Thomas er en 49-årig veltrænet portør. En dag umiddelbart efter en løbetur får han en apopleksi og indlægges straks. Behandling og genoptræning på specialcenter forløber planmæssigt, og efter fem uger udskrives han til hjemmet med en genoptræningsplan.
Den kommunale visitator kontakter Thomas to dage efter, han er kommet hjem, og den ambulante træning iværksættes efter 17 dage.
Thomas får træning tre gange om ugen, og der er pæn fremgang, men han kan ikke forstå, at fysioterapeuterne griber sagen så forskelligt an: Én fysioterapeut siger, han skal styrketræne ogser bort fra spasticiteten, en anden prøver på bedste vis at hæmme hans spasticitet, og en tredje mener, det er alt for lidt med tre gange om ugen og anbefaler, at Thomas træner meget ihærdigt derhjemme. Efter tre måneder slutter genoptræningsforløbet.
Thomas prøver ihærdigt at fortsætte træningen derhjemme, men synes ikke, det går hurtigt nok fremad.
Under et besøg hos sin praktiserende læge klager han over smerter i skulderen og bemærker, at spasticiteten hæmmer ham meget i de daglige gøremål. Lægen udskriver en henvisning til
vederlagsfri fysioterapi i praksissektoren.
Thomas opsøger en klinik, hvor der på klinikkens hjemmeside står, at alle klinikkens fysioterapeuter er certificeret i Part D: Cervical og thorakalcolumna, avanceret problemløsning til overekstremiteterne, diagnostik og behandling. For at være mindst muligt væk fra arbejdet foregår træning og behandling kl.
7 om morgenen, men den praktiserende fysioterapeut, Keld, har svært ved at varetage udspændingsøvelserne alene, så de enes om, at Thomas kommer to gange om ugen kl. 7 og
selvtræner og kommer en gang om ugen om eftermiddagen, hvor klinikkens sekretær er til stede og kan fungere som hjælpepersonale. Efter 20 behandlinger udfærdiger Keld en undtagelsesredegørelse, så Thomas kan fortsætte med sine individuelle behandlinger.
Redigeret af : Ann Sofie Orth, 07.09.2010
Til top