Forskning på sundhedsområdet bidrager hver eneste dag med ny viden, og inden for alle professioner forstærkes behovet for fordybelse og specialisering, således også i fysioterapien, hvor det ikke længere er muligt at besidde den nødvendige dybtgående viden inden for alle fagets områder.
Danske Fysioterapeuters specialistordning, der blev etableret i 2000, tager udgangspunkt i udvikling af klinisk og teoretisk kompetence inden for fagets store vidensområder koblet med en videreuddannelse på master- og kandidatniveau.
Specialistordningen skal medvirke til systematisk at udvikle den kliniske kompetence i fysioterapi og integrere praktisk og teoretisk kundskab. Kundskab bruges her som samlende begreb for forskellige vidensniveauer og omhandler både viden og kunnen - teoretisk viden og praktisk handling. Den videnskabelige viden, den tekniske knowhow eller håndværkskunnen samt den praktiske klogskab eller dømmekraft er en del af denne kundskab. Kundskab rummer såvel den eksplicitte som den tavse viden, den begrebsmæssige og den kropslige viden.
Formålet med ordningen er at kvalitetsudvikle den fysioterapeutiske indsats med fokus på:
Disse områder dækker professionens kerneområder og kræver som speciale alle specifik praktisk og teoretisk kundskab på et højere niveau end grunduddannelsens generelle niveau.
Specialistordningen administreres af Danske Fysioterapeuter, men det er foreningens erklærede mål, at ordningen anerkendes af sundhedsmyndighederne.