Statsskattedirektoratet meddeler, at „alene de af et medlem afholdte udgifter til ajourføring (efteruddannelse) af grunduddannelse for fysioterapeuter” kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen.
Udgifter afholdt ved deltagelse i kursus, der efter en konkret vurdering må anses for et kursus, der har karakter af videreuddannelse, er derimod ikke fradragsberettiget. Vurderingen udøves af den stedlige ligningsmyndighed.
Om dette er tilfældet beror på en vurdering af den pågældendes eksisterende faglige viden sammenholdt med kursets indhold.
Ligningsmyndighedens afgørelse kan påklages i sædvanlig instansfølge (skatteankenævn og landsskatteret) ”under iagttagelse af de herom gældende regler og frister”.
For så vidt angår lønmodtagere hører beløbet i givet fald skattemæssigt under reglerne for lønmodtagerfradrag. Fradragsret kan være afhængig af, om der af arbejdsgiver er bevilget frihed uden løntræk.
Alle kurser som udbydes af Danske Fysioterapeuter er ajourførende efteruddannelse.
Efteruddannelse der søges indenfor de første par år efter eksamen som fysioterapeut vil i ofte blive nægtet, dette gælder også for selvstændige erhvervsdrivende som f.eks. indlejere på en klinik for fysioterapi.
Med en afgørelse i Landsskatteretten i 2004 vedr. en sag om en fysioterapeuts deltagelse i kurser i DF-regi er rammerne for, hvad der hidtil har været betragtet som fradragsberettiget, ajourførende efteruddannelse, udvidet.
Ifølge Deloitte betyder dommen følgende:
- Nyuddannede fysioterapeuter kan ikke nægtes fradrag med den begrundelse at de er nyuddannede.
- En kursusrække kan anerkendes som fradragsberettiget, selvom der udstedes et diplom eller lignende
- Der er med kendelsen skabt formodning for, at kurser der er udbudt igennem Danske Fysioterapeuter, inklusive fagfora, faggrupper og fraktioner, skal betragtes som efteruddannelse.
Redigeret af : Kirsten Møller, 02.07.2009
Til top