Fysioterapeuter har de næsthøjeste udgifter til bøger
16.02.2011, af
faglig redaktør Vibeke Pilmark
Fysioterapeutstuderende bruger 6.286 kroner om året til bøger og hører til dem, der efter de lægestuderende har de største udgifter til bøger.
Fysioterapeutstuderende ligger på et højt fagligt niveau og bruger bøger, der også bruges på universiteterne. De kan forklare de store bogudgifter, siger Anette Helt Hansen fra fysioterapeutuddannelsen i København.
Fysioterapeutuddannelsen ligger på tredjepladsen i forhold til andre uddannelser, når det drejer sig om udgifter til obligatoriske bøger, kompendier og print, skriver Jyllandsposten i dagens avis. En fysioterapeutstuderende bruger 22.000 kr. til bøger i løbet af de 3½ år uddannelsen varer og er kun overgået af medicinstuderende, der bruger 40.500 kr. og jurastuderende, der bruger 27.000 kr. til bøger.
Når det drejer sig om årlige bogudgifter, ligger fysioterapeutstuderende med 6.286 på andenpladsen, tæt på medicinstuderende, der køber bøger for 6750 kr. om året.
Fysioterapeutstuderende ligger således i top blandt de mellemlange videregående uddannelser Jyllands Posten har med i deres undersøgelse. Således har lærer- og pædagogstuderende kun bogudgifter for 1000 kroner om måneden (se tabel; kilde: Jyllandsposten; 16. februar 2011).

Uddannelse på højt niveau
Uddannelsesleder Anette Helt Hansen fra fysioterapeutuddannelsen på professionshøjskolen Metropol i København er ikke overrasket over resultatet af Jyllandspostens kortlægning.
”Dels ligger fysioterapeutuddannelsen på et højt fagligt niveau, dels er de bøger, vi bruger, rigtig dyre. Vi bruger nogle af de samme bøger som på universitære uddannelser, og de fleste af dem er amerikansk- eller engelsksprogede”, siger Anette Helt Hansen til fysio.dk
Selvom det er en stor investering, vil nogle af de dyreste basisbøger følge fysioterapeuter hele livet. Biblioteket på fysioterapeutuddannelsen og Danske Fysioterapeuter får således jævnligt henvendelser fra pensionerede fysioterapeuter, der ønsker at donere deres gamle lærebøger.
Fravalg af bøger
”Det er en dyr fornøjelse at være fysioterapeutstuderende og det kræver en god økonomi”, siger Anette Helt Hansen.
Der er en større risiko for at studerende fravælger at købe nogle af bøgerne, hvis bogudgifterne bliver for høje. Derfor drøfter man løbende på professionshøjskolen, hvilke bøger der er absolut nødvendige at bruge som obligatiorisk litteratur.
Nogle studerende vælger ifølge Anette Helt Hansen at købe bøgerne brugt. Dette er især tilfældet de gange, hvor de studerende arbejder med emner, der fylder lidt på uddannelsen. Andre studerende fravælger måske helt at købe dem. Men det er undervisernes erfaring, at hovedparten af de studerende investerer i helt nye basisbøger.
Pay back efter endt uddannelse?
Udgifterne til de dyre bøger vil ifølge Jyllandsposten blive betalt tilbage efter endt uddannelse. Vel og mærke, hvis det drejer sig om læger, økonomer og jurister, der ifølge Cepos og Det Økonomiske Råd har en livsindkomst mellem 13,6 og 11, 6 millioner kroner (kilde: Jyllandsposten; 16. februar 2011).
Men spørgsmålet er, om man kan sige, at fysioterapeuter, der vurderes til at have en livsindkomst på 8,2 millioner kroner, får gevinst af investeringen i form af lønkroner senere i livet.

Sådan kan du spare på bøger
Medlemmer af Danske Fysioterapeuter kan få rabat på bøger fra Gyldendals forlag gennem BogPlus og en ny rabatordning hos Gads Forlag bliver præsenteret i starten af marts måned. Der er ofte billigere at købe bøger hos netboghandlere. Også den Blå Avis og pensum.dk er populære steder for salg og køb af fagbøger. Det er desuden muligt at købe og sælge lærebøger på Markedspladsen i MitFysio.
Bogplus Pensum.dk MitFysio.dk
Redigeret af :
Christoffer Grann,
17.02.2011
Til top