Mandag: Regnvejr…
Kan man gå på vandet? …spørger jeg mig selv, da jeg trækker gardinet fra kl. kvart over 5, og regnen står ned i  stænger. Nå, vi skal ikke klage. Det er første gang i 6 uger at det regner på en ude-aktionsdag, så det kan vi nok godt overkomme. Børn og hund må manden klare, det er bare med at få pakket tasken og komme af sted.

 

Jeg ankommer til Næstved kl. lidt før syv. Det er stadig regnvejr; har det mon nogensinde regnet så meget før……? Den orange T-shirt trækkes udenpå regntøjet, og så er det ud til de andre 13  strejkende kolleger, samt 3 ikke strejkende kolleger, der er mødt frem før arbejdsdag med kaffe og hjemmebagt kage til alle!! Det betyder bare så meget, at der er støtte og opbakning.

 

Dagens aktion er at gå rundt i lyskrydset mellem Ringvejen og Køgevej med sandwich-skilte og bannere i halvanden time, naturligvis uden at sinke trafikken. Det går fint; der er mange der dytter og vender tommelfingeren opad, og vi vinker glade tilbage hver gang. Så kan man lidt igen, selvom vandet fosser ud af kondiskoene.

 

Bagefter tager vi til ugens planlægningsmøde hos Malene. Velvidende at planen stort set aldrig  holder 100 procent, fordi der kommer aktioner ind fra siden fra andre i Sundhedskartellet. Det er svært at planlægge aftaler, da mødeleder og tidspunkter skifter fra dag til dag. Det er næsten som at være tilkaldevagt.

 

Tirsdag: ”Go Johnny go!”
Der er TR-møde i Slagelse hos regionsformanden – vi strejkende er inviteret med om formiddagen. Vores formand Johnny Kuhr kommer. Vi kører i fyldte biler. GPS’en bliver godt brugt i disse uger! I radioen hører vi om de stigende priser på madvarer, som er langt højere end de 15 % vi forlanger. Vi taler om vores bekymring for vores patienter og borgere, som ikke bliver betjent under strejken – om puklen, der ligger, når vi kommer tilbage til vores arbejde. Jeg får helt ondt i maven.

 

 Det er godt at møde de andre, og vi får fortalt, hvor stor en betydning andre kollegaers opbakning har for os strejkende.Der bliver arrangeret aktioner, hvor fysioterapeuter i arbejde kan deltage. Ergoterapeuterne bliver inviteret med – ligesom de plejer. Jo flere, des bedre. Grøn og orange forsvinder tit i det hvide.

 

Johnny fortæller om baggrunden for strejken. Hvorfor det er vigtigt med en ligelønskommission og ” de 15 % ”.  Jeg får en større tro på ”sagen”. 15 % af en lav løn kan jo immervæk være mindre i kroner og øre end 12,8 % af en højere løn. Jeg bliver mere klar til at møde folk på gaden med de gode argumenter.

 

Jeg skynder mig hjem til familien, som er lidt forsømt i øjeblikket.

 

Onsdag: Besøg hos de arbejdende terapeuter.
Cyklerne pyntes hjemmefra med syrener, balloner og flag. Og i ført den orange kampuniform cykler jeg i strålende sol – det må have en symbolsk værdi – til mødestedet ved Sundhedscentret.
 
Det er et farverigt syn, der møder mig med alle de pyntede cykler og de orange T-shirts og neongrønne veste på de strejkende fysio- og ergoterapeuter.Efter et par kampsange stiger vi på cyklerne, for at køre til det første bestemmelsessted Munkebocentret, hvor de arbejdende terapeuter kommer ud til hjemmebagt kage, kampsange og udveksling af oplysninger og synspunkter fra strejkende til ikke-strejkende terapeuter.
 
Næste stop er Marskgårdscentret, hvor vi bliver mødt af et veldækket bord med energidrik og chokolade, og som der står på det fine skilt: Støtte til de strejkende til den fortsatte kamp!!! Cykelturens sidste destination er Birkebjergcentret, hvor vi som det eneste sted får lov til at komme indenfor. Igen får vi talt med de ikke strejkende kolleger og sunget kampsange.
 
Vi slutter en god aktionsdag ved vandtårnet, hvor vi kombinerer frokosten med planlægning af de næste dages aktioner.
 
Torsdag: Er der noget i Løkkeposen?
Mange underskrifter er samlet ind, over 131.000, og nu er tiden kommet til at overlevere dem til finansministeriet. Mon vi er heldige? Mon vi får hovedpersonen at se? Vi mødes i Næstved kl. 8.15, der bliver købt fælles togbilletter og turen går til Københavns Hovedbanegård.
 
Det lange ben skal foran, for vi vil være på pletten, når de store kasser med underskrifter bliver overrakt. Yes- selveste Lars Løkke tropper op på trappen og lover at læse samtlige ”bilag”.
 
Efterfølgende skal vi ned til Nørrebrohallen,- vi vil vise vores sympati for pædagogernes strejke. Der er fest og ballade, en masse musik og taler. Vores orange T-shirts forsvinder lidt i mængden af pink og hvid. Et fælles demonstrationsoptog sættes i gang. Vi får møvet os op foran – pædagogerne be´r sygeplejerskerne gå ned bagved, men det gælder jo ikke os? Eller gør det? Jo vi får besked på at vi hører til nede bagerst med dem!!! Hold da op, der er mange pædagoger, så vi må pænt vente til bagerst i køen. Mon de orange T-shirts kan ses i mængden?
 


Fredag: Fremstilling af nyt grej.
Der er behov for manuelt arbejde, nu hvor sandwichskilte og banner er gået lidt i opløsning på regnvejrsdagen i mandags. Da jeg pakker bilen med materialer, kommer der en dame forbi, som udbryder: ” Nå, strejker i også?”. Jeg bliver ret glad for min orange T-shirt med logo og snakker lidt med hende, om at fysioterapeuterne er en del af Sundhedskartellet, og at vi har strejket i 6 uger.
 
Solen skinner, og vi arbejder med papkasser, maling og banner på græsplænen udenfor:
 
”Hellere rig og rask end syg og fattig”
”Hvis skaden sker, ønsker I vi var fler’”
”Genoptræning rykker, lønnen går på krykker”
og ”Fys med ♥ lindrer smerte”
 
Jeg bliver pludselig opmærksom på, at træerne står med flotte grønne kroner. Jeg kommer til at tænke på, at de var helt nøgne, da vi startede med at strejke. 6 uger er lang tid. Men jeg er kommet til at holde af den orange farve. Den er helt klart et sommerhit.

 Mette Petersen, Næstved.