Ansættelsessamtalen

 

Forbered dig altid omhyggeligt til ansættelsessamtalen – det er første skridt på vejen til et nyt job. Læs nærmere om det og andre forhold i forbindelse med ansættelsessamtalen

samtale1_main

Undersøg det nye job og den nye arbejdsplads
Har du adgang til Internettet, så har næsten alle regioner og kommuner en hjemmeside, hvor du kan læse nyttige oplysninger om arbejdspladsen.

Forbered dig altid godt til ansættelsessamtalen. Indhent derfor:

  • Stillingsbeskrivelse
  • Jobprofil
  • Personalepolitik
  • Virksomhedsplan.


Gør dig overvejelser om dine eventuelle løn- og ansættelseskrav, herunder lønkrav, uddannelseskrav, arbejdstidsplacering. Læs især `Snyd ikke dig selv i løn`

Læs her "snyd ikke dig selv i løn"

Få aftalen i hus, før du opsiger dit gamle job
Sig ikke dit tidligere job op, før du endeligt har aftalt løn- og ansættelsesvilkår, heller ikke selv om der er et tidspres omkring ansættelsen. Du bør sikre dig en skriftlig dokumentation for det, der er aftalt om det nye job.

Forbudte spørgsmål ved jobsamtalen
Alt, hvad du bliver spurgt om ved en jobsamtale, skal være sagligt begrundet.
Ifølge Personoplysningsloven, Helbredsoplysningsloven, Ligebehandlingsloven og Diskriminationsloven må arbejdsgiveren således ikke stille spørgsmål om følgende emner:

  • Generelle – og konkrete helbredsoplysninger, der ikke har betydning for det job, det drejer sig om. Arbejdsgiveren må altså ikke spørge, om du er sund og rask, eller hvordan dit hidtidige sygefravær har været, om du har arvelige sygdomme mv. Du skal dog være opmærksom på, at du skal oplyse om en sygdom, der begrænser dig i at kunne bestride det kommende arbejde, og arbejdsgiveren kan stille uddybende spørgsmål til denne konkrete situation i forlængelse af din oplysning.
  • Graviditet og familieplanlægning.
    Pligten til at oplyse om en evt. graviditet omfatter ikke jobsøgende, men allerede ansatte.
  • Etnisk, national og social baggrund, seksuel orientering, religiøs overbevisning eller politisk anskuelse (med mindre det drejer sig om en stilling i et trossamfund eller et politisk parti)
  • Fagforeningsmæssig tilknytning
  • Generelle straffeoplysninger
     

Hvis du fx ved at du er gravid så forbered dig på, hvad du vil svare, hvis du ulovligt bliver spurgt. Du har selvfølgelig, fordi det er forbudte spørgsmål, ret til at afvise at svare på dem. Da du sikkert overvejer, om en afvisning fremmer dine muligheder, kan du – især hvis du er i tvivl om et spørgsmål er lovligt - i situationen først prøve at spørge om hvilken betydning arbejdsgiveren tillægger spørgsmålet og dit svar. Så får du måske et bedre grundlag for at vurdere, om du vil svare på spørgsmålet.

Det vil også være i orden at lyve da det er et svar på et ulovligt spørgsmål.
En arbejdsgiver har i almindelighed ret til at afskedige ansatte hvis den ansatte afgiver urigtige oplysninger, men denne ret gælder ikke, hvis det drejer sig om urigtige oplysninger på ulovlige spørgsmål.

Lang vej til jobsamtalen? Hvem betaler transportudgifterne?
Såfremt arbejdsgiveren indkalder ansøgere, der har bopæl langt fra ansættelsesstedet er det Danske Fysioterapeuters holdning, at arbejdsgiveren bør dække eventuelle transportudgifter i forbindelse med ansættelsessamtalen.

Fri til ansættelsessamtaler
Hvis du sidder i en opsagt stilling har du jf. funktionærlovens § 16 ret til at få fri med fuld løn når du skal til ansættelsessamtale. F.eks. har vikarer ret til at få fri til ansættelsessamtaler, da de pr. definition er sagt op. Hvis du sidder i en fast stilling, skal du bruge afspadsering eller ferie når du går til jobsamtale.

Du skal tage hensyn til at arbejdssøgningen lægges så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til din nuværende arbejdsplads.


 

Redigeret af : Mona Bang Madsen, 21.09.2011

Til top

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld