Fysio

Elterapi

 

På denne side kan du læse Danske Fysioterapeuters retningsliner ved brug af kortbølge, ultralyd og laser

Danske Fysioterapeuters retningslinier ved brug af kortbølge.


Hvad er kortbølger?
Kortbølge er elektromagnetisk energi, hvilket betyder, at vi har en elektrisk del og en magnetisk del. Ved terapeutisk anvendt kortbølge er frekvensen fastsat til 27.12 MHz, og udredelseshastigheden er 300.000.000 m/sek. Dette giver en bølgelængde på 11.06 m. Disse værdier er internationalt fastlagt.

Risici
Kortbølge er ikke / giver ikke radioaktiv eller ioniseret stråling, men undersøgelser viser at blandt fysioterapeuter der arbejder med kortbølge fødes der væsentlig flere drengebørn end pigebørn.
Desuden kan kortbølge bevirke almen ubehag med symptomer som: træthed, hovedpine, svimmelhed og kvalme.

Sikkerhed for gravide
Gravide bør ikke arbejde med at give kortbølge behandling og bør ikke være nærmere end 2 meter fra apparatur andre arbejder med. Se i øvrigt under afsnit 7, gravide.

Lovkrav
Efter bekendtgørelsen om medicinsk udstyr (et EU-direktiv) skal kortbølgeapparater være forsynet med CE-mærket og et identifikationsnummer. CE-mærket udstyr efter EU-direktivet formodes dermed at opfylde de krav der stilles til det pågældende medicinske udstyr.


Kilder
Electrotherapy Explained: Low and Reed.
Graviditetsforløb og udsættelse for kortbølgestråling Arbejdsmiljøfondet 1991.
Juli 2006

Arbejdsmiljøudvalgets retningslinier for behandling med ultralyd.

Hvad er lyd?
Lyd er mekaniske svingninger i et materiale f.eks. luft og væske.
Lyd er et mekanisk begreb, nemlig ændringer i tryk, kaldet trykbølger.
Antallet af bølger pr. sekund kaldes frekvensen og måles i Hertz (Hz).

Ultralyd
Er lyd hvis frekvenser ligger over det hørbare område.

Lyd med frekvenser over 18.000 Hz defineres som ultralyd og kan brede sig i faste stoffer, væsker og luftarter.

Indenfor fysioterapien arbejdes der med frekvenser fra 800.000 Hz – 3.000.000 Hz  (0,8 – 3,0 MHz).

Sikkerhed for fysioterapeuten

  • Få regelmæssigt ultralydsapparatet kontrolleret af godkendt reparatør
  • Hold aldrig på metaldelen af ultralydshovedet når der gives ultralyd, på grund af risiko for sidestråling
  • Ved behandling i vandbad bør der anvendes gummihandsker, så reflekteret ultralyd ikke absorberes i fysioterapeutens væv
  • Hold ikke en hånd på modsatte side af behandlingsområdet, idet ikke absorberet ultralyd kan afsættes i fysioterapeutens væv.

 

Grænseværdi
Der findes ingen grænseværdier i Danmark, for anvendelse af terapeutisk ultralyd.

Lovkrav
Efter bekendtgørelsen om medicinsk udstyr (et EU-direktiv) skal ultralydapparater være forsynet med CE-mærket og et identifikationsnummer.

CE-mærket udstyr efter EU-direktivet formodes dermed at opfylde de krav, der stilles til det pågældende medicinske udstyr.

Kilder
Electrotherapy Explained, Low and Reed.
At-vejledning D.6.6, december 2005: Brug af ultralyd
Juli 2006

Arbejdsmiljøudvalgets retningslinier for behandling med laser.
 

Hvad er laser?
Laser står for Light Amplification by Stimulated Emission of Radiation, hvilket vil sige lysforstærkning ved stimuleret stråling. Laser er altså elektromagnetisk energi / lys, som er karakteriseret ved, at lysbundtet er snævert og med forholdsvis lille spedning.

Laser måles i nanometer (nm).

I fysioterapi anvendes lasere med bølgelænger på 500 – 1000 nm, en del af disse udsender usynlig laserlys.

Risici
Øjenskader: Rammes øjet af en laserstråle, brydes den af hornhinden og linsen, og fokuseres på nethinden, som kan blive beskadiget, med mulig varig synsnedsættelse.

Hudskader: Oftest små overfladeskader som heles i løbet af nogle døgn.
Derfor anses øjenskader for langt alvorligere end hudskader.

Sikkerhed for fysioterapeuten
Der findes en række beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre mod eksponering for skadelig laserstråling, disse kan opdeles i tekniske og administrative foranstaltninger samt i personlige værnemidler (se Arbejdsmiljøinstituttets rapport nr. 30/1990).

Her skal omtales de vigtigste:

  • Enhver laser skal være forsynet med advarselsskilt med lasertegnet og oplysningsskilt. Begge med sort skrift på gul baggrund
  • Oplysningsskiltet skal oplyse om 1. lasertype, 2. laserklasse, 3. om strålingen er usynlig, 4. højeste effekt, 5. bølgelængde
  • Laseren må ikke kunne fungere uden nøgle / kort / kode
  • Der skal være advarselslys eller advarselslyd når laseren er i brug
  • Der skal etableres risikozone, så personer ikke udsættes for uønsket stråling
  • Der skal anvendes øjenværn, der passer til den bølgelængde den pågældende laser arbejder med.


Lovkrav
Der er indført laserklassifikation for at gøre det lettere for brugere og myndigheder at vurdere risici og sikkerhedsforhold ved brug af lasere. Lasere inddeles i 5 klasser: 1, 2, 3A, 3B og 4.

Fysioterapeuter må arbejde med laserapparater op til og med klasse 3B.

Efter bekendtgørelsen om medicinsk udstyr (et EU-direktiv) skal laserapparater være forsynet med CE-mærket og et identifikationsnummer.

CE-mærket udstyr efter EU-direktivet formodes dermed at opfylde de krav, der stilles til det pågældende medicinske udstyr.

Kilder
Arbejdsmiljøinstituttets rapport nr. 30/1990, Laserstråling
Maj 2006

Faktaboks:



 

Redigeret af : Mona Bang Madsen, 16.05.2011

Til top

Kontakt

Relevante emneord

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld