Som udgangspunkt har man ret til den fornødne tid, og det er vigtigt at holde fast ved denne forudsætning. Uanset hvilket vejledende timetal, man bliver enig med ledelsen om, kan det aldrig sætte denne ret ud af kraft.
Principperne for tillidsrepræsentanternes vilkår skal drøftes i det øverste SU/MED-udvalg. Herefter kan du drøfte dine konkrete vilkår med din leder, så du får den nødvendige og tilstrækkelige tid til varetagelsen af hvervet. I drøftelserne om tid skal du også tage hensyn til din arbejdsplads.
Et vejledende tidsforbrug til tillidsrepræsentantarbejdet kan bruges til:
- at du bedre kan synliggøre og tilrettelægge dit tillidsrepræsentantarbejde over for kolleger og leder
- at du lettere kan tilrettelægge det almindelige fysioterapeutarbejde i forhold til tillidsrepræ-sentantarbejdet
- at fysioterapiafdelingen kan få kompensation svarende til det udregnede tidsforbrug (normeringsmæssig kompensation).
Dette er særlig aktuelt, hvis du har store udvalgsposter eller dækker flere arbejdspladser. Udregningen af den normeringsmæssige kompensation er uafhængig af og må ikke begrænse den tid, tillidsrepræsentanten reelt bruger.
Hvis din arbejdsplads bruger beskrivelsen af tidsforbruget til at udregne den normeringsmæssige kompensation, er det også her vigtigt at huske at den enkelte tillidsrepræsentant har den fornødne tid. Den grundlæggende tid (som bruges til normeringsmæssig kompensation) kan ikke bruges som en begrænsning over for den enkelte tillidsrepræsentant.
Det skal også være klart, at der tages udgangspunkt i en normal situation og ikke i en presset situation med personsager, nedskæringer, fyringsrunder, omorganiseringer mm. Det er lederens problem at gennemføre forhandlingerne, så afdelingen får kompensation.
En aftale med fastlagt timeforbrug kan i visse tilfælde være en hindring for tillidsarbejdet. Det vil det være, hvis der afsættes så få timer, at du ikke har mulighed for at udføre dine pligter og opgaver på forsvarlig vis. Du skal her huske, at udgangspunktet er, at du har den fornødne tid.
Hvis du ikke synes, du kan få tid nok til tillidsrepræsentantarbejdet, kan du overveje, om du sammen med kollegerne skal prioritere opgaverne. Måske vil kollegerne gerne inddrages i dele af arbejdet. Du kan også prøve at prioritere opgaverne efter, hvilke der giver dig mest indflydelse.
Hvis du møder helt urimelige vilkår eller direkte bliver modarbejdet, skal du vende det med de andre tillidsrepræsentanter i dit netværk, så de kan hjælpe dig. Hvis det ikke er nok til, at du får ordentlige vilkår, kan du kontakte kredskontoret eller sekretariatet, som har mulighed for at rådgive dig yderligere eller evt. kontakte din leder.
Redigeret af : Mona Bang Madsen, 08.02.2012
Til top