Det er ikke så let, som det lød

16.09.2011, af journalist Anne Guldager

I kølvandet på Fredericia Kommunes succes med hverdagsrehabilitering har kommuner landet over kastet sig ud i noget lignende. Men det er ikke lige meget, hvordan indsatsen skrues sammen. Det viser den evaluering, DSI netop har udgivet på baggrund af erfaringerne fra Fredericia.

Den oprindelige ’Fredericia Model for Hverdagsrehabilitering’ er en specialiseret hjemmeplejeenhed, oprettet til lejligheden, der arbejder med rehabilitering af nyvisiterede borgere og har en høj terapeutnormering.

Siden er projektet blevet udvidet til også at omfatte modellen ’Trænende Hjemmehjælp’, hvor man har søgt at implementere det rehabiliterende fokus i den almindelige hjemmehjælp til borgere, der allerede er inde i systemet.

Store forskelle
Evalueringen viser, at der er store forskelle på, hvor let man får succes med de to modeller.

Teamet i den oprindelige model har som eksplicit formål at rehabilitere og afslutte borgerne. Indsatsen er organiseret i veldefinerede teams med én ansvarlig terapeut og 1-2 ansvarlige ”hjemmetrænere”. Fordelene ved den model er, skriver DSI, det gode tværfaglige samarbejde, kontinuiteten i borgerforløbet og forankringen af det rehabiliterende fokus.

Desuden er det en fordel ved den specialiserede enhed, at den er et attraktivt arbejdssted for terapeuter, at sosuhjælpere og -assistenter er ansat specifikt som hjemmetrænere, og at enhedens økonomi og dermed overlevelse afhænger af deres evne til at rehabilitere.

Den nye model, Trænende Hjemmehjælp, udfordres af en række barrierer. Blandt andet, at man i plejegruppen ikke mener, at der er så meget nyt i projektet, da man hele tiden har arbejdet med hjælp til selvhjælp, og ikke mindst at det er synd for borgeren, hvis de skal miste hjælp – og social kontakt – som de måske har haft i årevis.

Men også arbejdsdelingen har givet problemer i den nye model. Terapeuterne har savnet klare opgaver og tydelige rammer for opgaver og ansvar. Desuden har det været svært at etablere en tværfaglig kultur mellem faggrupper, der har været vant til at arbejde parallelt.

Frem for at lade sig integrere i hjemmeplejen er terapeuterne tilbøjelige til hellere at ville opholde sig på det kommunale genoptræningscenter, og på samme måde vælger sosu-hjælperne at sparre med kolleger i stedet for terapeuter.

Konklusionen fra DSI lyder, at ”der er skabt gode resultater i den enhed, der er etableret til alene at udføre hverdagsrehabilitering til nyvisiterede borgere”, mens der ”ikke umiddelbart ses samme mængde gode resultater, når hverdagsrehabilitering skal implementeres i de traditionelle hjemmeplejegrupper.”