Der var i år i alt 4.780, der ansøgte om en plads på en fysioterapeutuddannelse et sted i Danmark. Heraf havde 1.667 fysioterapeutfaget som første prioritet. Kønsfordelingen er 35 pct. mænd og 65 pct. kvinder. I 1996 så tallet noget anderledes ud: Dengang var kønsfordelingen: 74 pct. kvinder og 26 pct. mænd.
Den geografiske fordeling er som tidligere år: Flest studerende skal læse i København, Århus, Odense og Aalborg, færrest i Skodsborg og på det nye campus i Aabenraa. I København begynder over 200 studerende – i Aabenraa og Skodsborg godt 30 pr. sted.
Det kræver fortsat en solid studentereksamen at få lov til at blive fysioterapeut: Lavest i Aabenraa med en adgangskvotient på 5,1 og højst i Skodsborg hvor adgangskvotienten er 7,7. Begge kvotienter er for kvote 1 ansøgere, dvs. de ansøgere der alene bliver bedømt på deres studentereksamen.
01.08.2009
Rasmus Hansen
Er det positivt at der kommer som mange flere nyudannet fysioterapeuter hvert år?
En stigning på 50 % i forholdt til 2004. Personligt synes jeg det lyder som om der bliver uddannet en del fysioterapeuter til arbejdsløshed. Det er muligt at jeg har overset noget, men jeg synes ikke kun det er positivt at der bliver uddannet så mange.
At mange gerne vil være fysioterapeut er godt, men som sagt jeg frygter at en del blive uddannet til arbejdsløshed.
12.08.2009
Anne Vestergaard
Jeg forstår simpelthen ikke at det er et succeskriterie, at der er kommet flere ind på uddannelsen. Jeg synes i stedet, man skulle forsøge at få dem i arbejde der allerede er uddannet. Jeg er selv uddannet fra Århus i 2003 og har nu i snart 6 år gået fra det ene vikariat til det andet. Jeg har været rimelig fleksibel og været indstillet på lange transporttider, og alligevel har det været mere end svært. Mange af mine medstuderende er i samme situation eller er endt i job, som absolut ikke er drømmejobs men trods alt jobs. Så nej jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor man bliver ved med at tage flere ind på uddannelserne. Det er dejligt, at fysioterpeuterne "fylder" mere i samfundet i dag end tidligere, men man skal også lige kigge på kvaliteten af de jobs der så tilbydes og ikke mindst arbejdsvilkårene.
Vh Anne Vestergaard
20.08.2009
Søren Loke Jensen
Hvordan ser det ud med frafaldsprocenten???
21.08.2009
Morten Topholm
Jeg er enig i, at der bliver uddannet alt for mange fysioterapeuter. Med lidt held kan fysioterapeuter måske finde jobs udenfor den "normale" fagafgrænsning så som visitator, ledere, kvalitetsudviklingskonsulenter, projektkoordinatorer mm.
Man skal dog være mere end almindelig optimist, hvis man forstiller sig at dette tal samlet set overstiger mere end 10 % (ca. 1000 og let stigende). Det man reelt kan frygte er at fysioterapeuter på arbejdsjagt fremover vil være nød til at gå væsentlig på kompromis med deres faglighed, og blive ansat i kombinerede stillinger på plejehjem, sygehus afd. o.l., hvor de laver andet end fysioterapi. Det vil let give et A, B og C hold indenfor fysioterapi, hvor dem der bliver fanget efter endt uddannelse på C. holdet, med kombinationsstillinger med pleje o.l. er stavnsbundet for livet, fordi de aldrig opøver rutinen i at være fysioterapeuter.
26.08.2009
Johnny Kuhr
Kære Rasmus Hansen m.fl.
Tak for indlæg vedrørende det stigende antal nye fysioterapeuter på professionshøjskolerne. Det er en yderst relevant debat du her rejser om hvorvidt de mange nye fysioterapeuter i fremtiden vil blive uddannet til arbejdsløshed. Efter min vurdering er opgaven med at skabe nye jobs for fysioterapeuter faktisk den største udfordring, vi har stået overfor i mange år.
I første omgang glæder jeg mig selvfølgelig over, at det fortsat er meget populært at blive fysioterapeut. Men det er ganske rigtigt som du skriver i dit indlæg, at det stigende optag på uddannelsen nødvendigvis også afføder spørgsmålet om, der efterfølgende vil være udfordrende og meningsfyldt beskæftigelse til så mange nye fysioterapeuter.
Siden starten af 1990erne er antallet af fysioterapeuter vokset stødt. Så det er en udfordring vi løbende har måttet forholde os til i mange år efterhånden, og det er rent faktisk lykkes at skabe så mange nye jobs til de mange ekstra fysioterapeuter, at der i dag stort set er fuld beskæftigelse. I 2004 var 8,5 % af den fysioterapeutiske faggruppe berørt af ledighed, hvilket var det højeste antal ledige i 12 år. I dag er ledighedsprocenten helt nede på ca. 1 %. I samme periode har vi hvert år skabt ca. 450 nye jobs til nyuddannede fysioterapeuter. I fremtiden ved vi, at der eksempelvis vil være øget behov for genoptræning og rehabilitering, mere sundhedsfremme og forebyggelse og at der ligger en række nye beskæftigelsesområder, hvor den fysioterapeutiske viden og kompetence er meget relevant.
Denne stigende efterspørgsel i sundhedssystemet på fysioterapeuter, kommer bl.a. til syne ved at hver fjerde nye stilling i sundhedsvæsenet indenfor de seneste 10 år er blevet besat af en fysioterapeut, samtidig med at faggruppen ’kun’ udgør fem procent af det samlede antal beskæftigede i sundhedsvæsenet. Den vækst er der ingen andre faggrupper, der kan gøre efter. Dertil kommer at vi ved at der generelt bliver en stor og stigende efterspørgsel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet de kommende år. Det åbner også mulighed for øget beskæftigelse for fysioterapeuter. Men det er rigtigt, at de nye stillinger og jobområder ikke kommer af sig selv, og det kræver en målrettet indsats fra såvel Danske Fysioterapeuter som fra den enkelte fysioterapeut. Det bliver hårdt arbejde, men jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre, hvis vi forener alle gode kræfter.
12.10.2009
Anne Vestergaard
Hej Johnny
Du skriver i dit indlæg at ledighedsprocenten i dag er nede på 1 %.
Dette tal siger bare intet om, hvilke arbejdsforhold fysioterapeuterne arbejder under og hvilke jobs vi har. Måske siger det i virkeligheden mere om, hvilke typer mennesker fysioterapeuter er, og at vi som gruppe er gode til at finde på andre ting at give os til, så vi ikke optræder som arbejdsløse i statistikken.
Jeg er klar over, at der er stor forskel på om man bor i Århus eller København i forhold til at finde jobs. Århus har altid haft en historisk høj ledighed og derfor giver det heller ikke mening, at det netop er i Århus at man har valgt at uddanne flere.
Jeg synes ikke det er rimeligt, at man kan gå som vikar på et sygehus i 3 år uden at tilbydes fast stilling og dermed få del i de kurser og barselsregler der gælder for fastansætte. Dette har været tilfældet for nogle af mine klassekammerater. Det er desuden stort set umuligt at forhandle løn til jobsamtaler, da vi er så mange om budet, og derfor ikke har særlig mange midler at "presse" med. Jeg, har personligt ikke været en del af arbejdsløshedsstatistikken, men har måtte arbejde uden for mit primære fagområde af flere omgange blandt andet som lærer i folkeskolen og gymnasiet, og i perioder har jeg haft op til 3 jobs på en gang for at få noget der svarer til en fuldtidsstilling. Jeg føler, jeg har hutlet mig igennem de første 6 år og har endnu ikke prøvet at have en sommerferie, hvor jeg ikke har skulle tænke på at søge nyt arbejde. Det er ekstremt stressende i længden.
Siden juni 2009 har jeg igen måtte kigge jobannoncer i midtjylland, og der er ikke meget at komme efter. Og da slet ikke 37 timers fastansættelse. Prøv selv at se efter.
Jeg er efterhånden der, hvor jeg må smide håndklædet i ringen og sige, at jeg må forlade faget og starte på en ny uddannelse. For jeg orker ikke mere
Vh Anne Vestergaard