Danske Patienter ser sammenhæng og høj faglig kvalitet som de væsentligste parametre til at opnå kvalitet i træningen. Foreningens formand Lars Engberg deltager i debatten om kvalitet i træning.
Patienter ønsker sammenhæng og høj faglig kvalitet i træning
Af Lars Engberg, formand for paraplyorganisationen Danske Patienter
Træning er en vigtig del af både forebyggelsen og behandlingen for mange mennesker - ikke mindst for mennesker med kroniske lidelser. Desværre er det ikke alle, som får det rigtige tilbud, og nogen får slet ikke noget. Træning er en del af et samlet patientforløb, og sammenhæng mellem indsatser er derfor helt central - men desværre ikke altid tilstede.
For patienter er et veltilrettelagt træningsforløb muligheden for at komme ovenpå igen efter sygdom – uanset om det har været en ødelagt skulder, en almindelig influenza eller forværring af en kronisk sygdom. Derfor er det helt basale krav fra patienter, at alle, som har behov for træning, skal tilbydes træning. Kvaliteten skal sikres ved brug af den bedste faglige viden og ved sammenhæng i patientens forløb - uanset om vi taler om specialiseret genoptræningsforløb, eller om den træning, der tilbydes i kommunalt regi.
Vi ser i dag meget store variationer i indhold og omfang af den træning, der gives. Fx viser en undersøgelse fra Gigtforeningen, at 3 ud af 4 patienter, der får udskiftet deres knæled, får en genoptræningsplan i Region Hovedstadens, mens det gælder for mindre end hver 5. i Region Midt. Da behovet for genoptræning ikke er væsensforskellig fra Skejby til Sydhavnen, afspejler tallene desværre, at patienter på tværs af landet ikke har adgang, og ret, til samme træning.
For at kunne gøre op med de regionale forskelle, skal vi danne os et bedre overblik og mere fokus på, om de enkelte kommuner har kapacitet og de kompetencer, der skal til, for at varetage en stadigt stigende del af den specialiserede genoptræning, som i disse år flyttes fra regionalt regi til kommunalt regi. Kompetencer og tilstrækkelig kapacitet er grundlaget for at patienter kan få den rigtige træning og dermed det optimale behandlingsresultat. Jeg mener, at nogle af udfordringerne skal løses gennem samarbejder mellem de enkelte kommuner, så man har grundlaget for at oparbejde og udvikle de mere specialiserede kompetencer.
Samtidig skal der indføres forpligtende fælles faglige retningslinjer for træningsforløb, på tværs af sektorer, med afsæt i eksisterende evidens på området. På den måde vil patienter få ret til samme kvalitet – og bedst mulige faglige kvalitet gennem deres forløb – uanset hvor i landet det foregår.
Med kommunalreformen blev en del - og efterhånden en stor del - af genoptræningen overgivet til kommunerne. Det har skabt mulighed for flere borgernære tilbud, som er en rigtig og god udvikling. Men de berømte gråzoner er ikke blevet mindre - bare nogle andre. Alt for mange patienter oplever forsat at vigtige informationer ikke overføres mellem de forskellige aktører, og de oplever ventetider på at komme i gang med deres træningsforløb.
Vi må væk fra "system-tænkningen", hvor institutionerne, hver især passer sin egen del af patientens forløb, som går på tværs af sektorer og faggrænser – og i stedet organisere og understøtte patienterne ud fra spørgsmålet om ”Hvad er patientens behov?".
Anerkendelse af træningens betydning i det samlede behandlingsforløb er stigende. Blandt andet ser vi en stigning i antallet af genoptræningsplaner - men der er stadig lang vej til, at alle med et behov for træning også får det rigtige tilbud. Derfor vil vi i Danske Patienter fortsat arbejde på at få øget kapacitet og løbende kvalitetsudvikling på træningsområdet. Træning er ikke en udgift for samfundet – det er en investering i mennesker.
Redigeret af : Ann Sofie Orth, 17.09.2010
Til top