Cape Town: Så er arbejdet i gang

13.09.2011, af Sabrina Kerch Hansen, Heidi Jensen og Camilla Stjernholm Julin, P.H. Metropol

Læs første del af rejseberetningen

Vi har nu arbejdet på hospitalet i 2 uger og begynder at føle at vi kender de daglige rutiner på stedet. Vi har igennem en ejendomsmægler lejet en lejlighed i et område der hedder Seapoint, da universitetet ikke har nogen lejligheder til rådighed for udenlandske studerende.

Dagens forløb
For at komme til hospitalet tager vi en minitaxa, som er små folkevognsrugbrød proppet med mennesker. Det koster kun 4,50 kr., og man kan springe af og på som man vil. Det betyder dog også, at ankomsttiden ikke altid er tilregnelig. Transporttiden er ca. 1 time.

Dagen starter 7.30. Fysioterapeuterne mødes i gymnastiksalen, hvor de også har deres kontor. Her kan man på en tavle se hvilke patienter, man skal behandle i løbet af dagen, om der er nogle fraværende og ændringer i forhold til hvad der er planlagt. Klokken 8 går man op på afdelingerne eller har ambulante patienter. Kl. 10-10.30 mødes fysioterapeuterne til ”tea-time”, og fra 12.30-13.15 er der frokost.

Hospitalet består af en gammel hovedbygning og en nyere tilbygning. Den gamle hovedbygning består nu kun af administrative og ambulante afdelinger. Alle indlagte patienter ligger i den nyere tilbygning som udgør størstedelen af hospitalet.

Vi er blevet delt ud på forskellige afdelinger, hvor vi hver især er blevet tilknyttet en kontaktfys. Heidi starter på traumeafdelingen, og Sabrina og Camilla på ortopædkirurgisk afdeling. Efter 2½ uge bytter vi.

På ortopædkirurgisk afdeling
Her er patienterne oftest indlagt 7-12 dage. Udskrivelsesdatoen afhænger af mobiliteten over det opererede led. En TKA-opereret bliver derfor ikke udskrevet før personen kan flektere 90°. Det er først på 2. dagen efter operationen, at patienterne bliver mobiliseret ud af sengen. Inden da ligger de på en ”High Care”-afdeling, hvor de bliver tilset af en kirurg, plejepersonale og en fysioterapeut. Fysioterapeuten udfører lungefysioterapi samt passiv og aktiv mobilisering.

På dag 2 bliver patienten kørt op på afdelingen og skal her mobiliseres og instrueres i regimer. Herefter ligner genoptræningen meget den danske, men grundet manglende ressourcer bliver vores kreativitet udfordret. Der er det basale træningsudstyr som håndvægte og medicinbolde, men mange af tingene er enten ødelagte eller i svært dårlig stand.

Kontrasten er enorm, når tankerne ledes hen på de danske skabe som bugner med nye farverige bolde, elastikker, håndvægte, bosubolde, vippebrædder etc. Her er vores elastikker blevet udskiftet med de slanger man i sin tid brugte til at binde om overarmen før en blodprøvetagning.

På traumeafdelingen
På traumeafdelingen, også kaldet ”Gangster’s Paradise”, finder man en ganske anderledes patientgruppe end på traumeafdelinger i Danmark. Her er hovedparten indlagt med skud-, stiksår eller andre overfaldsrelaterede skader samt trafikofre.

Disse patienter har meget varierede træningsbehov, da deres skader rammer forskellige dele af kroppen. I løbet af de første uger har Heidi arbejdet med patienter med behov for neurologis ktræning, lungefysioterapi, balancetræning, gangtræning og mere almindelig cardiovaskulær træning. Hovedparten af patienterne er unge mænd i alderen 15-30 år. Denne aldersgruppe har sin tydelige indflydelse på afdelingens jargon.

Mange af patienterne får lungefysioterapi. Behandlingsteknikkerne har været udfordrende for os, da de her i høj grad benytter sig af stetoskop. Fysioterapeuterne bliver oplært i at lytte på lungerne for at vurdere, om der ventileres i alle lungelapper, hvilket vi ikke er blevet oplært i. Derudover benyttes der her en PEP-flaske og ikke en PEP-fløjte, som vi kender det. PEP-flasken består ganske simpelt af en flaske vand med et sugerør. Her instrueres patienten til at puste i flasken til der kommer bobler i ca. 10 sekunder. Dette er i og for sig en god og billig løsning med effektive resultater – dog synes vi, at den gode idé falder til jorden, når flasken genbruges mellem patienterne. Især med tanke på at forekomsten af tuberkulose og hepatitis B er større i Cape Town end i noget andet sted i verden.

Meget tid på journalen
Fysioterapeuterne bruger meget tid på at noterer vitale værdier hos patienten ned i deres journal før hver behandling, hvilket er utroligt tidskrævende. Alt i journalen er håndskrevet og står med forkortelser, det er derfor til tider meget svært at tyde notaterne. Journalerne er kun for fagpersonalet – patienterne må ikke læse dem selv.

Vi har fået ansvaret for vores egne patienter, dagligt ca. 6-9, og vi må selv om hvordan vi vil administrere tiden imellem dem.

Da der er mange andre udenlandske og afrikanske fysioterapeutstuderende på afdelingerne, har vi rig mulighed for at udveksle ideer og erfaringer. Derudover har vi mulighed for at følge de studerendes forelæsninger og undervisningstimer på universitetet.

Det er spændende at opleve det afrikanske sundhedsvæsen på tæt hold og vi ser frem til at fortsætte arbejdet på Groote Schuur.

Læs første del af rejseberetningen