Titler og akademiske grader
Hvad betyder MD eller MSc? Er en svensk doktor det samme som en dansk dr.med.? Fag og Forskning viser, hvor du kan finde de rigtige svar.
Akademiske titler og betegnelser og ikke mindst den korrekte oversættelse af dem, er en omdiskuteret størrelse. F.eks. kalder rigtig mange fysioterapeuter, der har taget en dansk master, sig for Master of Science (MSc), uden reelt at være det. Det er nemlig kun danskere med en naturvidenskabelig kandidatgrad, der retteligt kan smykke sig med den titel.
På samme måde er en svensk og en dansk doktorgrad ikke det samme, og der er principielt kun én rigtig måde at skrive ph.d. på dansk på. Det kan du altsammen læse om i "Master of Confusion", en artikel, der første gang blev bragt i Fysioterapeuten 10/2009.
For sundhedsfaglige er der også hjælp at hente hos Lægeforeningen, der på sin hjemmeside har publiceret en vejledning til oversættelse (dansk-engelsk) af titler og grader inden for det sundhedsmæssige område.
Listen omfatter både akademiske grader og titler, sygehusspecialer, betegnelser for redaktionelle medlemmer i tidsskrifter og embedsmandstitler mv. På listen findes også fysioterapeuter, omend den her fremstår mangelfuld og trænger til en revision.
Redigeret af : Vibeke Pilmark, 16.12.2011
Til top