Fysioterapiunderviserne og de kliniske undervisere tilknyttet Fysioterapeutuddannelsen i København har udviklet en model for klinisk ræsonnering målrettet de studerende. Modellen kan downloades her fra hjemmesiden.
Model for Klinisk Ræsonnering i Fysioterapi er resultatet af et fælles udviklingsarbejde mellem fysioterapiundervisere og kliniske undervisere og anvendes i teoretisk og klinisk undervisning ved Fysioterapeutuddannelsen, København. Modellen er inspireret af tidligere ræsonneringsmodeller anvendt på Fysioterapeutuddannelsen, Jones, Jensen og Edwards model samt WHO´s internationale klassifikation ICF.
Ideen med modellen
Model for Klinisk Ræsonnering i Fysioterapi er et pædagogisk redskab til at bevidstgøre egne refleksioner. I modellen indgår såvel den kulturelle som den historiske kontekst.
Ethvert møde mellem fysioterapeut og patient foregår i en kulturel kontekst, som er med til at definere betydningen og afstikke rammerne for ræsonneringsprocessen. Den kulturelle kontekst indgår bl.a. i de fysiske omgivelser, som ligeledes sætter muligheder og begrænsninger for mødet og dermed for de kliniske ræsonneringer.
Endelig finder mødet sted i en historisk samfundsmæssig kontekst, som ligeledes vil præge ræsonneringsprocessen.
I ræsonneringsprocessen indgår såvel fysioterapeutens ræsonneringer som patientens ræsonneringer samt de fælles verbale og nonverbale ræsonneringer.
Udvikling af den kliniske ræsonnering
I beskrivelsen af modellen indgår en skriveskabelon, der er opstillet lineært for at gøre det lettere at nedskrive den kliniske ræsonnering, der er en kompleks og kompliceret proces.
Ved at bruge Model for Klinisk Ræsonnering i Fysioterapi kan de studerende i løbet af uddannelsen udvikle og uddybe deres konkrete kliniske ræsonneringer, hvilket skaber et godt fundament for deres kommende kliniske arbejde som fysioterapeuter.
Læs flere artikler om klinisk ræsonnering