Fysio

 

Turen går til Cape Town

09.08.2011, af Sabrina Kerch Hansen, Heidi Jensen og Camilla Stjernholm Julin, P.H. Metropol (se billede nederst)


 
0

Tre studerende fra Professionshøjskolen Metropol skal til Sydafrika. I 6 uger skal de opholde sig på Groote Schuur Hospital i Cape Town, hvor de skal deltage i arbejde og undervisning sammen med de lokale fysioterapeuter. Her fortæller de om forberedelserne og forventningerne til turen.

capetown_main Cape Town

Vores rejse startede på en lille papirlap under en forelæsning. Egentlig havde vi ikke regnet med at vi kunne komme afsted da der var under to uger til at vi skulle vælge os ind på vores ønskede valgfagsplads.

Vi fik et møde med vores udlandskoordinator på skolen og på under ti minutter var det afgjort at vi til august skulle rejse 6 uger til udlandet. Vi vidste endnu ikke hvorhen, men blot at vi ville uden for Europa. Vi ville til et land hvis kultur var helt anderledes end vores, hvor der ville være eksotisk og vi ville føle os udfordrede.

Anden gang til Cape Town
Tidligere på året bragte vi en række indlæg fra en anden gruppe studerende, der også tog til Cape Town. Læs deres indlæg her:

Turen går til Cape Town
Ankomst til Cape Town og Friends Day Center
Tilbage til kulden

Hjælp fra Dancape
Helt ekstatiske over at det kunne lade sig gøre satte vi os i kantinen og begyndte at ringe rundt til forskellige organisationer, vi havde hørt om - og vi måtte tålmodigt vente på deres svar.

Igennem en organisation kaldet Dancape fik vi arrangeret et møde i Århus som viste sig at blive starten på vores rejse til Cape Town, Sydafrika.

Dancape ville hjælpe os med kontakten til vores kommende praktiksted, at finde bolig og alt det administrative såsom visumansøgning. Vi besluttede os hurtigt for at vi gerne ville søge plads på universitetshospitalet, Groote Schuur Hospital på Traume-, Ortopæd- og plastikkirurgisk afdeling.

Dancape har også kontakt til mange børnehjem og rehabiliteringscentre og disse kunne vi blive optaget på hvis der ikke var plads til os på hospitalet. Heldigvis fik vi efter nogle uger den glædelige besked, at vi var blevet optaget!

Det bliver fantastisk at skulle opleve det sydafrikanske sundhedssystem, og vi har mange forestillinger om hvordan det vil være, men også mange forventninger til at det sikkert bliver helt anderledes.

Vi ankommer til Cape Town en uge før vi skal starte på hospitalet. Dette har vi valgt for at vi kan bruge de første dage på at finde rundt i området, finde lejlighed som vi skal leje osv. Den første uge har Dancape hjulpet os med at finde et vandrehjem, vi kan bo på.

Spændte på arbejdet
I Cape Town er det vigtigt, at man respekterer, at der er visse områder, som ikke er sikre at færdes i. Vi har derfor fået gode råd og vejledning igennem Dancape til at søge lejlighed de rette steder. Vi håber at finde en lejlighed i det område der hedder ”Sea Point”. Dette område er også forholdsvist tæt på hospitalet, hvor vi hver dag skal møde 7.30.

Vi har en kontaktfysioterapeut på hospitalet, og det bliver hende som skal fungere som vores kliniske vejleder. Der vil højst sandsynligt være afrikanske studerende samtidig med os, og vi har fået lov til at deltage i deres undervisning og forelæsninger. Derudover skal vi deltage i møder, konferencer, arrangementer osv. på lige fod med de andre ansatte.

Vi er spændte på hvordan vores arbejdsdag vil tage form. Vi håber på, at vi bliver tilknyttet ”egne” patienter og får lov til at få ”hands-on”. Vi håber rigtig meget på at lære en masse, og at vi i fællesskab kan udveksle viden med de afrikanske fysioterapeuter. Vi glæder os til at blive en del af det sydafrikanske sygehusvæsen og forhåbentlig blive en del af det tværfaglige team på de føromtalte afdelinger.

Et par gode råd
Det er en god idé at søge legater, men vær opmærksom på at mange har som krav, at man skal være ude længere end 3 måneder. Vi er pga. modulets længde desværre kun afsted i 6 uger, og er derfor ikke kvalificerede ansøgere. I Afrika skal man betale studieafgift til universitetet og fysioterapiafdelingen, og vi har derfor igennem SU kunne søge støtte. Da Professionshøjskolen Metropol ikke giver støtte til praktikophold i Afrika, har vi ikke kunne få økonomisk støtte.

At planlægge praktikopholdet har været en stor administrativ opgave og ved siden af vores sidste kliniske ophold herhjemme, har det til tider virket uoverskueligt for os. Metropol har ikke stor erfaring med praktikophold i Afrika, så derfor har vi skulle ordne tingene selv, men nu når billetter, visa, confirmation letters fra Metropol og Groote Schuur Hospital, vaccinationer og diverse transaktioner er i hus, har det været det hele værd, og vi kan ikke vente med at komme af sted.

Det føles som en evighed siden at vi aftalte at tage af sted, og nu er der kun få uger til afrejse. Vi er fyldt med begejstring, spænding og forventninger til at det bliver en oplevelse for livet. 

Redigeret af : Christoffer Grann, 09.08.2011

Til top
0

Kommentarer til artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld