædiatrisk fysioterapi 
  • udvikler dokumentation for den fysioterapifaglige indsats
  • fremmer kollegers og samarbejdspartneres adgang til og opnåelse af yderligere faglige kvalifikationer gennem undervisning og supervision inden for specialet 
  • styrker og initierer udviklingsarbejde og videndeling 
  • skaber et rigt læringsmiljø for undervisning, supervision, kvalitetsudvikling samt forskning
  • formidler viden og erfaring med fysioterapi inden for specialet til relevante samarbejdspartnere lokalt,, nationalt og internationalt
 
Målgruppe
Raske børn og risikobørn (0-18 år) herunder:
præmature børn, motorisk usikre børn, børn med mental retardering, børn med autisme og børn med psykiatriske problemer.
Børn (0-18 år) med somatiske sygdomme herunder:
cystisk fibrose, astma, diabetes, adipositas, cancer og metaboliske sygdomme
Børn (0-18 år) med muskuloskeletale sygdomme og skader herunder:
frakturer og ledskader, juvenil rheumatoid/idopatisk arthrit, hypermobilitet, arthrogryposis multiplex congenita, osteogenesis imperfecta, muskeldystrofi, spinal muskelatrofi, medfødte misdannelser og anomalier, torticollis, hæmophili
Børn (0-18 år) med neurologiske sygdomme og skader/traumer herunder:
cerebral parese, kromosomanomalier, Attention Deficit Hyperkinetic Disorder (ADHD), Developmental Coordination Disorder (DCD), medfødt hjerneskade, erhvervet hjerneskade, rygsmarvslæsioner, sjældne handicap, plexusskader, autisme.
 
Specialistens særlige arbejdsfelt
Indenfor det pædiatriske speciale baseres udredning, vurdering og behandling på en grundig undersøgelse og analyse af barnets forudsætninger for bevægelse og perception. Den fysioterapeutiske indsats udgår fra en helhedsvurdering af barnets / den unges funktionsformåen og livssituation. Det er nødvendigt med fordybet kundskab om, hvordan funktionsnedsættelsen påvirker barnet psykisk, fysisk og socialt i barne- og ungdomsårene. Specialisten har endvidere erfaringer med og færdigheder i at samarbejde med andre fagpersoner, der har relationer til barnet, og kan indgå i en åben og præcis kommunikation med disse.

Samarbejdspartnere inden for og uden for sundhedsvæsnet
Da barnet ikke selv har fuld autonomi er forældrene de vigtigste samarbejdspartnere.
Kendetegnende for udøvelsen af den pædiatriske fysioterapi er et omfattende tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.
Udover barn/forældre samarbejdes med alle andre faggrupper i sundhedssektoren, socialsektoren, og undervisningssektoren, videnscentre, patientforeninger, interesse-organisationer samt landsdækkende special- og vejledningscentre. Samarbejdet udmønter sig desuden i tværfaglig undervisning, supervision, kvalitetsudvikling samt forskning.
Særlige samarbejdspartnere inden for sundhedssektoren: ergoterapeuter, læger og speciallæger, plejepersonale, socialrådgivere psykologer, bandagister, pædagogisk personale, tale-hørepædagoger, tandlæger m.fl.
Særlige samarbejdspartnere inden for socialsektoren: ergoterapeuter, sagsbehandlere, pædagogisk personale, musikterapeuter, sundhedsplejersker, hjælpemiddelkonsulenter, psykologer, læger, jurister m.fl.
Særlige samarbejdspartnere inden for undervisningssektor: lærere, speciallærere, pædagogisk personale, ergoterapeuter, psykologer, tale-hørepædagoger, synskonsulenter, specialpædagogisk konsulenter, skolelæger, skolesundhedsplejersker m.fl.
 
Kompetenceprofil:
Kundskab bruges her som samlende begreb for forskellige vidensniveauer og omhandler både viden og kunnen - teoretisk viden og praktisk handling. Den videnskabelige viden, den tekniske knowhow eller håndværkskunnen samt den praktiske klogskab eller dømmekraft er en del af denne kundskab. Kundskab rummer både såvel den eksplicitte som den tavse viden, den begrebsmæssige og den kropslige viden.
 
Specialistens erhvervede viden
Analyse og vurdering af barnets ressourcer og udviklingspotentialer

Anatomisk, neurologisk, fysiologisk udvikling og funktion gennem barne- og ungdomsårene

Patoanatomiske og patofysiologiske indvirkninger på det muskuloskeletale og det sensorisk-perceptuelle system samt organernes funktion
 
Hvordan handicap/ sygdom indvirker på barnets muligheder for intellektuel/kognitiv, social/adfærdsmæssig samt kommunikativ udvikling og læring

Aktuelle teorier og modeller om motorisk udvikling, motorisk kontrol og motorisk læring herunder; Movement Science, Movement Continuum Theory

Aktuelle fysioterapeutiske behandlingsmetoder, koncepter og deres teoretiske forklaringsmodeller herunder; Petö, Move, Affolter, Bobath, Coombs, Sensory Integration, Castillo Morales

Pædagogisk metoder/teknikker i relation til motivation, instruktion og feedback Test og målemetoder der knytter sig til det pædiatriske område herunder; Alberta Infant Motor Scale (AIMS), Gross Motor Function Measure (GMFM), Pediatric Evaluation Disability Inventory (PEDI), Movement Assessment Battery for Children (M-ABC), Millers Assessment for Preschoolers (MAP), Mobility Opportunities Via Education (MOVE)

Sundhedsfremme og forebyggelse

Træningsfysiologi

Kompenserende foranstaltninger, herunder hjælpemidler og orthoser

Viden om kulturforskelle knyttet til sundheds- og sygdomsopfattelse og normalitets-begrebet

Brugeres og patientorganisationers behov og visioner for rehabiliteringen.
 
Udarbejde mål, tilrettelægge og evaluere træningsforløb i samarbejde med forældre/værge så der sikres naturlig overførbarhed til den kontekst barnet indgår i det daglige

Analysere og vurdere barnets muligheder for udvikling af det muskuloskeletale og det sensorisk-perceptuelle system samt organernes funktion

Vurdere behov for, udvælge, iværksætte og løbende justere kompensatoriske tiltag, herunder afprøve og tilpasse hjælpemidler og orthoser i samarbejde med forældre/værge

Tilrettelægge den fysioterapeutiske behandling ud fra barnets motivation og ressourcer, såvel fysisk, psykisk som socialt 

Udvælge og anvende specifikke behandlingsmetoder og eller koncepter relevante for barnets problemstillinger, med udgangspunkt i de forskellige ICF dimensioner
 
Forholde sig kritisk og bidrage til den kollegiale diskussion af rationalet bag forskellige behandlingsmetoder/koncepter

Udvælge og anvende relevante pædagogiske metode
 
Inddrage valide og reliable målemetoder/tests med henblik på udredning, vurdering af prognose, planlægning og tilrettelæggelse af behandling og som effektmål

Inddrage, informere, vejlede, undervise og rådgive forældre og samarbejdspartnere i barnets aktuelle og fremtidige muligheder samt evt. behov for kompensatoriske tiltag

Inddrage, informere, vejlede, undervise og rådgive barnet/den unge i forbindelse med de tiltag, der iværksættes, med henblik på medbestemmelse, selvstændighed og ansvar
 
Vejlede om ergonomi i forbindelse med håndtering af barnet/den unge

Inddrage sundhedsfremmende-, forebyggende- og træningsfysiologiske elementer.

Specialisten skal have supplerende viden om andre relevante fagområder og tværfaglige indsatsområder
Kendetegnende for det pædiatriske felt er, at der kan optræde problemstillinger indenfor alle sundhedsfaglige, pædagogisk-psykologiske og samfundsfaglige områder:
Børn og forældre går i behandlingssystemet igennem mange forskellige undersøgelser og behandlinger, hvor de vigtigste områder er: medicinske behandlinger, parakliniske undersøgelser, ortopædkirurgi, neurokirurgi, børnepsykiatri, ernæring og sygdomsforebyggelse.
Som pædiatrisk specialist er det hensigtsmæssigt at have viden om og indsigt i det specialpædagogiske og psykologiske felt, herunder neuropædagogik, udviklingspsykologi, kommunikation og alternative kommunikationsformer. Endvidere kendskab til tilbud og muligheder for fritidsaktivitet.
Det er nødvendigt at have viden om de love, som er medbestemmende for barnets og familiens vilkår og hverdag, herunder Sundhedsloven, Lov om Social Service og Lov om Folkeskolen. Endvidere viden om og indsigt i den politiske og samfundsmæssige udvikling, der relatererer sig til området.
 
Udarbejdet for Specialistrådet af:
Annette Sandahl, fysioterapeut, Projektmedarbejder ved Marselisborgcentret
Jette Christensen, fysioterapeut, M.Sc. Afdelingsfysioterapeut ved børneafdelingen, Glostrup Amtssygehus
Rie Wium, fysioterapeut, M.Sc. Fysioterapifaglig udvikler ved Fysio-og Ergoterapifunktionen, Københavns Amt
Jeanette Præstegaard, fysioterapeut, M.Sc.Fysioterapilærer ved Fysioterapeutuddannelsen, CVU Øresund
 
 
Ad hoc arbejdet anerkendt 2003
tilrettet juli 2006-07-05/bs
 

Redigeret af : Henriette Klenz, 13.08.2010

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld