Ankomst til Cape Town og Friends Day Center
07.02.2011, af
Bitten, Anette, Kathrine og Birgitte, fysioterapeutstuderende ved University College Nordjylland
De fire fysioterapeutstuderende ved University College Nordjylland, Bitten, Anette, Kathrine og Birgitte, er ankommet til Cape Town og er begyndt deres praktik på Friends Day Center. Og det er ikke helt som herhjemme.
foran University of Cape Town i vores uniformer fra Danmark
Efter en lang flyvetur ankom vi til Cape Town. Vejret er helt fantastisk, og vi må indrømme, at vi ikke savner kulden derhjemme.
Da vi trådte ud fra lufthavnen, var det første der mødte os synet af Table Mountain. Vi havde dog slet ikke tid til at begynde at udforske den smukke by, fordi vi skulle direkte på en tur ud af Cape Town i en uges tid. Der var noget nyt på programmet hver eneste dag, så vi skulle ikke komme til at kede os. Vi mødte bl.a. Timon og Pumba og en masse andre af savannens vilde dyr. Heriblandt den nysgerrige struds, som vi endda fik æren af at ride på. Vi oplevede også den fantastiske natur, som Sydafrika byder på. Vi så smukke kystområder, høje bjerge, frodige skove og øde sletter.
Efter en uge mættet med oplevelser vendte vi tilbage til Cape Town og blev indlogeret på det hostel, hvor vi skal bo de næste tre uger. Vi bor i et område med mange lokale og som derfor ikke bærer præg af turisme. Området ligger nær Groote Schuur Hospital og University of Cape Town.
I byen bliver personlig sikkerhed taget meget alvorligt og det ses ved, at der er jerntremmer foran alle vinduer og døre. På universitetet skal man forbi vagter ved ind- og udgang, og kun personer med ærinder på universitetet får lov til at komme ind. Der er en stor kontrast mellem dag og nat – om dagen føler man sig sikker, når man går rundt, men når det bliver mørkt, skal man tage sine forholdsregler. Selvom man skal tage disse forholdsregler, har vi udelukkende fået et positivt indtryk af Cape Town, og vi glæder os til at udforske byen noget mere i de kommende uger.

Vandretur til vandfald i Tsitsikamma (tv.), Wilderness Beach (th.)
Ingen lifte eller forflytningshjælpemidler
Mandag d.31. januar startede vi på Friends Day Center. Stedet fungerer som en skole og er finansieret primært af donationer og frivillig arbejdskraft. Der er 156 børn på stedet, som modtager undervisning og fysioterapi, i den grad det er muligt, da der kun er tilknyttet to fysioterapeuter til stedet.
Vi behandler primært børn med CP i alle aldersgrupper. Graden af handicap hos børnene er meget varierende. Både pga. forskellig grad af hjerneskade men også pga. manglende behandling tidligere i livet. Vi har f.eks. oplevet børn, som først har modtaget behandling af deres handicap i en alder af 11 år.
Vi føler os meget velkomne på stedet, da fysioterapeuternes tid er meget begrænset, og der er behov for en hjælpende hånd. På stedet er der ikke de samme ressourcer, som vi er vant til i Danmark. Der findes ingen lifte eller forflytningshjælpemidler selvom mange af børnene er så svært handicappede, at de er bundet til deres kørestol. Derudover er der ingen brikse til behandlingssituationer, og derfor er vi nødt til at sidde på måtter og puder, mens vi behandler børnene.
Børnene er samlet på et meget lille areal, og der er meget lydt i de forskellige klasselokaler, og derfor kan det være svært at give børnene den ro, som de har brug for. Til vores fordel er engelsk et af hovedsprogene i Sydafrika, hvilket gør kommunikationen med børnene og personalet lettere. Vi er sammen med tre studerende fra University of Cape Town, som er ude i deres første selvstændige praktik, og vi er derfor med til den undervisning, de får på stedet. Det har været rigtig nyttigt for os, at få opfrisket den neurologiske undersøgelse og behandling.
Vi glæder os til at komme ordentligt i gang med behandlingen af børnene og lære dem og stedet bedre at kende.

Signal Hill i Cape Town med Table Mountain i baggrunden
Redigeret af :
Christoffer Grann,
07.02.2011
Til top
08.02.2011
Tina Nybo Jensen
Det lyder helt fantastisk!
Jeg glaeder mig til at hoere mere, saa jeg kan faa lidt eventyr ind mellem alt det her studeren... Og sikke fantastiske billeder!
Skulle vi maaske lave en skype date snart Kathrine?
Nyd det og ha' det godt !
08.02.2011
Trine Hedegaard Christensen
Tina fortalte lige, at I skriver blog, så den måtte jeg da straks ind og læse. Det lyder jo bare helt vildt fantastisk og alle de oplevelser... Ride på struds :)
Nu vil jeg spændt følge med herinde de næste 3 uger :)
08.02.2011
Ingvild
Herlig! Hyg jer videre piger, glæder mig til at læse de kommende indlæg:)
08.02.2011
Annemette
Hvor er det spændende at læse jeres historie. Jeg glæder mig til at høre mere snart fra de eventyrlystne fysioterapeutstuderende.
10.02.2011
Astrid Skov Andersen
Det lyder bare så spændende, og hvor er I altså bare seje!
Glæder mig til at høre om hajerne og resten af jeres fantastiske oplevelser.
Varmeste tanker fra DK:-)