Masteruddannelser er opbygget som deltidsuddannelser over to år (enkelte over tre år). Undervisningen er tilrettelagt, så det er muligt at passe et arbejde samtidig med uddannelsen. Færdiguddannede fysioterapeuter på professionsbachelorniveau skal have 2 års relevant erhvervserfaring for at kunne starte på en masteruddannelse. Uddannelsen foregår ligesom kandidatuddannelser på universiteter eller handelshøjskoler. Til alle masteruddannelser opkræves der deltagerbetaling.
Der er flere relevante masteruddannelsesmuligheder for fysioterapeuter i Danmark. To af de mest populære er masteruddannelsen i rehabilitering og master of public health, MPH.
Masteruddannelsen i rehabilitering udbydes af Syddansk Universitet. Det er en 2-årig deltidsuddannelse normeret til 60 ECTS. Deltagerbetalingen pr. 1. september 2010 er ca. 92.000 kr. med mulighed for SVU.
Uddannelsen henvender sig til personer, der arbejder med rehabiliteringsopgaver i praksis. Man lærer om rehabilitering set ud fra den handicappedes synsvinkel og i forhold til sundhedspolitik og økonomiske kalkuler. Uddannelsen giver også viden om de specifikke klassifikationer inden for funktionsevne.
Master of public health udbydes af Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Det er en 2-årig deltidsuddannelse normeret til 90 ECTS. Deltagerbetalingen pr. 1. september 2010 er 96.000 kr. med mulighed for SVU.
Uddannelsen henvender sig f.eks. til folk der arbejder med sundhedsfremme i offentlige forvaltninger. Du lærer om organisation, ledelse og økonomi i sundhedssektoren og fordyber dig i områdets forskellige videnskabelige felter, f.eks. biostatistik, pædagogik samt psykiske faktorer i forhold til sundhed og sygdom.
Læs mere om masteruddannelser på UddannelsesGuiden.dk, hvor du bl.a. kan se en liste over samtlige sundhedsvidenskabelige masteruddannelser i Danmark herunder adgangskrav m.v.
Redigeret af : Rasmus Øyrabø Jacobsen, 28.07.2010
Til top