I januar 2009 trådte den særlige ordning om seniorbonus i kraft. For at være omfattet, skal du være fyldt 60 år senest den 31. december 2010 hvis du arbejder for kommunen og 31. december 2011 hvis du arbejder for Regionen. Ordningen udmøntes forskelligt på de tre overenskomstområder. Hold øje med, af du får udbetalt/ får afholdt det rigtige.
I REGIONERNE
Udgangspunktet er, at du får udbetalt en kontant bonus i januar måned. Den er aldersbestemt og udbetales i 2009 på baggrund af din alder ved udgangen af 2008. I 2010 udbetales den på baggrund af din alder ved udgangen af 2009 og i 2011 på baggrund af din alder ved udgangen af 2010. Herefter stopper ordningen, med mindre den bliver videreført ved OK11. Der er nemlig tale om udmøntning af trepartsmidler, som blev bestemt for en 3-årig periode med henblik på at fastholde ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet.
Bonussen udgør
2,0 procent ved 60 år
2,3 procent ved 61 år
2,7 procent ved 62 år og derover
Du skal hvert år i oktober måned vælge, om du vil veksle din kontante bonus til henholdsvis 2, 3 eller 4 fridage, til kompetenceudvikling eller til en ekstra pensionsindbetaling det følgende kalenderår.
Hvis du vælger at veksle din bonus til fridage afregnes 1 fridag med 0,4 procent og eventuelt restbeløb udbetales.
En fridag svarer til 7,4 timer og reduceres forholdsmæssigt for deltidsansatte. Fridagene afholdes som udgangspunkt i hele dage, men de kan efter aftale med arbejdsgiveren afholdes i form af halve dage eller som enkeltstående timer.
Placeringen af dagene aftales med arbejdsgiveren, men denne skal så vidt muligt imødekomme dine ønsker.
Du skal være opmærksom på, at dagene er tabte, hvis de ikke afholdes inden kalenderåret er gået, med mindre du kan få en aftale om overførsel.
I KOMMUNERNE
Udgangspunktet er, at du har ret til at holde flere seniordage fra og med det kalenderår, du fylder 60, dog tidligst i 2009. Disse seniordage ydes i årene 2009, 2010 og 2011. Herefter stopper ordningen, med mindre den bliver videreført ved OK11. Der er nemlig tale om trepartsmidler, som blev bestemt for en 3-årig periode med henblik på at fastholde ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet.
Antal seniordage
2 dage ved 60 år
3 dage ved 61 år
4 dage ved 62 år og derover
Du kan hvert år i oktober vælge at veksle dine seniordage til en økonomisk bonus eller pensionsindbetaling det efterfølgende kalenderår. Den udbetales i så fald i slutningen af kalenderåret.
Hvis du vælger at veksle dine seniordage til løn, afregnes de med din aktuelle timeløn.
En seniordag svarer til 7,4 timer og reduceres forholdsmæssigt for deltidsansatte. Seniordagene afholdes som udgangspunkt i hele dage, men de kan efter aftale med arbejdsgiveren afholdes i form af halve dage eller som enkeltstående timer.
Placeringen af dagene aftales med arbejdsgiveren, men denne skal så vidt muligt imødekomme dine ønsker.
Du skal være opmærksom på, at dagene er tabte, hvis de ikke afholdes inden kalenderåret er gået, med mindre du kan få en aftale om overførsel.
I STATEN
Er udgangspunktet, at du selv kan rette henvendelse og ønske bonus, pension eller fridage, når du opfylder alderskriteriet. Hvis ikke du selv rette henvendelse, udbetales bonussen ved udgangen af fødselsåret, altså iforbindelse med at du fylder år næste gang.
Ordningen gælder først fra du fylder 62 år. Til gengæld er bonussen større, nemlig 2,9 procent alle årene.
Du skal veksle op til 4 dage det første år og op til 6 dage de efterfølgende år.
Redigeret af : Mona Bang Madsen, 16.05.2011
Til top