Valg af TR

 

Der kan som udgangspunkt vælges en tillidsrepræsentant per overenskomstgruppe, hvis der er mindst fem medarbejdere. Overfysioterapeuter, afdelingsfysioterapeuter og andre ledende fysioterapeuter tæller ikke med i antallet af medarbejdere.

Fysioterapeuter, som ikke er medlemmer af Danske Fysioterapeuter (ikke-medlemmer, uorganiserede), medregnes også i antallet af medarbejdere, men kan ikke vælges som tillidsrepræsentant og har ikke valgret.

Ifølge Danske Fysioterapeuters vedtægter skal I vælge en tillidsrepræsentant, hvis I opfylder betingelserne for det.

Ordinære valg til tillidsrepræsentant foregår for Danske Fysioterapeuters vedkommende i oktober måned i ulige år. Næste ordinære valg foregår således i oktober 2009.

I kan vælge mere end en tillidsrepræsentant per overenskomstgruppe per institution, hvis I kan blive enige med ledelsen om det. Det er f.eks. oplagt, hvis der er en fælles ledelse af flere geografisk adskilte fysioterapiafdelinger.

Et konkret eksempel kan være, at der er en tillidsrepræsentant og suppleant for både somatisk og psykiatrisk afdeling på et sygehus, selvom disse afdelinger har en fælles overfysioterapeut. Eller hvis en samlet sygehusenhed med én overfysioterapeut er fordelt på flere fysisk adskilte sygehuse, hvor hvert sygehus har hver sin fysioterapi med afdelingsledelse.

Hvis I ikke er nok til selv at vælge en tillidsrepræsentant, kan I vælge en tillidsrepræsentant sammen med andre:

  • I kan indgå i valgfællesskab med fysioterapeuter ansat under samme region/kommune, men med forskellige geografiske tjenestesteder, og vælge en tillidsrepræsentant sammen med dem. Det kan enten være inden for samme forvaltning eller på tværs af forvaltningerne.

     
  • I kan på arbejdsstedet gå i valgforbund med andre fra samme overenskomstgruppe, typisk ergoterapeuter. I disse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at tillidsrepræsentanten er fra den ene faggruppe og suppleanten fra den anden faggruppe, men det er ikke et krav. De faglige organisationer skal godkende valgforbundet. I disse tilfælde sker det blot ved den al-mindelige besked til Danske Fysioterapeuter/Ergoterapeutforeningen om valget.

     
  • I kan også gå i valgforbund med andre faggrupper (andre overenskomstgrupper som f.eks. socialrådgivere og social- og sundhedsassistenter). Alle de involverede faglige organisationer og regionen/kommunen skal dog godkende valgforbundet.

Ønsker I at danne valgforbund med andre overenskomstgrupper, skal I kontakte Danske Fysioterapeuter inden valget.

Hvornår kan man blive tillidsrepræsentant?

Normalt skal du have været ansat i regionen/kommunen mindst et halvt år for at kunne blive valgt til tillidsrepræsentant. Du kan vælges som tillidsrepræsentant, selvom du har mindre end et halvt års ansættelse på arbejdsstedet, hvis din arbejdsgiver accepterer det. I bør overveje dette grundigt, da kendskab til institutionen og dennes samarbejdsstruktur har stor betydning for måden, tillidsrepræsentantopgaverne skal løses på.

Umiddelbart efter valget skal du melde det til Danske Fysioterapeuter. Danske Fysioterapeuter godkender valget og skriver til arbejdsgiveren (med kopi til dig) og anmelder valget. Valget af en tillidsrepræsentant er først gyldigt, når Danske Fysioterapeuter har godkendt og anmeldt det over for regionen/kommunen.

Anmeldelsesblanketten kan rekvireres i sekretariatet eller hentes her på fysio.dk/tillidsfolk, klik her: Tilmelding til TR.

Danske Fysioterapeuters godkendelse går på at sikre, at du som valgt tillidsrepræsentant er medlem af foreningen.

Arbejdsgiveren har ret til at sikre sig, at den valgte tillidsrepræsentant opfylder de formelle krav til valg af tillidsrepræsentant (at du har været ansat et halvt år) og kan inden for tre uger fra anmeldelsen af valget gøre indsigelse mod valget til Danske Fysioterapeuter. Arbejdsgiverens indsigelsesret gælder kun i forhold til de formelle forudsætninger for valget og ikke i forhold til, hvem I har valgt.

Som Danske Fysioterapeuters tillidsrepræsentant vælges du for to år ad gangen. Ordinære valg sker i oktober måned i ulige år. Alle kan principielt indkalde til valg, men er der på arbejdsstedet en tillidsrepræsentant, er det typisk dennes opgave. Der indkaldes typisk med mindst otte dages varsel på en måde, så alle har mulighed for at vide, at der er valg. Det kan være med opslag på let tilgængelige opslagstavler, ved mundtlig orientering på møder, og/eller ved udlevering af skriftlig indkaldelse til valg. Lederen skal give tilladelse til, at der afholdes valgmøde og kan deltage i mødet.

Valget afgøres af almindeligt flertal, og ved stemmelighed foretages omvalg. Der er ikke krav om skriftlig afstemning, men ønsker én af de tilstedeværende det, bør det opfyldes for at sikre, at alle er trygge ved afstemningen.

Selvom der er tale om fredsvalg (altså kun en kandidat), bør I stemme for eller imod denne ene kandidat alligevel, så mandat og opbakning bliver tydeligt for alle.

Redigeret af : Karen Fischer-Nielsen, 06.07.2009

Til top