Der skal vælges en suppleant for hver tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant.
Det er vigtigt, at der bliver valgt en suppleant som kan træde ind, hvis tillidsrepræsentanten bliver forhindret i at passe sit hverv.
Derudover giver det større indflydelse på arbejdspladsen at være et makkerpar, og det er en altafgørende forudsætning for tillidsrepræsentanten at have en suppleant som sparringspartner.
Hvilken rolle, suppleanten skal have, afhænger af, hvad I finder ud af lokalt. Det oplagte vil være, at tillidsrepræsentanten og suppleanten drøfter en fordeling, som I fremlægger for kollegerne. Derefter skal I drøfte det med lederen.
Som udgangspunkt er suppleanten omfattet af de samme regler (transportgodtgørelse, udregning af arbejdstid m.m.) som tillidsrepræsentanten, når vedkommende fungerer som tillidsrepræsentant.