Dansk Sygeplejeråds debatindlæg om ’Kvalitet i træningen’
Dorte Steenberg, næstformand Dansk Sygeplejeråd

Træning er for mange patienter en nødvendig del af rehabiliteringen for at opnå livskvalitet og førlighed. Specielt ældre mennesker skal i gang med træningen umiddelbart efter udskrivelsen fra sygehuset for ikke at miste færdigheder.

Det er derfor beskæmmende at se, at vi i et samfund, hvor regeringen taler om et sundhedsvæsen i verdensklasse, har store forskelle i vilkårene for genoptræning rundt omkring i landet . Nogle kommuner er mønsterkommuner med højst en uges ventetid, mens andre har op til 6 ugers ventetid. Ældre og svage mennesker når at miste mange færdigheder på seks uger.

Endnu værre er det, at kommunerne prioriterer de forskellige former for genoptræning meget forskelligt. Hvis en patient bliver udskrevet til genoptræning, kan halvdelen af kommunerne starte træningen inden for en uge. Hvis der derimod er tale om vedligeholdelsestræning – træning der forebygger tab af færdigheder – så har kun 15% af kommunerne en ventetid på under en uge. De fleste borgere må vente 3-4 uger på vedligeholdelsestræning.

Ældre borgere skal ikke bare vælge kommune med omhu. De skal også vælge at fejle det rigtige, hvis de vil gøre sig håb om genoptræning. Mange kommuner har tilbud om genop-træning efter knæ-, hofte- og rygoperationer. Rygerlunger er også noget, der udløser genoptræning. Hvis man derimod er så uheldig at få kræft, skal man sørge for at bo i den rigtige halvdel af de kommuner, der prioriterer optræning af kræftsyge borgere. Demens skal man slet ikke lide af. Kun en tredjedel af kommunerne giver optræning til demente.

Træning af ældre, og specielt ældre med en eller flere kroniske sygdomme kan ikke spises af med et årskort til fitness-centeret. Det kræver en tværfaglig sundhedsprofessionel indsats at træne disse grupper af ældre borgere for at give dem et godt liv på trods af sygdom.

Sygeplejersker har altid arbejdet med patienter og borgere med behov for en trænings- og rehabiliteringsindsats fx efter knoglebrud, operationer eller apopleksi. De to ord - træning og rehabilitering - bliver tit brugt i flæng, hvilket skaber forvirring om begreberne.

For at opnå en fælles forståelse af rehabiliteringsbegrebet har Dansk Sygeplejeråd deltaget i udarbejdelsen af en hvidbog om rehabiliteringsbegrebet . Her omfatter rehabiliteringsbegrebet hele borgerens livssituation, hvorimod træning oftest forstås mere snævert som fysiske genoptræning.

DSR mener, at sundhedspersonalet, der arbejder med genoptræning, også skal have fokus på det brede rehabiliteringsbegreb . Målet med genoptræningen/rehabiliteringen bør så vidt muligt rette sig mod det funktionsniveau, borgeren havde før indlæggelse eller sygdom.

Andelen af ældre vil stige kraftigt de kommende år, og det stiller øgede krav om at sikre en optimal genoptræning og vedligeholdelsestræning. De store regionale forskelle skaber i dag geografisk ulighed i sundheden, en ulighed der kan minimeres med nationale, forskningsbaserede rehabiliteringsprogrammer. Rehabilitering og genoptræning skal også indgå som et obligatorisk element i sundhedsaftalerne.

DSR mener at kvalitet i træningen skal opnås ved

• at skabe sammenhæng i hele patientforløbet. De allerede eksisterende muligheder med kontaktpersonordninger og forløbskoordinatorer skal implementeres. Specielt i overgangene mellem sygehus og primærsektor.
• at patienter udskrives med de nødvendige genoptræningsplaner, og at alle kommu-ner rykker ud til borgeren inden for en uge.
• at vurdere og inddrage borgerens helhedssituation, fx hverdagsaktiviteter, boligindretning, arbejdsmarkedstilknytning, netværk, sociale aktiviteter m.v.
• forskning og udvikling
• løbende kompetenceudvikling og uddannelse af sundhedspersonalet
• etablering af tværfagligt og tværsektorielt samarbejde på et højt niveau, så vidende-lingen sikres
• intensiveret fokus på sundhedsfremmende og forebyggende indsatser
• udarbejdelse af nationale, forskningsbaserede rehabiliteringsprogrammer for hver af de 8 folkesygdomme.