I Fysioterapeuten nr. 7 fortalte tre fysioterapeuter om, hvordan de i forbindelse med et jobskifte var kommet igennem med krav om en højere løn, og en fortalte, hvordan han havde haft så meget fokus på jobbets indhold, at han helt havde glemt det med lønnen, indtil det var for sent.

De fire historier har inspireret andre til at fortælle om deres egne erfaringer - både gode og dårlige. Det følgende er et udpluk af de beretninger, der er indkommet via en opfordring på fysio.dk.

FORLANGTE FIRE TRIN OG FIK TO

”Jeg havde et barselsvikariat i en kommune i 2005. Da den faste fysioterapeut skulle komme tilbage, fik hun et andet job, og kommunen stod derfor pludselig helt uden fysioterapeut. Jeg blev tilbudt stillingen, og det var tydeligt, at arbejdsgiveren opfattede det som en selvfølgelighed, at jeg uden videre skulle tage imod tilbuddet. Men jeg vidste, at de var presset af situationen, så jeg svarede, at jeg ville tage stillingen, hvis jeg blev rykket fra løntrin 24 til 28.

Min tanke var, at hvis jeg bad om fire trin, ville jeg kunne få to, men hvis jeg bad om to, ville jeg kun få ét. Jeg havde ikke noget egentligt krav på at få ekstra løntrin overhovedet, jeg havde for eksempel næsten ingen kurser, men jeg angav seks årsager til mit ønske om højere løn. Blandt andet at jeg aldrig var syg, underviste mange, var eneansvarlig for træning og meget motiveret.
Det gik som forventet, og jeg fik to løntrin, som senere er lavet om til tillæg, og som jeg har kunnet holde fast i både i forbindelse med kommunesammenlægningen og et helt nyt job. Kolleger har efterfølgende haft glæde af min lønstigning, idet vores lønninger er blevet harmoniseret, og de derved også er blevet løftet”.

(Den pågældende fysioterapeut foretrækker at være anonym, men navnet er redaktionen bekendt).

Forhandlingsleder Jesper Malling,
Danske Fysioterapeuter:

Når man stiller sit krav og går ind i en forhandling er det altid fornuftigt at komme med et udspil/krav, som det er muligt at slække på. Det vil sjældent være hensigtsmæssigt at fortælle, hvor ens smertegrænse ligger. I en forhandling skal begge parter typisk give sig lidt. I denne sag lyder det, som om der er ramt plet med et udspil på 4 løntrin, når kravet/forventningen var 2 trin. Selv om det selvfølgelig kan være svært at vide, hvor meget mere der skal spilles ud med, så er det min oplevelse, at man kommer langt ved bare at bruge sund fornuft og gerne rådføre sig med arbejdspladsens tillidsrepræsentant.
Et krav om mere i løn skal helst understøttes af gode argumenter. I den forbindelse kan det være helt ok at bruge mere personlige forhold som for eksempel. at man er meget motiveret, har langt til arbejde og lignende".

KOM SELV MED ET OPLÆG

Marianne Stannum var projektansat i en tidsbegrænset stilling i Livsstilsværkstedet i Egedal Kommune. Da stillingen blev permanent, var der uudtalt forventning om, at det blot var en formalitet, hvor Marianne Stannum skulle underskrive ansættelsespapirerne, og så var det i orden. Men det mente hun ikke selv og insisterede i stedet på en forhandling af løn og arbejdsvilkår. Blandt andet insisterede hun og resten af teamet på, at de i det første år ville have supervision en gang om måneden.
”Dernæst forhandlede jeg sammen med min nærmeste samarbejdspartner, som er kostvejleder og pædagog, vi har mange ens funktioner. Vi gik fra forhandlingen med et tillæg hver samt månedlig supervision. Det havde vi ikke fået, hvis vi ikke havde haft et oplæg med til forhandlingen selv”, siger Marianne Stannum.

Forhandlingsleder Jesper Malling,
Danske Fysioterapeuter:

ANBEFALER AT TÆNKE HELE VEJEN RUNDT

"Mariannes sag er et glimrende eksempel på, at det er hele "pakken" der skal forhandles, og et fint eksempel på det hensigtsmæssige i at gå sammen med andre faggrupper, når de er ens nærmeste samarbejdspartnere.
Typisk er det lønnen, der er det vigtigste forhold og den største knast. Jeg anbefaler dog altid at tænke hele vejen rundt og være opmærksom på øvrige forhold i en forhandling som f.eks. placering af arbejdstid, hjemmepc, mobiltelefon, efteruddannelse eller som i Mariannes tilfælde supervision”.

Links:

Beretning fra Henriette Holm Speranza
Beretning fra Ulla Vingum Thomsen
Beretning fra Martin Tjørnholm
Beretning fra Pernille Uhrskov
Beretning fra Martin Brand Clausen
Beretning fra Rikke Beyer
Beretning fra Jesper Damm-Henriksen