Fysio

 

Skal det tage 100 år mere?

08.03.2010, af Journalist Anne Guldager


 
0

Hvad skal der til for at nå nærmere visionen om ligeløn på det danske arbejdsmarked? En konference på Christiansborg markerede 100 års dagen for kvindernes internationale kampdag

qmain

Da 100 kvinder fra 17 forskellige lande for 100 år siden mødtes til international kvindekongres i København, var det få år forinden lykkedes det første motoriserede fly at flyve fire sekunder. 60 år senere gik mennesket på månen.

Knap så hurtigt er det gået, hvis man ser på udviklingen i forhold til ligeløn. Det har taget 100 år at halvere lønforskellen mellem kønnene, og fortsætter udviklingen med samme hastighed som hidtil, vil det tage endnu 50 år, før lønforskellene er helt væk. Det fortalte professor Bent Greve, Roskilde Universitet, der var oplægsholder på den ligelønskonference, som ni faglige organisationer, herunder Sundhedskartellet, afholdt i Landstingssalen den 8. marts for at markere 100 års dagen for kvindernes internationale kampdag.

Danmark sakker bagud i EU
Konferencen blev åbnet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, der konstaterede, at selvom danske kvinder har en af de højeste beskæftigelsesfrekvenser, er vi langt fra i mål, hvad angår ligestilling. Statsministeren talte om indvandrerkvindernes adgang til arbejdsmarkedet og et uddannelsesvalg præget af køn, men nævnte ikke spørgsmålet om løn med ret mange ord.
 
Det gjorde til gengæld dagens næste taler, professor og tidligere vismand Nina Smith, Århus Universitet. Hun redegjorde for, hvordan det fra 1960 til 1975 lykkedes at mindske løngabet mellem mænd og kvinder, men også for hvordan udviklingen siden er gået i stå, så Danmark i dag sakker ligelønsmæssigt bagud blandt EU-medlemslandene.
 
Ifølge Nina Smith har udviklingen af velfærdsstaten i første omgang fremmet ligestillingen ved at give kvinderne mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, men også haft en boomerangeffekt, i og med den længere og længere barselsorlov gør arbejdsgiverne tilbageholdende med at ansætte kvinder på de mest betydningsfulde poster.
 
Professor Bent Greve, Roskilde Universitetscenter fortalte, hvordan man i Sverige bruger skattesystemet til en bonusordning, som præmierer, at forældre tager lige store dele af barselsorloven. Et sådant initiativ kan være med til at fremme udviklingen mod ligeløn, hvis der samtidig forgår en indsats i uddannelsessystemet, der modvirker et kønsopdelt arbejdsmarked, mener ´han. 
 
Men lige så vigtigt er det at tænke et ligelønsperspektiv med ind i overenskomstforhandlingerne, understregede Bent Greve og gav dermed bolden op til lektor ved CBS Dorthe Pedersen, der så tilbage på den ligelønsdagsorden, der blev sat ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2008.
 
Ønskede organisationerne tillykke
”OK 08 var noget særligt. Den satte skub i troen på, at medlemmerne kan kæmpe på tværs”, sagde Dorthe Pedersen og ønskede de ni organisationer tillykke med, at det var lykkedes at arrangere en konference med en fælles dagsorden.
 
For det er i høj grad mellem organisationerne, slaget kommer til at stå næste gang, mente Dorthe Pedersen. Riget fattes penge, og hvis nogen skal have mere, er der andre, der skal have mindre. Et krav om ekstraordinære lønstigninger til kvindefag udfordrer det ligefordelingsprincip, der normalt kendetegner overenskomstfornyelser, forklarede hun og ønskede endnu engang organisationerne tillykke med overhovedet at være samlet. Det er et skridt på vejen.

  Læs mere om konferencen og se video med dagens oplæg

Redigeret af : Anne Guldager, 09.03.2010

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld