Ny studerende i hovedbestyrelsen
21.12.2010, af
Janus Pill Christensen
Marie Posborg Bjørn skal fremover repræsentere de studerende i hovedbestyrelsen. Hun vil gerne arbejde for at gøre Danske Fysioterapeuter mere relevant og nærværende for de studerende.

Når hovedbestyrelsen samles i januar, er Marie Posborg Bjørn den nye repræsentant for de studerende, der kan bidrage med indspark i debatterne på hovedbestyrelsesmøderne. Godt nok har de studerende ikke stemmeret i hovedbestyrelsen, men som observatør har de studerende taleret. Og skal man tro Maries motivation for at stille op, så har hun tænkt sig at gøre brug af taleretten.
I sin motivation for at stille op skriver hun blandt andet:
"Jeg er meget engageret i, hvad der rører sig inden for fysioterapifaget, både på uddannelsen, i praksis og i fagforeningen, og derfor brænder jeg for at blive den nye observatør i hovedbestyrelsen. Mine poster i diverse udvalg gør, at jeg ved, hvad der rører sig blandt de studerende, og jeg er sikker på, at jeg kan bidrage med ideer til, hvordan Danske Fysioterapeuter bliver mere relevant og nærværende for de studerende."
Engageret studerende
Marie er 24 år og studerer på 4. semester på fysioterapeutuddannelsen i Århus. Ved siden af studiet er hun meget engageret i studenterpolitik. Hun er blandt andet næstformand i De Studerendes Råd og med i forskellige udvalg. Hendes engagement drives af ønsket om at hjælpe til med, at de studerende har de bedst mulige forhold på fysioterapeutuddannelsen.
Valgt uden modkandidat
Alle fysioterapeutstuderende har haft mulighed for at stille op til posten, som observatør for de studerende i hovedbestyrelsen. Ved fristens udløb var Marie den eneste kandidat. Derfor bliver der ikke valg til posten i denne omgang.
Redigeret af :
Anne Guldager,
22.12.2010
Til top
22.12.2010
Johnny Kuhr
Kære Marie.
Jeg vil gerne byde dig velkommen som studerendes repræsentant i Hovedbestyrelsen. Jeg vil glæde mig til at hilse på dig til januarmødet. Du ønskes en glædelig jul og godt nytår.
Johnny Kuhr.
23.12.2010
Regionsformand Tina Frank
Hej Marie.
Tillykke med valget. Jeg håber, at vi også lokalt i regionen kan få lov at få glæde af dit engagement i foreningen :-) Jeg glæder mig til at møde dig på HB-mødet om et par uger.
Hilsen Tina Frank, regionsformand i Midtjylland