Kvalitet i træningen
– det er ikke nok selv at komme i form – hverdagslivet skal også formes

af Gunner Gamborg, formand for Ergoterapeutforeningen

Med kampagnen ”Kvalitet i træningen” opfordrer Danske Fysioterapeuter til at sætte kvalitet på dagsordenen. I Ergoterapeutforeningen hilser vi det initiativ velkomment og håber, at det – også med  bidrag fra andre faggrupper – kan være med til at skabe en god faglig debat på vores fælles arbejdspladser.

• Alle danskere har ret til en værdig, aktiv hverdag og til at være anerkendte deltagere i samfundet.
• Aktivitet og deltagelse i hverdagslivet er en afgørende faktor for både sundhedstilstand, og oplevelsen af et værdigt liv

Det er for ergoterapeuter det, som kvalitet i træning skal lede hen imod.

I ”Vejledning om træning i kommuner og regioner fra 2009” hedder det, at lovgivningen skaber ”grundlag for, at den enkelte kommune kan tilrettelægge og tilbyde borgerne sammenhængende og effektive  træningstilbud. Den enkelte borgers træningstilbud kan tilrettelægges, så borgeren oplever sammenhæng og kontinuitet – både indholdsmæssigt og tidsmæssigt”.  Kvalitet i træning handler om det.

Intentionerne er der, men det fordrer vilje, anerkendelse af specialiseret viden hos de forskellige faggrupper samt økonomiske ressourcer, for at borgeren kan vende tilbage til et værdigt liv. Og det kan sagtens lade sig gøre.

Jeg vil pege på nogle af de områder, hvor de rammer, som i dag er stillet til rådighed, kan være med til at skabe bedre kvalitet i træningen
 

Aktivitet og deltagelse frem for passiv pleje
I mange kommuner er der etableret projekter eller faste ordninger, hvor ergoterapeuter og fysioterapeuter arbejder med at integrere aktivitet, deltagelse og træning i plejen. Et eksempel på dette er projekt ”Længst muligt i eget liv” fra Fredericia. Et af dette projekts delprojekter  ”Hverdagsrehabilitering” er netop blevet evalueret, og evalueringen viser, at ud af de 220 borgere, der hidtil har været igennem en hverdagsrehabilitering, er 103 er blevet selvhjulpne, imens 68 i dag modtagere mindre hjælp, end de oprindeligt bad om. Tilbagemeldingerne fra borgerne er positive og viser, at de er stolte af selv at kunne stå for hverdagens gøremål igen. Lad os se flere kommuner tænke rehabiliterende, og derigennem skabe kvalitet i træningen!

Genoptræningsplaner
Borgerne har ret til en genoptræningsplan, der omfatter udredning og stillingtagen til både de kropslige og de aktivitets- og deltagelsesmæssige faktorer, men fra undersøgelser i 2008 og 2009 ved vi, at kvaliteten i genoptræningsplanerne halter på netop dette punkt. Det betyder 

• Dårlig retssikkerhed for borgeren
• Manglende forløbssammenhæng og utilstrækkelig faglig kvalitet
• Mangelfuld sikring af effekten af sygehusets træning
• Øget (og ufinansieret) opgavemængde til kommunerne og dermed risiko for længere ventetid på vedligeholdelsestræning og genoptræning efter Serviceloven.

Hvis genoptræningsplanerne skal bidrage til kvalitet i træningen, fordrer det, at ergoterapeuter og fysioterapeuter på sygehusene får ansvaret for at lave de nødvendige udredninger og  genoptræningsplaner – ikke mindst i forhold til aktivitet og deltagelse

Ventetid
Ergoterapeutforeningen, Ældre Sagen, Danske Fysioterapeuter og Danske handicaporganisationer gennemførte i 2009 en undersøgelse, der viser, at, ventetiden på genoptræning i kommunerne er stigende.

Vi har længe fortalt kommuner og sygehuse, at ventetid forringer den maksimale effekt af træningen og dermed generhvervelse af funktionsevnen. Og at det betyder forringelse af livskvaliteten for den enkelte og større udgifter for samfundet.

Det kan skabe kvalitet i træningen, når ventetiden på genoptræning efter udskrivning fra sygehus maksimalt er en uge.
 

Ergoterapeuter og fysioterapeuter – to nødvendige faggrupper
Ergoterapi og fysioterapi er to forskellige fag, som hver især er en forudsætning for kvalitet i træning, og som i vid udstrækning har tæt beslægtede arbejdsformer. Viden om hinandens områder er nødvendig for at kunne henvise borgeren til det relevante tilbud – uanset om ydelsen gives i et sygehus, en  kommune eller en privat klinik. Et eksempel på, hvordan de to fag supplerer hinanden og forbedrer kvaliteten i træningen er de steder, hvor ergoterapeuter og fysioterapeuter indgår i arbejdsfællesskab i fysioterapiklinikker – en udvikling, som vi i Ergoterapeutforeningen gerne støtter.

Til slut vil jeg opfordre jer til at bidrage til den faglige debat på arbejdspladserne – monofagligt såvel som på tværs af fagene – så vi fællesskab kan skabe et endnu bedre grundlag for borgerens hverdagsliv.