Fysio

 

Den motiverende samtale

Startdato: 21.08.2012
Slutdato: 21.09.2012
Arrangør: Danske Fysioterapeuter
Sted: Århus Universitetshospital, Skejby
Pris: Kr. 5.200,- inkl. forplejning. Eksternat
Tilmeldingsfrist: 10.06.2012
Antal deltagere: 21

 

Kurset består af to moduler. Den motiverende samtale øger signifikant succesen med at fremme motivationen til adfærdsændring hos et andet menneske. Deltageren trænes grundigt i metoden - med egne problemstillinger og med patientcases

Idé og formål med kurset:
Den motiverende samtale” beskriver en teknik, som her i Danmark gennem de senere år har vundet indpas i forskellige forebyggelsesmæssige sammenhænge. Det er dokumenteret, at metoden signifikant øger succesen med at fremme motivationen til adfærdsændring hos et andet menneske; det være sig når det gælder fedme, fysisk inaktivitet, alkoholafhængighed, ludomani, benzodiazepinmisbrug mm.

Et centralt budskab er, at motivation til forandring opstår indefra via personlig afklaring og frigørelse fra ambivalens, idet motivation betragtes som en bevægelig faktor, der veksler over tid, efter situationer og stemninger, og som påvirkes i samspil med andre mennesker. Mange kender situationen, hvor forsøget på at motivere til en livsstilsændring skaber modstand allerede i den første samtale med patienten.

Patienten bakker ud, argumenterer for at adfærden ikke er så skadelig som så, virker irriteret eller giver på anden måde udtryk for manglende interesse for det, fysioterapeuten siger. Resultatet kan være, at samtalen udvikler sig til en diskussion eller måske går i stå. Mange behandlere bliver usikre på, hvad det er der sker, og hvad de kan gøre ved det.

Formålet med kurset er at give fysioterapeuten indblik i, hvad det er for nogle mekanismer, der kan tænkes at gøre sig gældende. Deltagerne vil blive trænet i konkrete redskaber til at arbejde med problematikken i praksis og der vil kunne arbejdes med både egne problemstillinger og patientcases. Arbejdet vil primært foregå i mindre grupper og på opfølgningsdagene vil der desuden bliver arbejdet i plenum med rollespil af egne cases.

Indhold:
En væsentlig pointe i ’Den motiverende samtale’ består for rådgiveren i kunsten, at få diskussionen for og imod livsstilen flyttet “ind” i patienten. Det ønskede resultat er, at det er patienten, der diskuterer med sig selv, hvorvidt det vil være en idé at ændre noget, medens rådgiveren skal tilvejebringe en situation, hvor der skabes plads til dette. Temaer bl.a.: 

  • Parathed til forandring
  • Ambivalens og modstand
  • Motiverende metoder
  • Dilemmaer som redskab
  • Empati, sympati og antipati
  • Rådgiverens personlighed
  • Self-efficacy
  • Forebyggelse af tilbagefald


Form:

Del 1: Baggrundsteori, arbejdsmetoder samt personlig træning af forskellige samtaleteknikker. Perioden ml. del 1 og 2: Hjemmeopgave m. afprøvning og træning af metoderne.
Del 2: Evaluering og bearbejdning af egne erfaringer fra praksisperioden samt træning i metoden.

Målgruppe:
Alle fysioterapeuter.

Praktiske oplysninger:

Tid: Modul 1: 21. - 22. august og modul 2: 20. - 21. september 2012
Sted: Århus Universitetshospital, Skejby
Pris:
Kr. 5.200,- inkl. forplejning. Eksternat.
Deltagerantal: 21 fysioterapeuter
Underviser: Torsten Sonne, cand. psyk., Psykologhuset Vesterport, forfatter til bl.a. “At tale om forandring” og “Hvordan taler man om livsstil”.
Planlægning: Susan Kranker, uddannelseskonsulent, Danske Fysioterapeuter
 

 

 

Redigeret af : Tina Kjær Bjerrum, 25.11.2011

Til top