Deling af viden sker hele tiden, når mennesker er sammen. Vi lærer bevidst og ubevidst af hinanden, og det hænder, at vi deler viden, som vi måske ikke en gang selv er klar over, at vi har.
Deling af viden er nødvendig for udvikling af arbejdspladsen og medarbejdernes kompetenceudvikling.
Formel og uformel deling af viden
De arbejdspladser, der er gode til vidensdeling, har struktur og system på vidensdelingen, og giver plads til uformel deling af viden.
Formel deling af viden er for eksempel, når der er aftalt og afsat tid til oplæring af medarbejdere i et nyt computerprogram, der skal bruges på arbejdspladsen.
Uformel deling af viden er for eksempel, når viden formidles videre til kollegaen på vej til kantinen, eller når en medarbejder får hjælp af en kollega til selvhjælp, når computeren "driller".
Synlig og usynlig deling af viden
Vi deler viden på to forskellige måder: Den synlige og den mindre synlige.
Når vi udarbejder retningslinier for løsning af bestemte opgaver, deler vi viden på en meget synlig måde. Vi har et sprog for det, og det kan formidles videre til andre.
Når den uerfarne medarbejder lærer af den erfarne sker det tit på en mere usynlig måde. Den erfarne medarbejder kan have svært ved at forklare, hvordan bestemte opgaver skal løses. Det er lettere at vise. Det kan også være, at den uerfarne stiller spørgsmål til måder at gøre tingene på, som overrasker den erfarne: "Gør jeg virkelig sådan?"
Sætter vi ord på vores usynlige viden, bliver den synlig og dermed lettere at dele med andre. Deling af viden handler derfor ikke kun om at lave systemer og lister med al den viden, vi har. Deling af viden handler også om at snakke sammen, at se hinanden arbejde og at reflektere over, hvordan opgaver løses, sådan at usynlig viden bliver synlig.
Dette skema viser nogle forskellige måder at dele viden på. Skal arbejdspladsens vidensdeling være optimal, skal man bruge dele fra alle 4 kasser i skemaet:
At lære af hinanden
- Sidemandsoplæring
- Arbejde sammen
At sætte ord på
- Tid til dialog
- Rum for refleksion
- Kollegial supervision
At udvikle rutiner
- Jobbytte
- Nye arbejdssituationer
- At bruge ny viden
At udveksle viden
- Deltage i kurser
- Afholde temadage på arbejdspladsen
- Afholde personalemøder
Redigeret af : Rikke Graversen, 17.06.2010
Til top