Uddeling af sko i Sri Lanka
25.01.2012, af
Marie Storm Strandholdt og Anja Nydam Hestholm
Anja og Maries praktik på børnehjemmet i Sri Lanka er ved at være forbi. Her fortæller de om de deres sidste tid, hvor de blandt andet delte sko ud, var på badetur, og samler op på hvad de har lært.
Læs første rejsebrev fra Anja og MarieLæs andet rejsebrev fra Anja og Marie
Store badedag, og udlevering af sko til lokale børn
Mandagen før vi tog på juleferie, var det den sidste dag for 3 finske frivillige, der havde arbejdet på Lotus Hill i weekenderne. De havde derfor arrangeret en tur til Hikkaduwa strand for alle drengene og personalet. Det var skønt at se, hvordan drengene tumlede rundt i vandet. Især drengene fra C-gruppen var helt vilde. De vadede rundt og pludrede og grinede. Endelig så vi disse 5 drenge udvise oprigtig glæde.
De andre drenge nød det også, og hele personalet, både mænd og kvinder, var også ude at boltre sig i vandet. Efter badeturen fik vi noget middagsmad, før turen gik tilbage til Lotus Hill. Resten af dagen var drengene godt trætte. At komme uden for Lotus Hill, at køre i bus og at bade, er mange spændende oplevelser, som giver mange indtryk. Men det havde helt sikkert været en dag med stor succes.
Lørdag d. 7. januar, dagen efter vi var kommet tilbage til Lotus Hill efter juleferien, var det en stor dag i Baddegama. Lotus Hill er ikke kun børnehjemmet, men er også navnet bag hele det finske velgørenhedsprojekt. Af andre projekter Lotus Hill udfører, er der den årlige uddeling af sko til lokale børn.
I Baddegama var 200 børn blevet valgt ud til at modtage sko fra Lotus Hill. Så om lørdagen kl. 9, var pladsen uden for legepladsens indhegning fuld af lokale børn og familier. Politiet kom for at holde orden, da der var dukket mange ekstra familier op, som håbede på også at få sko til deres børn. Sko er en nødvendighed i Sri Lanka, for at børnene kan komme i skole. Desværre er der mange familier, der ikke har råd til sko – så ingen sko, ingen skole.
Det tog kun 1½ time at dele de 200 par sko ud. Grundlæggerne af Lotus Hill, Oskari og Maria Kangas var der, samt 2 finske damer og en journalist fra Finland, og selvfølgelig et par mænd fra skobutikken. Udover de 200 børn fra Baddegama, var der også 650 børn fra et andet område, der fik glæde af de donerede sko. En skøn dag, der gav mange smil på både børnenes ansigter, men også på vores.
Donationer
Vi har endt med at få 15.000 dkr. i donation fra 4 forskellige Lionsklubber i Danmark. Dette er både vi og Lotus Hill meget taknemmelige for. Donationerne har betydet, at drengene har fået noget ordentligt, holdbart og brugbart legetøj, såsom sandkasseting, bolde, Lego, en kæmpe faldskærm, et volleyballnet og lidt ekstra (se billedet). Derudover har vi brugt nogle af pengene på foder til hønsene og gederne.
Dette har betydet, at drengene nu får de æg at spise som hønsene ligger, hvorimod æggene før blev solgt, så de kunne købe foder. De daglige æg har betydet, at drengene nu får nogle meget tiltrængte proteiner. Vi har betalt for 4 måneders foder, og når rationerne løber op, vil donationer fra finsk side af, fortsætte denne vigtige betaling.

Den sidste uge på Lotus Hill
Så nærmer den sidst uge af vores praktik sig, og det bliver lidt af en anderledes uge. Tirsdag kommer Maries forældre, hendes ældste søster, og en af Anjas venner ud på Lotus Hill, for at følge os en hel dag. De har alle besluttet at komme til Sri Lanka og besøge os, og rejse rundt sammen med os i en uge når praktikken slutter.
Onsdag skal vi besøge en fysioterapeutskole, der ligger i Colombo. Det bliver spændende at se hvor meget den minder om vores skole og uddannelse. Vi håber også, at vi vil kunne få skolen til at interessere sig for Lotus Hill, så der måske i fremtiden vil kunne komme srilankanske fysioterapeuter/fysioterapeutstuderende derned og arbejde.
Hjælp fysioterapeutskolen Colombo - måske med et besøg?
Skolen er nyopstartet i 2006. Der er en skole i Colombo og en i Kandy. Hver skole uddanner ca. 30 elever om året. De står meget på egne ben med hensyn til at få skolen og fysioterapi udbredt i Sri Lanka. Derfor er de meget interesseret i udenlandske kontakter, der kan hjælpe dem med materialer, udveksling af studerende, og udenlandske fysioterapeuter, der kunne komme og undervise på skolen.
De har lidt kontakt til et universitet i Australien, hvor de indtil videre kan sende to studerende ned i klinisk undervisning.
Vi tænkte at der måske kunne väre nogle fysioterapeuter i Danmark, der kunne have lyst til at hjælpe denne skole i gang. Det ville betyde meget for dem at få fysioterapeuter, der kunne undervise, især i manuelle teknikker. Nyuddannede, der ikke kan få job derhjemme, vil også sagtens kunne få mulighed for at undervise halvdelen af tiden, samtidig med at de evt. arbejder praktisk på et hospital hernede den anden halvdel af tiden. Det ville være for en periode på 3 mdr., primært som frivillig, men skolen vil evt. kunne betale for eller hjælpe med kost og logi.
Kontakt gerne skolelederen; Ajith Malalaskera, på følgende email for mere information:
ajithpm@yahoo.com
Torsdag er det så sidste dag på Lotus Hill. I ugen før havde vi købt 14 træ-tuk-tuk’er, 1 til hver af drengene. Dem har vi malet sammen med drengene, og på torsdag får de dem så tilbage, pakket ind i fint gavepapir. Vi glæder os til at se deres ansigter når de pakker dem op. Drengene har ikke noget, der er helt deres eget, så vi tror de bliver rigtig glade for tuk-tuk’erne, især når de så også har fået lov til at sætte deres personlige præg på dem.

Torsdag har vi også fået arrangeret, at vi for de sidste penge fra Lions giver drengene en god frokost. Personalet får penge til at købe lidt ekstra specielt mad for, og så køber vi selv is og chokoladesovs til dessert. Efter frokosten er det så farvel til Lotus Hill og drengene. Bliver trist at skulle sige farvel.
Vi er kommet til at holde af alle drengene, og deres egne små særheder. De har fyldt rigtig meget i vores hverdag og tanker de sidste 3 måneder, så det bliver helt tomt ikke længere at høre dem omkring os. Vi er heller ikke i tvivl om, at hvis vi kommer til Sri Lanka igen, skal vi helt sikkert også ud at besøge Lotus Hill.
Hvordan har det så været at være i praktik på Lotus Hill?
Det har været meget anderledes at være i praktik hernede i forhold til derhjemme. Marie var hjemme i julen, og mødtes med nogen af vores klassekammerater. Der var det tydeligt at høre, at de udførte fysioterapi i den traditionelle forstand som vi har lært i skolen.
Meget af det fysioterapi vi har udført hernede, har vi ikke lært om i skolen. Vi har ikke fået øvet os i at lave ledundersøgelser eller lægge et genoptræningsprogram til et knæ. Det er derimod meget på det personlige og psykiske plan, vi har lært noget. Vi har udviklet os personligt, og generelt lært mere om os selv som personer. Vi har lært at tage ansvar for egen læring. Med en vejleder der har haft meget travlt med administrative ting, har vi stået meget på egne ben, og har kun haft hinanden til at hive os op ved, og til at sparre med. Vi har lært at tænke kreativt.
Når man ikke har et færdigudviklet redskab til at træne børnenes fingre med, må man tage en ballon og fylde den op med rismel. Herved får man en krammebold, der er med til at styrke og træne motorikken i fingrene. Den fantastiske og varierede natur omkring Lotus Hill, har også været et af vores yndede træningssteder.
Vi har lært at kommunikere på et andet sprog, vi har lært at kommunikere nonverbalt, og virkelig lært at bruge vores krop til at udtrykke os med. Når hverken drengene eller personalet kan specielt meget engelsk, har det været nødvendigt at lære lidt basal sinhala. Vi har udtrykt os meget nonverbalt via vores krop, ved at lave tegn for forskellige funktioner, men også ved vores ansigtsudtryk. Smil, vrede og grin er universelle sprog, der er til at forstå, også for handicappede singalesiske drenge.
Vi har lært at indfinde os, og arbejde under en helt anden kultur. Man skal være fleksibel med sin tid, da der kan komme alms, tidsmæssige overskridelse af aftaler, eller uforudsete forhindringer i vejen for ens planer. Samtidig skal man også respektere deres religion og deres ritualer, deres anderledes måde at tænke og opdrage på, og deres helt anden baggrund og opvækst.
Alle disse egenskaber som vi har erhvervet os igennem vores praktik her på Sri Lanka, er egenskaber man ikke kan læse sig til, eller læse op på.
Vi har nydt vores ophold på Lotus Hill. Drengene og personalet er virkelig søde og venlige, og vi har følt os velkomne fra første dag. Hvis nogen er interesserede i at komme hertil som frivillig, eller bare for et visit, er i velkomne til at kontakte os og få relevante oplysninger/informationer.
Maries e-mail-adresse: marie_strandholdt@hotmail.com,
Anjas e-mail-adresse: anjahestholm@hotmail.com
Læs første rejsebrev fra Anja og MarieLæs andet rejsebrev fra Anja og Marie
Redigeret af :
Christoffer Grann,
26.01.2012
Til top